Sad forleden og så en genudsendelse af et program om tyggegummipoppen fra 90erne. Ind til flere musikeksperter stod i kø for at sige, at den slags musik var tomhjernet, og ‘hvis man ville have musik uden mening, så var det 90’er dance-musikken’. Tror ord som ‘samlebånd’ og ‘kopi’ kom op flere gange.

Men guess what? Jeg var en af dem, der hoppede lystigt omkring til sækkepibemusik, gule badeænder, fløjter og andre eksotiske lyd-billeder, når jeg havde bundet Buffalo-bådene og satte kursen mod Enzo og IN i en meget lille top og meget baggy pants.

Hey, jeg ved da godt, at DJ Sammy ikke er Beethoven, men det ændrer ikke på, at jeg stadig får kriblen i fødderne, når jeg hører musikken fra dengang. Dj Sammy, DJ Encore & Engelina, Infernal, Hampenberg, DJ Alligator – du kender dem, hvis du var der.

Nuvel, det var ikke musik med komplicerede kompositioner, store sangere eller den store mening og de store tunge budskaber, men de gjorde os glade i låget! De lange nætter blev korte, timevis blev tilbragt på dansegulvet, og før vi vidste af det stod vi igen på Nørregade med ringen for ørerne, mens klokken var hen ad 9 fredag, lørdag eller søndag morgen.

Men prøv nu lige at tænd for P3 … hvad er det, der behager mine øren? Er det ikke …? Jo, men det er det da … Hampenberg fester stadig videre – nu med Stine fra Alphabeat. Og det lyder F-U-L-D-S-T-Æ-N-D-I-G som dengang. Forskellen er bare, at dengang var Hampenberg ikke fint nok til radioen … det er det så i dag.

Så musikken uden mening er tilbage i 2011, og jeg sidder gammel og grå og gnækker! For måske er det fordi det er det de unge vil ha’? Glad-i-låget tyggegummi-pop uden dansklærer-tunge tekster og andet gøjl. Jeg ved det ikke, men jeg synes stadig, at det er fedt.

Dansemusen i mig gad da godt at fyre den af til I Want You (To Want Me Back) på IN i aften … hvis det altså ikke lige var, fordi jeg ikke rigtig gider alligevel. Jeg kan nemlig nå i seng og sove inden klokken 23 🙂