Velkommen til Oplevelseskapløbet!

Toget ER kørt, og din søn så det ikke, slemme slemme mor!

Som mor vil man før snarere end siden stifte bekendtskab med oplevelseskapløbet. Det kapløb, som andre mødre implicit antager, at man også deltager i – blot fordi man er mor.

Man ved ikke, at man deltager i et sådant kapløb, før man møder bemærkninger som … “Har du ikke gået til babysvømning med ham?” eller denne frisk fra denne weekend: “Har han ikke været i Tivoli endnu??” sagt med vantro og let misbilligelse i stemmen af en anden mor. Den slet skjulte forargelse går direkte ind og pirker til ens selvfølelse som mor. Burde jeg have slæbt min 1-årige i Tivoli? Har jeg nu ødelagt ham for altid, fordi han ikke har været i Tivoli og snart bliver 2?

Tankerækken bliver afbrudt af “Ja, altså VI havde jo vores lille Nielsemand med i Tivoli, da han var 1 1/2 – og det var bare en kæmpestor oplevelse for ham!”. Bemærkningen rammer i solar plexus – et styks amatørmor er udstillet og afsløret for al verden. Igen.

Dagen efter bliver samme amatørmor afsløret igen. Thomas Tog er nemlig kørt fra Odense nu. Det RIGTIGE Thomas Tog, som NC er så vild med. “Det er virkelig en kæmpe oplevelse for alle drenge, der elsker Thomas Tog”. Hvor var det synd, at du ikke følger med, for nu er toget nemlig kørt, og din søn så det ikke, slemme ignorante mor!

Det tæller ikke i oplevelseskapløbet, at vi tager NC med over og se på s-tog, til han hviner af fryd samt at vi gynger ham uendelige gyngeture, til han næsten ikke kan grine mere. Næ, for Pippi var i Tivoli i lørdags, og Thomas Tog i Odense i går. Det var to ting, der kunne have kanoniseret os godt op i rækken i oplevelseskapløbet.

Jeg er træt af at føle, at jeg skal forsvare, hvorfor jeg ikke slæber NC i Tivoli en lørdag, hvor en million andre har fået samme idé eller bruger to måneders oplevelsesbudget på at køre til Odense og se et tog, når der kører gratis tog 17 gange i timen lige udenfor døren.

Forleden sejlede vi fx med færge for første gang. Det ænsede han overhovedet ikke. Han spiste et rundstykke. Og den anden vej sov han. Som så ofte før viser han os, at de ting vi ofte anser for at være store oplevelser for ham – dem ænser han ikke. At køre med tog siger ham intet, men at se på tog, det elsker han. Det er de små ting, der tæller for ham endnu: Fugle, tog, busser, gyngetur, hunde, ænder, et fremmed barn at lege med …

Jeg elsker at få inspiration fra nogle af de dygtige mødre, jeg kender, men der er himmelvid forskel på at dele en god og dejlig oplevelse på en inspirerende måde og så på at dele en oplevelse for dernæst at hævde sig selv og få den anden til at føle sig uduelig med et par velvalgte sylespidse sidebemærkninger. Ofte siger den slags mere om afsenderen end om modtageren.

Som mor har man en meget præcis fornemmelse for, hvordan andre mødre har det, og vi ved også udmærket, at en mors angst for ikke at gøre det godt nok ligger under overfladen. Alligevel møder jeg igen og igen mødre, der ikke udviser den mindste omsorg eller omtanke overfor hinanden, men i stedet fremhæver sig selv og med spidse spørgsmål sparker til andre mødres latente angst for ikke at være en god mor. Det er så ufint og helt og aldeles unødvendigt.

Vi kunne bakke hinanden op i stedet – det ville være så meget federe. Jeg er træt af at gå hjem fra en middag og have en irriterende fornemmelse af, at jeg som mor er blevet kritiseret sønder og sammen på en så indirekte måde, at jeg end ikke formåede at give igen på stedet, fordi det hele var pakket grundigt ind i sødme og smil. Alle de kvikke mod-kommentarer dukker op, når jeg bearbejder hvad det er, der blev sagt. Men der er toget så bare kørt!

Det er rigtigt, jeg kan jo bare blæse på stikpillerne, for jeg ved, at vi gør det godt og giver vores søn gode oplevelser. Men siden hvornår er det blevet okay at være ubehøvlet og tankeløs?