Weekend med mere

Weekendens udfordring har været pjevset NC med hyppig afføring, lidt opkast og knaldrød hale – nu med sår. Det er virkelig skidt, men det er blevet meget bedre end i går, så jeg håber, at det går den rigtige vej. Her havde det været rigtig rart med en mormor, som kunne klappe mig på håret, samt fortælle, hvad hun gjorde dengang hun stod med samme udfordring. I stedet har jeg været en tur på nettet for at finde tips til bloody butt, men der er ikke så meget andet at gøre end at gøre det vi i forvejen gør.

F. eks. kogtvandsklude – en blød klud kogt og afkølet som lægges i bleen. Skumkludene frarådes, da de er forholdsvis ru. I stedet renser vi med vat samt babyolie. Det er altså øv, for det har bare ikke været særlig sjovt i denne weekend. Særligt ikke for NC, og dermed heller ikke for Allan og jeg. Hvert eneste bleskift har føltes som et overgreb på stakkels NC.

På plussiden har jeg da fået vasket alt vores tøj, arbejdet lidt og er rimelig klar til job i morgen. NC og jeg var til babysvømning i går – og det var atter en af de gange, hvor jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg insisterer på at blive ved med at slæbe ham til svømning, når han konstant klamrer sig til min hals.

Hver gang jeg prøvede at lirke hans arme væk fra min hals, skreg han som om hans sidste time var kommet. Så jeg svømmede, mens han klamrede sig til mig. Kun på ét tidspunkt slap han mig – det var for at få lov til at rutsche i vandet fra rutschebanen med hovedet først ned i vandet. Det kan godt undre mig, at han netop turde dét ??!!

Søndag formiddag var vi på loppemarked, og selvom der var langt mellem de gode ting, fandt jeg den sejeste Jacobsen overgangsanorak til NC for 20 kroner og en Reima elefanthue i fleece/uld for 10 kr. Jeg har lige købt en lignende elefanthue i BabySam til 250 kroner, og det er jo rart at have en ekstra, men jeg kan godt se, at jeg fremover går på loppemarked først, og derefter i BabySam …

Anorakken er flødefarvet/sandfarvet. Det er en foret overgangsanorak med hætte samt beige og hvidternet inderfoer og forlomme fra Jacobsen. Hold-da-helt-ferie … en hurtig googling på Jacobsen anorak viser, at nyprisen for sådan en Jacobsen anorak er 599,- 😮