Lang næse & sort samvittighed

Åh ja, dagen i dag går ikke over i historien som verdens bedste dag. Jeg har det bare så skidt!! Jeg er simpelthen blevet så snotforkølet, og hvis det ikke havde været for den presseevent i morgen, så havde jeg meldt mig syg. Men jeg følte ikke, at jeg kunne svigte mine nye kolleger, så bevæbnet med lommetørklæder, panodiler og hexokain var jeg på job i dag. Jeg har det mildt sagt ad h til – min næse løb, og jeg nøs konstant. Sprut. Not so nice.

Og der var ikke et sekund, hvor jeg følte, at jeg kunne have været blevet hjemme. Ikke et eneste sekund. Jeg har aldrig før følt, at tingene i dén grad hang på mig og min kollega, som startede samme dag som jeg. Det er som om alle har ventet på os for at ekspedere ansvaret videre til os og så selv skride. Da jeg gik klokken 17:45 i dag var det før min tjans var afsluttet, men jeg kunne ikke vente længere; Allan skulle i læsegruppe, NC skulle fodres og bilen afleveres hos mekanikeren. Jeg var også den næstsidste tilbage. Jeg havde fået nok, for jeg kunne jo være blevet ved. Det var det samme i fredags. Pludselig fik nogen nemlig den brillante idé at pressemeddelelsen skulle trykkes professionelt. Det kunne man måske lige have overvejet tidligere i processen.

Ufattelig dårlig idé at få fredag efter frokost, når man skal bruge pressemeddelelsen tirsdag morgen. Så jeg brugte fredag eftermiddag og aften på at downloade billeder, oversætte (ny) tekst og briefe et bureau – og kom alt for sent hjem. Godt, at Allan kunne hente NC, selvom det var min tur. I allersidste øjeblik var det mig, der i dag skulle læse korrektur på vores pressemeddelelse på dansk og svensk (!) og sørge for de nødvendige godkendelser. Pressemeddelelsen skal nemlig være klar til imorgen 10:30. Den gik i pressen omkring klokken 17:30 i dag. Den ville være færdigtrykt klokken 9 i morgen, hvis vi havde godkendt inden klokken 16, så nu er det ikke godt at vide, hvornår vi får den.

Jeg hader bare når noget ikke bliver ordentligt, og jeg føler, at det er gået for stærkt med denne opgave. Men i sidste ende blev det (nogenlunde) som vores leverandør vil have det, og det er det, der tæller. Det er hastværk, det er lastværk, og jeg er ærlig talt sur over, at min første opgave på mit nye job bliver en hovsa-løsning pga. dårlig planlægning før jeg kom ind i billedet. Jeg har aldrig haft en ærlig chance for at nå at påvirke tingenes udvikling – jeg har kun været i jobbet i 3 uger. Nu håber jeg bare, at det funker i morgen, og at alle bliver glade. Jeg har knoklet solen sort, og jeg er helt færdig nu. Jeg er vildt forkølet, og jeg føler, at min energi er helt sluppet op, men nu må jeg bare prøve at holde mig oprejst i morgen til pressekonferencen. Dagen i morgen skal bare overleves på den ene eller anden måde.

Med den rette planlægning og lidt projektledelse – særligt på området med at afstemme forventninger – så havde vi slet ikke fløjet forvirrede omkring i sidste øjeblik. Vi skulle have været ude og gøre klar i lokalet i dag, men det nåede vi bare ikke. Det skal vi nå i morgen tidlig mellem 8 og 10:30, når pressen kommer. Hurra, det bliver festligt. Jeg er mest spændt på, hvad vi ikke har fået taget højde for. Der er sindssygt mange ubekendte faktorer, og ingen har rigtig taget ansvar for noget, før i fredags hvor det meste blev læsset over på min kollega og jeg. Men hvis det går godt, kan jeg skrive et indlæg om hvordan man planlægger og afholder en presseevent på 4 dage.

The 7 stages of a project:

Stage 1: Uncritical Acceptance
Stage 2: Wild enthusiasm
Stage 3: Total confusion
Stage 4: Disillusionment
Stage 5: Search for the guilty
Stage 6: Punishment of the innocent
Stage 7: Promotion of nonparticipants

Nu har jeg affodret NC, leget og tumlet med ham, læst historie for ham, og nu er han lagt i seng. Jeg er helt færdig. Jeg har spist en portion pasta uden noget på og drukket noget te, og så tror jeg ellers, at jeg vil gå i seng.

Allan har trukket eksamensemne i dag, og det var det værste emne, han kunne trække, så han havde helt mistet modet. Og jeg kan ikke engang være der for ham. Jeg ville gerne, men jeg kan ikke. Nærmest tværtimod, for i morgen skal jeg til presseevent hele dagen, inkl. middag i morgen aften, så der skal han passe NC og får så ikke læst. Jeg kan ikke engang aflaste ham. Goddag dårlige samvittighed. Kunne jeg snige mig ud af den middagsaftale i morgen, så gjorde jeg det. Så Allan kunne forberede sig til eksamen i stedet for at underholde NC. Det kan han gøre alle andre uger end lige denne uge.

Sådan er vilkårene, når man lige er startet i nyt job og skal bevise sit værd. Så kan man ikke være den besværlige, der siger nej til det hele, er syg og på tværs. Jeg har sagt nej tak til at gå ud med vores gæster i aften og få en drink, samt til middag igen onsdag aften, så jeg bliver nødt til at vise flaget i morgen aften. Det er bare ikke så let som dengang hvor jeg bare var ‘mig’. Nu er jeg mig og mor og kone. Oveni ‘ny i jobbet’. Og snot forkølet. For at det hele skal være endnu mere morsomt, så er jeg også uden bil i morgen. Hej flade sko, hej buskort, hej tog-tur … hej værkstedsregning 😦