Torsdag startede vi ud med at tage S-toget til Ostbahnhof, som i DDR tiden kaldtes Berlin Hauptbahnhof. Ikke så langt fra stationen ligger en 1300 meter lang rest af muren, som er blevet lærred for forskellige kunstnere. East Side Gallery kaldes den længste rest af muren, som findes i Berlin. Ikke så langt bag muren løber Spree, hvor grænsen egentlig løb i sin tid.

East Side Gallery findes på den del af muren, som vendte ind mod Øst-Berlin – den såkaldte Hinterlandmauer. Stykket mellem muren og grænsen i Spree var dødszonen, hvor der fandtes en dødelig cocktail af pigtråd, bevæbnede vagter og bidske hunde. På denne side af muren er stadig hvid, så vagterne lettere kunne se og skyde eventuelle flygtninge om natten.

At se muren her langs en trist vej i et trøstesløst boligområde, hvor 70’er-beton højhusene endnu ikke havde fået fjernet de østtyske pang-farver var, mindede os om, at nok kan man byfornye, modernisere, rive ned og bygge op, men det er stadigvæk kun 20 år siden at en mur effektivt skilte byen, landet – og vel egentlig også verden – midt igennem.