Efter bare 4 måneder på mit nye job, er vi nu så hårdt ramt af krisen og opbremsning i forbruget, at en fyringsrunde måtte til for at få enderne til at mødes. 18 af mine kolleger er blevet fyret. Ikke mig. Denne gang. Men det ser ikke for lyst ud. Vi SKAL simpelthen vende skuden nu. Det er rædselsfuldt. Selvfølgelig mest for mine fyrede kolleger. Der ryger et par af mine nærmeste kolleger, og det er jeg bare så ked af.

Desuden kan jeg mærke, at den seneste fyringsrunde, jeg var gennem for 1/2 år siden, stadig sidder i kroppen. Den fyringsrunde, hvor jeg blev fyret, var ikke den første fyringsrunde i mit gamle firma. Det var den 3. eller 4. fyringsrunde. I mit nye firma er det her 4. fyringsrunde, hørte jeg i dag. Og denne gang lukker kantinen, frugtordningen o.l. Men hellere det end endnu en mistet kollega.

Det værste er stemningen og presset. Vi kæmper kort sagt for vores job, og det er ikke alle, der formår at gøre det samtidig med at man opretholder en ordentlig omgangstone. Normalt bliver der ikke gået til stålet, men i dag blev jeg indirekte beskyldt for at lyve og helt direkte angrebet for ikke at have lavet mit arbejde ordentligt.

Det direkte angreb gik jeg i rette med med det samme. Jeg har siddet og opdateret og oversat et forældet og uopdateret materiale på 120 sider engelsk hver aften de seneste 14 dage efter NC er blevet lagt. Flere aftener har jeg siddet til klokken 23 og har været skeløjet af træthed. Mine dage har set sådan ud: Op 5:45, på job kl 8:45, fra job kl. 17:30, spise kl 18:15, lægge NC 19:45, arbejde fra 20-23. Det har været rædselsfuldt, så når jeg bliver beskyldt for at være doven, så bliver jeg rasende, og det blev jeg i dag. Jeg fik luft. På en pæn måde.

Det indirekte angreb kom fra en leverandør, som havde sagt til en af mine kolleger, som fortalte det til min chef, der fortalte mig, at jeg har løjet omkring en tidsplan, og det var derfor at hele projektet var ved at kuldsejle. Behøver jeg sige, at jeg ramte det røde felt? Både på mail og telefonisk har jeg gjort leverandøren klart, at det finder jeg mig ikke i. Men internt ved jeg ikke hvem der har fået at vide, at jeg har løjet, så hvad gør man lige ved det?

Så jobmæssigt er det langt fra fantastisk lige nu. Jeg må se tiden lidt an og se, om arbejdsklimaet forbedres. Det skal det, for som det er nu er det gift for mig. Jeg beskæftiger mig med jobbet ubevidst hele tiden, spiser frokost ved computeren hver dag, kæmper kampe i hovedet og tænker tænker tænker som en gal hele tiden.

Selvom jeg arbejder hver aften, når jeg aldrig til bunds. Alt, hvad jeg laver, laver jeg i sidste øjeblik – eller senere. Det har jeg prøvet før – det er ret almindeligt i min type job. Jeg har dog aldrig oplevet det så grelt som her før. Det er normen, at deadlines ikke overholdes, fordi det simpelthen er umuligt for alle i huset at nå de deadlines, vi alle er blevet enige om. Salgsmødepræsentationer bliver lavet timen før de skal præsenteres. To styks i denne uge, og hvis jeg selv skal sige det, blev de skide gode. Jeg havde ihvertfald ikke nået at glemme hvad jeg skulle sige – det er fordelen ved at lave dem lige før mødet!

Men hvorfor spørger du – hvorfor råber du så ikke p-i-k og skrider? Fordi jeg ka’ li’ så mange andre aspekter af mit job; arbejdsopgaverne, produkterne, kollegerne, min chef… Det er forhåbentlig bare en sej periode, vi skal igennem.

Tænk lige et øjeblik over hvor fedt det bliver at stå på den anden side af krisen og kunne klappe sig selv på skulderen og sige ‘I did it’. Det billede, vil jeg tage med mig på nethinden, når jeg skal til sales review i morgen og ryste gode planer ud af ærmet.