Sidder i IC-toget på vej tilbage til København. Har været med en kollega i Esbjerg og besøge en klient. Vækkeuret ringede klokken 4:30, så jeg har været tidligt oppe. Det føltes egentlig okay, for jeg gik i seng allerede 21:45 i går. Men det var hårdt ikke at kunne sige farvel til min lille søn. Jeg ringede og hørte manden hvordan deres morgen havde været, og jeg følte mig helt udenfor, da han fortalte om det. Men lidt fordel er der ved det … det er ikke mig, der skal forlade vuggestuen, mens han græder og rækker sine små runde arme ud mod mig og ser på mig med våde tårefyldte øjne.

Efter en lang hyggelig togtur, stod vi af på stationen i den by, vi mente, at vi skulle til lidt udenfor Esbjerg for vi tænkte som så: “byen er vel ikke større end at vi kan gå derhen ellers så tager vi bare en taxa”. I teorien en rigtig god plan, men vi havde ikke helt taget højde for et par detaljer: Nemlig at godt nok havde byen og adressen samme postnummer. Men i Jylland kan postnumre dække over meget store afstande.

Vi stod altså med vores københavnerpigelus, computere og høje hæle foran en kæmpestor stationsbygning i en meget lille doven provinsby udenfor Esbjerg. Uden internet-dækning, for der er kun internetdækning i toget til Kolding. Særdeles nice to know, hvis du er midt i en vigtig mail, som du så ikke kan sende alligevel, fordi toget passerer Kolding og dermed kører ud af internet-landkortet.

På stationen var kiosken lukket mandag og tirsdag pga. sygdom, men ved at spørge det eneste menneske i miles omkreds fandt vi ud af, at der var mindst 10 km til den adresse, vi skulle til. Lige lovlig langt at spadsere.

Godt nok var der et taxa-skilt, men ingen taxa. Der var faktisk ingen biler overhovedet. Der kom en taxa, men han ville ikke tage os med, for vi skulle ringe og bestille en taxa. Ingen gadeture, sagde han og kørte sin vej – uden passagerer. Vi undrede os , men ringede og bestilte så en taxa. Der gik meget lang tid, før den kom, og det er ikke umuligt, at det var den samme taxa, som vi tidligere havde kommunikeret med.

På syngende jysk sagde taxa-chaufføren “Det’ gonnok langt uj’ på landet, det der”, da vi gav ham adressen. For en københavner er det et lidt skræmmende udsagn fra en taxa chauffør, som aldrig har haft en tur til Rådhuspladsen.

Vores møde gik fint – og dagen understreger bare hvorfor det her er mit drømmejob. Det var så fed en dag, og før vi vidste af det, var vi på vej tilbage med toget efter en fantastisk dag på en ærkejysk virksomhed drevet af super dygtige og søde mennesker. Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage 🙂