Når man som nybagt mor står med en nybagt far ved sin side og en lille utilregnelig guldklump på armen, er det rart at vide, at man nu er blevet offentlig eje.
Ikke helt på Frede og Mary-måden, men lidt alligevel … For når du har en baby på armen føler alle, at de har carte blanc til at kommentere og vejlede dig udi kunsten at være mor.
Jeg elsker jer alle sammen – alle jer, der har kommenteret og vejledt mig på mere eller mindre god vis, men jeg kan altså ikke lade være med at lave en kærlig og lidt ironisk liste over de arketyper, jeg mødte som nybagt mor.
Her er min liste over mennesker og kommentarer, man møder som uerfaren og grådlabil nybagt mor:
1) Bedsteforældre-generationen
Sådan genkender du dem: Det kan være dine forældre eller din mands forældre, men også tanter, onkler m.fl.
Erfaring og ekspertise: “Tingene kan ikke have ændret sig så meget på små 40 år, vel?” og “man har jo født børn i tusinder af år”
Typiske kommentarer: “Din mor kunne ikke amme, så det kan du heller ikke”, “Du skal bare lade ham skrige, det er godt for hans lunger”, “Ingen børn i den vestlige verden dør af sult, han skal nok spise, når han får lyst”, “Du pylrer for meget om ham, han bliver snotforkælet”, “Næææh, tingene har sandelig ændret sig – i gamle dage ….”, “Jaja, det var godt nok i 70erne…” og “Forældre i dag er da også så hysteriske omkring rygning/slik/farvestoffer/etc” suppleret med en hovedrysten og en opgivende mine.
Sådan kommer du af med dem: Knalder røret på.
2) Mere erfarne småbørnsmødre:
Sådan genkender du dem: Dem, du svor du aldrig ville komme til at ligne: praktisk legevenligt tøj med snotstriber og fedtefingre, samt fornuftige travesko.
Erfaring og ekspertise: Selvbestaltede eksperter indenfor yngelpleje og økologi.
Typiske kommentarer: “Leger du med din søn?”, “Må jeg vise dig noget?”, “Må jeg indvie dig i en pædagogisk hemmelighed?”, “Har du prøvet at ….”, “VI gør aldrig…/VI giver aldrig …”, “Da jeg fødte, gjorde det så ondt og varede i 125 timer ….”
Sådan kommer du af med dem: “Du … øh … jeg tror sgu, at han har fået roskildesyge”
3) Singleveninderne:
Sådan genkender du dem: Let nok, du har kendt dem hele livet. Dine næsten-søstre i godt og ondt.
Erfaring og ekspertise: De er lykkeligt uvidende, og du ved kun 2% mere end dem. Andenhåndsviden: “Ja, altså … min anden venindes søn, han plejer at …. ”
Typiske kommentarer: Ofte er der lange perioder med tavshed, men ellers er det bemærkninger som “Har du fået ham ordentlig undersøgt? Nu har han grædt i t-y-v-e minutter!”, “Jeg har lige hørt/læst …”, “Du taler med Katrines automatiske telefonsvarer …” og “Skal du med på Victor på fredag?”
Sådan kommer du af med dem: “Kan du ikke lige skifte ham for mig? Han har lavet stort, men det er ikke så slemt”, og hvis det ikke virker så “Han plejer at skrige i 1 times tid på denne tid, så der er 55 minutter igen nu”
4) Mødregruppe-mødre
Sådan genkender du dem: Afslappede perfekt udseende kvinder med dekorative sovende børn i cremefarvet hjem, der dufter af (økologisk) hjemmebag.
Erfaring og ekspertise: Ikke meget mere end dig selv.
Typiske kommentarer: “Lille Rosa sov igennem fra første nat” “Nej, det kender jeg ikke til” “Næ, hun spiser alt hvad vi giver hende af økologisk grød” “Nej, virkelig? Det har jeg aldrig oplevet med Mathilde” “Nej, hun græder slet ikke – hun smiler bare, det har hun gjort siden vi kom hjem fra hospitalet i forgårs” “Amning? Som om der skulle være noget svært i det!!”
Sådan kommer du af med dem: Når du ser de hjemmebagte boller udbryder du: “Nej, hvor lækkert – har du fået fat i de nye boller fra Schulstad? De er simpelthen blevet revet væk fra Netto – de er bare SÅ gode!”
