Så skete det, man mindst af alt har brug for, når sønnen er syg og pylret; vores læge er syg. Så her står vi med skægget i postkassen; NC var nemlig vågen det meste af natten, fordi han hostede og snottede og næsten ikke kunne få vejret og rev sig i ørerne. Plus feber, plus en mor der har blå-violette rande under øjnene og en meget kort lunte.

Derfor afsti-afsted til lægen. Ungen pakket under vild kamp, solidt spændt fast på bagsædet … breeems!! Hun sagde HVAD på telefonsvareren? .. “Neg er nyg, og praksis er nukket nil og med norsdag den nedje nebruar” …

Så er gode dyr rådne.

Men øre-næse-halslægen må da kunne se på NC? Supergod plan. Omstillingsparat mor er man jo! Afsti afsted i modsatte retning. Godt så: NC har ikke mellemørebetændelse, men lægen er kun ørelæge, så han kunne ikke lytte på NCs lunger.

Så nu håber vi på, at vores læge er rask i morgen. Måske er NC rask inden da … man har da lov at håbe, ik?

Det er han så ikke. Tog hans temperatur her til aften … godt over 38 grader. Han er stadig pylret, skvatbenet, snotter og hoster. Ingen grund til at kaste ham i vuggestue i morgen .. selvom min kulsorte samvittighed overfor jobbet siger mig, at jeg burde gøre det. Men der er så meget jeg burde gøre, men det allervigtigste lige nu er at få NC rask, så kan resten hoppe i en gulvspand. Sammen med min kulsorte samvittighed.

Jeg savner Allan. Mest fordi jeg elsker ham, men også fordi jeg keder mig om aftenen. Jojo, jeg kunne selvfølgelig pligtlæse den millard mails, der venter, men nu sover NC og for første gang i dag har jeg fri og kan bare sidde og være mig. Og så savner jeg Allan. Skatten, manden, faren. Jeg savner ham også lidt, fordi det bliver rart at kunne stikke ham NC og sige ‘her’ og gå på toilettet alene. Eller i brusebad.