Sommetider føler jeg mig underlegen, når jeg møder andre børnefamilier. For eksempel når jeg møder forældrene til NCs kammerater i vuggestuen. De virker helt og aldeles cool, calm & collected.

Tit føler jeg, at vi er et par amatørforældre, der ikke har styr på nogen verdens ting; vi kommer altid for sent, har et hjem der ligner et bombenedslag, glemmer at give NC mad og skifte ham i tide. For bare at nævne et par stykker.

Er det fordi (andre) forældre generelt er verdensmestre i at fake eller er der bare noget, vi ikke har fanget endnu? Måske skal vi bare blive bedre til at fake den? Og så er vi tilbage ved de livsløgne, vi giver udtryk for overfor os selv og hinanden.

Måske skulle jeg bare lade være med at fake noget som helst, for så kan det jo være, at jeg møder andre amatørforældre, som tør være ærlige omkring deres imperfektion. Og hvem gider i øvrigt være perfekt?!