Det går stærkt for tiden. Alt for stærkt. Jeg har så mange ting på jobbet, som jeg skal løse, og jeg har ikke tid nok. Hver morgen tænker jeg, at i dag får jeg god på en række problemer, men allerede inden jeg kaster mig over dem, så dukker der noget andet op fra en anden kant.

Således er det ikke mig, der planlægger min dag. Jeg har travlt og er rimelig effektiv hver dag, men jeg når også at blive helt rundtosset og forvirret mindst et par gange om dagen. Frokost spiser jeg ved skærmen – det må være sundere at spise den langsomt foran skærmen end stresset at kaste den i hovedet i kantinen. Eller hvad.

Og to do listen vokser dag for dag.

Men det er stadig skægt, og så er det jo bare et job. Jeg vil gerne gøre det godt, men ikke på bekostning af min familie. Så jeg går hjem, selvom der ligger flere uløste opgaver og venter. Jeg kan jo blive ved hver dag, men det gør jeg ikke. Den vej har jeg været nede af – uden succes.

Oveni det er der øjenbetændelsen, som kom tilbage i denne uge. Det er måske 15. gang i vinter, at NCs øjenomgivelser hæver op og bliver knaldrøde. Afsted til øjenlægen midt i arbejdstiden torsdag. Løbe fra en masse deadlines. Til gengæld sad en lille sød og nysgerrig NC og lod øjenlægen kigge sig i øjnene med og uden en lommelygte. Så bliver man så stolt som mor!

Og her til morgen skulle jeg til møde klokken 8 og skulle derfor aflevere NC senest 7:30. Klokken var 8, da jeg afleverede ham, for han lavede prut gennem alt sit tøj, så det var en grundig vask og helt nyt tøj, der skulle til, før vi kunne komme afsted. Og så løb tiden, og jeg nåede ikke mødet. Hvad man ikke har i hænderne, kan man ikke holde på!

Men jeg har ikke haft for travlt til at opdage, at det er gået hen og blevet forår…. Hvor skønt er det ikke at kunne smide cotton coaten over armen og bare gå ud til bilen uden at være viklet ind i tørklæde, frakke og handsker? Uhmmmm!