Nå ja, det var i går. Den missede jeg lige, for det er ikke noget, jeg fejrer – ligesom Pandekagedagen heller ikke er noget, jeg fejrer. Ikke fordi jeg ikke kan li’ pandekager eller fordi jeg ikke synes, at der er noget at kæmpe for for os kvinder. Tværtimod.

Efter min mening er Kvindernes Kampdag en utidssvarende størrelse med et tvivlsomt omdømme, der lugter lidt af brændt BH, sur fisse og museum. Nogen burde egentlig relancere Kvindernes Kampdag,  for jeg tror, at mange yngre kvinder overhovedet ikke kan associere sig med rødstrømperne. Jeg kan ihvertfald ikke. Intet slag kan vindes på en enkelt dag, og jeg hælder mere til, at hver dag er en kamp-dag. Det nytter ikke at hoppe op på barrikaderne en gang om året, og så fise hjem til kødgryderne og brokke sig resten af året.

Hver dag kæmper jeg som kvinde og som minoritet mod nogle ret fasttømrede dogmer. Det er sådan set det, der ligger i at være en minoritet – man kan gøre to ting; indordne sig og stiltiende acceptere majoriteten (og så brokke sig til manden, barnet, veninden ..) eller man kan prøve at bryde grænserne i det daglige. Hvad er du? Brokker eller breaker?

Jeg må atter konstatere, at endnu to kvinder forsvinder fra ministerierne. Ironisk nok på Kvindernes Kampdag, som (den kvindelige) ligestillingsminister i samme moment erklærer død. En minister fyres på grund af smøl, mens Tina Nedergaard forlader undervisningsminister-posten af personlige årsager og uddyber:

»Når jeg har valgt at gå, så er det en meget personlig beslutning. Det er et helhedsindtryk af, hvad ministerjobbet har betydet for mig i omkostninger. Skulle jeg kun se på plussiden, havde I aldrig sluppet af med mig, men jeg har ikke syntes, jeg har kunnet forsvare det over for min datter. Vi er en lille familie, og den vil jeg passe på«, siger Tina Nedergaard til ministeriets medarbejdere og den nye minister.

Det er så trist! Folketinget skulle i mine øjne være en forbilledlig arbejdsplads, hvor der er plads til alle – også minoriteter. Der er så bare ikke plads til småbørnsmødre. Og det er ikke bare i Folketinget. Jeg synes, at det er trist, at så mange kvinder ikke føler, at der er plads til dem i de jobs, de har, når de stifter familie. Det vidner om et meget lidt rummeligt samfund, der kun har plads til mennesker uden familiære forpligtelser og bånd.

Og hvordan skal det blive anderledes, når kun 17% af virksomhederne vil ansætte en kvinde med små børn, fordi hun anses som ringere, ustabil og ufleksibel arbejdskraft? Der er simpelthen færre jobs til kvinder med børn:

Selvom halvdelen af virksomhederne i Norden forventer nyansættelser i 2011, vil kun 17 procent ansætte kvinder med børn.

Og hvordan skal det blive anderledes, når rigtig mange kvinder forlader mellemlederjobs og undgår toplederstillinger, fordi det står i skarp opponens til at have en harmonisk familie? De kvinder, der når til tops, bliver typisk ikke holdt vågen af en lille knægt fra 2-5 tre nætter på en uge eller bliver ringet op to gange om ugen af vuggestuen, fordi Lille-Emil har slået hovedet/er utrøstelig/har fået feber. Det nemmeste er at vælge topjobbet fra og dermed en stor del af den dårlige samvittighed, der følger med et krævende arbejde med mange sene timer.

Jeg forstår godt Tina Nedergaard, for jeg har været igennem samme overvejelser omkring min karriere, selvom mit job ikke er nær så krævende som hendes var. Men jeg er kommet frem til, at jeg har så meget at bidrage med, jeg elsker mit arbejde og min profession – og jeg vil fanden fløjteme have det til at hænge sammen med at være en god og glad mor. Og derved kan jeg ved min daglige indsats påvirke erhvervslivet i en retning, hvor der bliver plads til småbørnsmødre. Dén kamp foregår fra dag til dag, fra time til time – og ikke kun en dag om året.