Må jeg prædike for dig?

Landet suser forbi vinduerne, og jeg tænker på min lille knægt, som jeg savner fantastisk meget. Jeg er glad og taknemmelig for at sidde her lige nu og føle sådan. Jeg er blevet så meget mor. Hver en fiber i min krop er en mor-fiber nu. Jeg kan faktisk ikke huske hvordan det føltes før. Når jeg sammenligner med nu, er det eneste ord, der falder mig ind: tom. Jeg oplevede det dog aldrig som et tomrum eller som noget, der manglede – bevares, jeg drømte da om at blive mor, men jeg savnede i bund og grund noget, jeg ikke anede hvad var. Helt ærligt, så havde jeg ikke den fjerneste idé om hvordan det ville være at blive mor. Men jeg ville gerne være det. Lidt som børnehavebørn, der gerne vil være brandmænd.

Mit liv var fyldt med masser af dejlige og skønne ting, men det er først efter jeg blev mor, at det er gået op for mig, hvad jeg var på nippet til at gå glip af. Og jeg skal virkelig tage hårdt fat i min egen nakke for ikke at prædike dén lyksalighed til alle og enhver, der endnu ikke har fået børn og blive hende den uudholdelige, der konstant ævler om børn og om hvor skøøønt det er at blive mor og have fundet meningen med livet kagle kagle.

Men jeg har altså en nærmest ubændig lyst til at dele med gruppen, og NU kan jeg godt forstå de mødre, som kaglede og prædikede for mig, da jeg var single – og børn forekom mere abstrakt end Picasso. Nu passer jeg meget på ikke selv at blive en af mor-prædikanterne. Men jeg har virkelig lyst til at gå ud og prædike: Ene og alene fordi jeg synes, at andre kvinder helt klart bør unde sig selv at opleve det mirakel det er at få et barn og blive mor.

Jeg prøver at omtale moderskabet nuanceret og også fortælle om de mindre lyksalige øjeblikke. Ikke prædike, Gitte – ikke prædike! For ikke alle mine veninder er klar til at blive mor. Ikke alle har fundet den mand, de vil dele deres liv med, selvom vi snart runder 40 år alle sammen. Jeg kender smerten, for den var en del af mit liv indtil jeg mødte Allan. Det er svært at se i øjnene, at livet måske ikke bliver som man drømte om at det skulle være. Måske har man ikke engang en plan b, og hvis man har, så er det så smertefuldt at gå over til plan b, at det måske er nemmere at lade være.

Min veninde erkendte for et års tid siden, at hun blev ved med at trække nitter hvad angår mænd. Ligesom jeg har hun altid drømt om mand og børn – i nævnte rækkefølge. I stedet for at blive ved med at vente aktivt på den rigtige mand, tog hun kontrollen over sin egen situation og valgte at få tjekket sin fertilitet for at finde ud af, om hun havde mere tid at løbe på. Det havde hun ikke. Vi bliver 40 næste år, så det er måske ikke så overraskende, men det gør ondt at indse, at det er ved at være lukketid. At tiden er knap, og hvis man ikke gør noget nu, risikerer man at miste muligheden for at få det barn, som er blevet en indgroet og selvfølgelig del af ens drømme og planer.

Hendes holdning var klar; hun måtte sætte projekt mand på stand-by og hellige sig projekt baby, for hendes venten på den rigtige mand kunne koste hende chancen for at blive mor, men at blive mor udelukker hende ikke fra at finde den rigtige mand. Så hun valgte den modige vej; at blive alene-mor. Indtil videre.

Til alt held havde hun større held med manden-i-reagensglasset end med mænd-i-det-virkelige-liv; hun blev gravid i første forsøg og venter barn til sommer. Hun har den smukkeste topmave med en sprællende knægt indeni, og jeg er så lykkelig på hendes vegne. Og på vores vegne. Det er helt fantastisk, at en af mine bedste veninder nu skal være mor. Vores drenge vil kunne få stor glæde af hinanden i fremtiden. Og vi som mødre vil få stor glæde af hinanden. Hun bliver en fantastisk mor. Jeg glæder mig usigelig meget til at hun bliver mor, for det er det største. Arjjj. Nu prædiker jeg. Jeg stopper nu. På ære.

Min veninde gør det, jeg selv ville have gjort, hvis jeg ikke havde mødt Allan – det var også min plan b. Jeg har været gennem de samme overvejelser: Min plan b skulle sættes i værk, hvis jeg fyldte 35 år og stadig uden udsigt til mand og børn. Da jeg mødte Allan var jeg i gang med plan b på planlægningsstadiet.

Det var overhovedet ikke let at nå til erkendelsen af, at mit liv måske ikke ville flaske sig som jeg havde forestillet mig. Det var smertefuldt at tænke over perspektiverne af de drømme, som måske aldrig skulle blive til noget. Men jeg brød mig endnu mindre om alternativet. I det mindste havde jeg stadig et valg – alternativet var, at jeg kunne risikere at skulle vente så længe på den rigtige mand, at drømmen om mand og børn ikke længere kunne realiseres på grund af min alder. Tanken om det var endnu mere smertefuld for mig. Så jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville have stået på fertilitetsklinikken som alene-kvinde i slut-30erne.

Derfor tager jeg hatten af for min veninde, der nu er vordende alene-men-stærk-mor. Og for min veninde, der stadig venter. Og det er derfor, at jeg ikke prædiker. Så meget.