Det var med tårerne brændende bag øjenlågene og med tungt hjerte, at jeg gik fra vuggestuen i morges. Nicholas græd hjerteskærende og rakte ud efter mig, da jeg sagde farvel. Det har han kun gjort de seneste 3 dage. Ellers har han været travlt optaget af at lege med sine kammerater. For travl til at sige farvel til mig, og det har været skønt! Og spørgsmålet ramte mig med 800 km/t lige i hjertekulen “Gør du det rigtige?”.

Jeg var ikke forberedt på det, faktisk. Jeg kan ikke svare på spørgsmålet, for lige dér havde jeg allermest lyst til at gå tilbage, samle min lille dreng op, tage ham med hjem og aldrig nogensinde aflevere ham igen. Lige dér havde jeg ikke den fjerneste lyst til lange trættende dage på jobbet, samt forretningsrejser og møder, der holder mig væk hjemmefra.

Hver gang skal jeg kæmpe med mig selv for at komme afsted, fordi en del af mig egentlig ikke har lyst, men sådan er det nok bare. Men jeg vil jo også gerne have et spændende job, og den slags kan ikke holdes indenfor 37 timer om ugen. Oplevelserne, udfordringerne, pengene … det tæller jo også.

Men jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvor gerne jeg vil det. For bare tanken om et to dages møde i april gør mig helt rundt på gulvet, selvom jeg forsøger at forholde mig rationelt til det. Uden NC i 2 døgn føles forfærdeligt.

Og så ryger denne lørdag med ekstra arbejde, og tirsdag skal jeg til møde i den anden ende af landet og tager afsted før NC står op, men jeg kan måske lige nå hjem og lægge ham. Jeg ved godt, at jeg gør det rigtige, men for Søren det er hårdt, når det føles forkert … pyyyh….