Jeg læste lige denne artikel om at finanskrisen kløver Danmark i to, og så kom jeg til at tænke på hvordan jeg føler, at finanskrisen har ramt os. Uden at overdrive kan man vist godt sige, at vi er blevet temmelig hårdt ramt økonomisk, siden krisen ramte i 2008. Men jeg føler mig ikke så hårdt ramt, for min familie og jeg har det jo godt. Vi trives, og vi har det, vi har brug for.

Men facts er, at vi er nogle af dem, der er blevet ramt temmelig hårdt på økonomien af finanskrisen. Vi har begge mistet vores job i perioden som følge af krisen. Vores husstandsindkomst er nu stort set halveret, sammenlignet med 2008. Vores drøm om at købe hus er udskudt på ubestemt tid, og det er måske en af de drømme, vi ikke kommer til at realisere. Et år på barselsdagpenge med en mand på SU har heller ikke ligefrem givet flere penge at rutte med. Til gengæld er vi så heldige, at vi bor forholdsvis billigt til leje. Vores forbrug har vi formået at skrue kraftigt ned for. Det vigtigste er nok, at vi ikke har ikke stiftet ny gæld i perioden, og vi har solgt den ene (skrotklare og overflødige) bil fra. Og så er der en kapitalpension, der er blevet likvideret.

Så krisen har ramt os, men vi er langt fra i knæ. Der kommer til at gå nogle år endnu, før vi får luft i økonomien igen, men det vigtigste er jo, at vi trives. Det synes jeg, at vi gør. Vi har det, vi har brug for, og vi har penge i det daglige til det meste. Selvfølgelig har vi drømme og ønsker om ting, tøj, oplevelser, rejser osv., men tiden arbejder for os, og så længe vi ikke stifter yderligere gæld, går det den rigtige vej.

Meget af det handler om at acceptere, at der bare er nogle ting, vi ikke har råd til. Nogle gange kan en forkælet stemme indeni mig da godt fortælle mig, at jeg da også har ret til at købe den kaffemaskine, jeg drømmer om – plus lækkert tøj, sko og kosmetik og det løse. Men det er faktisk ikke en menneskeret, når man ikke har råd til det. Selvfølgelig ærgrer jeg mig da over, at jeg ikke har råd til at gå ud og shoppe nyt, når jeg har lyst, men det nytter ingenting, for jeg har bare ikke pengene – eller når jeg har pengene, vil jeg som oftest hellere bruge dem på noget andet.

Jeg har opdaget, at jeg kan komme meget langt med basistøj fra H&M, Tøj & Sko samt genbrugsbutikker. Særlig mit arbejdstøj er fint nok: pænt og klassisk. Jeg føler mig velklædt og præsentabel, selvom jeg tit føler, at jeg har det samme på hver dag. Det har jeg sådan set også, for jeg har to par bukser, fem sorte t-shirts og et udvalg af habitjakker, hvoraf de fleste er dyre jakker i klassiske farver købt brugt, så kvaliteten fejler ikke noget. Men det er min egen oplevelse, at jeg altid har det samme på. Som 39-årig ved jeg af erfaring, at andre ikke går så meget op i hvad jeg har på, som jeg selv gør.

For mig har ‘krisehåndteringen’ taget tid, fordi jeg skulle omstille mig fra et meget forkælet egoistisk singleforbrugsmønster til et solidarisk forbrugsmønster, hvor andre afhænger af min indtægt – og så lige med en finanskrise på toppen! Det har ikke været uden kampe, for der har været nogle sejlivede vaner, der skulle brydes. Jeg har 20 års erfaring med meget sund singleøkonomi, men kun 5 års erfaring med familieøkonomi. Det krævede godt nok lige noget omstilling 😀