5) Tilfældige forbipasserende
Sådan genkender du dem: De er alle vegne – i toget, i Kvickly, på gaden … ofte er det kvinder godt over pensionsalderen.
Erfaring og ekspertise: Stor. Men de har glemt alt om den.
Typiske kommentarer: “Er du nu sikker på, at han har tøj nok på?”, “Nårh lille ven, bliver du mishandlet af din mor?”, “Dikke-dik .. du skal ikke græde, jeg gør dig ikke noget” med lilla hår og tusind rynker helt nede i ansigtet på babyen, “Er du sikker på, at du kan magte ham?”, “Hvor er han sød … SOVER HAN?”
Sådan kommer du af med dem: Puf til rollatoren.
6) Frisøren
Sådan genkender du hende: Hun er ung, hun er smart, og hun kigger forskrækket på dig. Du ved ikke helt om det er den 15 cm brede grå udvoksning i hårbunden, dit miserable amme-hår eller din bluse med gylppletter på skulderen.
Erfaring og ekspertise: Fra ungdomsskolens babysitter-kursus eller fra yngre søskende.
Typiske kommentarer: Måben og forfærdelse. “Aiiijjj, altzer … kommer du så aldrig ud mere? As in ALDRG? Hvad med biografen eller til koncert???”
Sådan kommer du af med dem: Lad være. Bid det i dig. Dit smukke nyklippede og nyfarvede hår bagefter er det hele værd.
7) Den personlige træner
Sådan genkender du dem: Stort smil, høj hestehale, stramt træningstøj på fejlfri 21-årig krop.
Erfaring og ekspertise: Træningserfaring: Sikkert stor. Pædagogisk viden og indsigt: Nul.
Typiske kommentarer: med meget kunstig sø og lidt skræmmende stemme henvendt til baby: “Neeeiiiiiii, hvor er du en sød lille fyr, kan du kravle selv?” og “ja, altså .. babyer er jo sådan set velkomne i træningscentret, men de skal være stille og de må ikke kravle rundt – kan du ikke spænde ham fast?” og “Puslerummet? Jamen, det bruger vi til opmagasinering af proteinpulver”
Sådan slipper du af med dem: Opsig dit abonnement og find et center, der godt ka’ li’ nybagte mødre med børn.
8 ) Andre kvinder
Sådan genkender du dem: Doh!!
Erfaring og ekspertise: Langvarige fødsler (mere end 76 timer) uden smertelindring.
Typiske kommentarer: “Da jeg fødte, gjorde det så ondt og varede i 125 timer ….”, “Ahem … amningen får da ikke ligefrem kiloene til at rasle af din krop, hva?”, “Hvordan føles det … dernede?”, “Altså, jeg sprækkede med et ordentligt RITSSSCCH!!”
Sådan slipper du af med dem: Glem det. Put noget i ørerne.
9) Sundhedsplejersken
Sådan genkender du hende: Fodformet midaldrende kvinde med lidt for rødt hår og rottehaler.
Erfaring og ekspertise: “Der er intet, der kan overraske mig”
Typiske kommentarer: “Hvad synes du selv?”, “Hvad føler du?”, “Hvad siger din mand?”, “Prøv at se, hvad der står i bogen”, “Du kan jo bare ringe!”, “Nej, hvor er han blevet stor, hvad-er-det-nu-han-hedder!”, “Han vejer for lidt – men nu skal du jo ikke hænge dig i det med vægtkurverne”
Sådan slipper du af med dem: Nik og smil, så går hun hurtigt igen.
Måske møder du de samme typer eller har allerede mødt dem?
Geniale observationer 🙂 Tror du dækker repetoiret af kvinder i klædelige og uklædelige skikkelser.
Jeg har heldigvis oplevet en positiv udgave; min tvillingesøster, der nåede at få 2 børn inden jeg kom på banen med den ældste.
Hun giver gode konkrete svar på spørgsmål. Fortalte at hendes børn sked, gylpede og skreg ligeså meget som mit, at amning var smaddersvært og gjorde voldondt. At man nogle gange har lyst til at forærer ungen væk, fordi man bare er helt udmattet af søvnmangel.
Altså at det ikke er sukkersødt hos naboen, selvom det sikkert ser sådan ud. ( på det tidspunkt VAR hun faktisk min næsten-nabo :-))
LikeLike
Hahahahahahaha.
Har mødt hver og en.
Og hvis jeg lige overvejer engang, repræsenterer jeg vist også en enkelt af grupperne, måske endda to ;-D
LikeLike