NC ligger og sover, Allan er kørt og jeg sidder her og mediterer over, at jeg netop har lagt NC i seng og ammet ham godnat for allersidste gang. Når jeg tænker sådan rigtigt over det, gibber det i mit hjerte. Altså .. aldrig mere. Jeg ved godt, hvad aldrig mere betyder. Det ved man af bitter erfaring, når man har mistet sin mor for 10 år siden. Så er ‘aldrig mere’ virkelig … aldrig mere.

Aldrig mere skal jeg amme min lille knægt. Min lille knægt er nemlig på vej til at blive en stor knægt, og dette farvel til amningen følges af rækkevis af andre farveller. For når man er mor så er farvel noget, man skal sige rigtig mange gange, før man kan sige goddag til sin voksne søn. Indtil videre er det her mit første farvel .. så tilgiv mig, hvis det bliver for sentimentalt, kvalmt og tårevædet!

I morgen er det slut med amningen. Og hånden på babsen; jeg tror ikke, at han kommer til at savne det særlig meget. Jeg tror, at han er klar til ammestop. Nogle morgener glemmer han allerede alt om babser og fiser afsted og hiver alting ud af skabene. Og når han skal sove, falder han ikke længere i søvn ved babsen. Han mister interessen, hopper omkring, og så lægger jeg ham i hans seng og nusser ham på kinden. Men indimellem når han er ked af det, søger han ind mod mit bryst og en lille hånd prøver at lirke sig ind under min bluse, lidt efter kommer næsen også med og sniffer til min hud ved kravebenet…

Jeg er sikker på, at han er ved at være klar til et ammestop, og jeg håber, at det forløber lige så uproblematisk, som da vi flyttede ham ind i hans eget værelse. Hvis ikke, så må vi tage det i strakt arm, for der er ingen vej tilbage fra i morgen, når jeg har taget mine piller for første gang. Sov sødt derude 🙂