Livstegn fra lockdown #2 Ingen skærmskam her!

Hvor skal jeg starte? Her er jo liv. Eller måske er det snarere eksistens? For ordet liv antyder noget livligt a’la det, der foregår i en myretue. Sådan er det (heller) ikke her. Vi eksisterer, får det bedste ud af dagene, men venter egentlig bare på, at tiden går, og ‘det’ bliver bedre.

Photo by Julia M Cameron on Pexels.com

I store træk kører det med hjemmeskolen mellem 8 og 14 hver dag. Vi håber, at knægten lærer det, han skal, men det er ikke det vigtige for os lige nu. Trivsel er vigtigst. Han glæder sig usigelig meget til at komme i skole igen og lege med sine venner. Hans sociale liv er fuldstændig lagt ned, for der går uger mellem, at han ser en jævnaldrende irl. Sådan er det, når der ikke er nogle søskende.

Han kommer ikke særlig tit udenfor, men det er i virkeligheden ikke så forskelligt fra os andre. Vi stæser jo heller ikke rundt på villavejene i regn, slud og mørke. Det ville ellers pynte at kunne blogge om al vores aktivitet 😉

Til gengæld lider vi ikke af skærmskam her hos os. Jeg har bemærket det ret meget på TV og på blogs på det seneste. Forældre, der skærmskammer sig på deres børns vegne – og tit også på deres egne vegne. Frem med den nihalede og så basher mange sig selv på ryggen, for “jeg burde jo ikke sidde så meget med den skærm …” For nogle er det skamfuldt, når man selv og/eller ens børn er på skærm hele dagen i skolen PLUS mere eller mindre resten af dagen i fritiden.

Hvorfor mon skærme er så syltet ind i skam? Jeg skal ikke kloge mig på hvorfor, men jeg kan tilvejebringe, at her hos os er der ingen skærmskam. Det er helt bevidst.

Vi er mere online end normalt, mere på mobiler, mere på Mac/gamerpc, vi streamer mere, ser mere flow-TV, vi læser bøger analogt og på Mofibo. Det er, som det er, og det er helt okay.

For det er ekstraordinære tider nu. Det er ikke nu, at vi vælger at fastholde dogmer og principper og ihærdigt forsøger at lave en paladsrevolution. Vi skal ikke læsse mere ovenpå Coronaens frustrerende dynd. Det handler om, at vi skal helskindet igennem, især mentalt. Det handler om at finde en vej, der fungerer for os. Vi går efter at holde fokus på trivsel og søger at minimere risikoen for frustration, konflikter og problemer. Situationen er frustrerende nok i forvejen.

Jeg ser det som vores vigtigste opgave at fokusere på at sejle sikkert igennem et svært farvand. Ude på den anden side er der smult vande og godt vejr. Der skal vi hen. Det betyder, at her og nu skal vi holde sammen, og det skal være rart og hyggeligt. Vi gør alle vores bedste i en presset tid. Uden skam. Sådan får vi bedst hverdagen til at fungere.

Forbud mod europæisk samfundssind 😰

Jeg vil gerne støtte Sydeuropa på de måder, jeg kan. Det eneste, jeg kan bidrage med, er på mikroplan som turist. For mig er dét samfundssind overfor mine medborgere i Europa. De er uden skyld i, at de blev ramt så hårdt af Corona. Det vælger vi at lukke vores øjne for, synes jeg.

Vi havde fx masser af ledige respiratorer, mens folk døde i Sydeuropa, bl.a. fordi der ikke var respiratorer nok. Tyskland fløj CoVid19-patienter til Tyskland og lagde dem i respiratorer, mens vi tilbød at sende gamle ubrugelige respiratorer afsted. Pinligt.

Jeg synes, at vi som land har opført os som de folk, der gik forbi den sårede mand i grøften, før den barmhjertige samaritan dukkede op og hjalp ham.

Og nu gør vi det så igen! Italien åbner op for turister nu, og andre lande følger efter .. Ved at fraråde rejser til Sydeuropa er jeg blevet frataget min mulighed for at støtte lokalt i Sydeuropa. For mig er ‘støt lokalt’ ikke kun her i Holte; det er i Europa. For vores italienske hotel er det stadigvæk et spørgsmål om liv og død for deres business.

Det er svært for mig at være vidne til, at vi ikke udviser samfundssind, men i stedet lukker os om os selv på denne måde i så svær en tid for andre.

Den danske regering vil gerne have udvalgte turister her til landet for at støtte vores turistindustri, og de ønsker at holde os indenlands, så vi kan støtte os selv og vores egen turistindustri. Samtidig fraråder regeringen os at rejse ud og støtte andre landes ligeså trængte turistindustri. Det er ikke samfundssind efter min mening. Det er nationalistisk.

Hvad sker der med os? Hvad sker der med mit Europa? Jeg frygter, at sammenholdet i Europa smuldrer fuldstændig. Er det vigtigt? Ja, det mener jeg. Vi skal gerne stå sammen i stedet for at vi bliver splittet. For fred og sammenhold i et fælles forpligtende sammenhold med masser af muligheder. Sammen står vi desuden stærkere mod Kina, USA og Rusland. Enkeltvis får vi ikke indflydelse, tilsammen har vi en chance.

Angst æder sjæle op

Fredag eftermiddag tonede mor Mette frem på endnu et pressemøde. Og der røg vores ferie lige i svinget! F**k!!! Det havde jeg alligevel ikke regnet med! Tårerne stod ud af mine øjne. Jeg er vred og ked af det og forundret, for .. hvorfor?

Vi må rejse til Tyskland, men ikke Italien eller Frankrig. Hvorfor? Svaret blæser i vinden.. Den danske regering er bange for udlændinge og stoler ikke på, at vi danskere er i stand til at tænke selv. Angst æder sjæle op og forhindrer, at man tænker klart. Ikke det bedste udgangspunkt for en beslutning.

Som en anden hønemor spærrer Mette Frederiksen os dumme danskere inde på den klamme rød stue, hvor der ingen voksne er og hvor minimumsnormeringerne er fraværende – og hvor der ikke kommer nogle klamme europæere ind og smitter os. Alt i mens at hun luller os ind i en beroligende fortælling, at hun handler klogt og staten passer på os 🤮

OM jeg er indebrændt? Ja, jeg er! Hele vores sommerferie røg i vasken i går klokken 14 uden en klar årsag. Just because vi har en rød regering, der træffer ‘politiske beslutninger’ baseret på angst (?). Jeg bliver SÅ træt!!

Farvel ferie!

Nå, men, hvis vi nu ikke havde andet at lave i pinsen, så kan vi aflyse ferien til Italien og til smukke Issambres i Sydfrankrig. Turen til Tyskland kører. Vi tager nogle endagsture til Berlin, for det må man godt.

Frankrig
Hotellet i Sydfrankrig, som vi må afbestille

Det værste af det hele er .. farvel til Italien i år .. vores to søde søstre, der ejer hotellet. Vi har været der hver sommer de sidste mange år, og det er blevet vores hjem i Italien. Jeg kan næsten ikke bære det. At skulle aflyse. At skulle sige til dem – vi ses næste år i stedet for. Hotellet er deres liv, og de har netop bygget om. Men det må jo være sådan. Åh … av!! Om 4 uger skulle vi dertil .. Der er ingen Coronasmittede i regionen, Coronahospitalerne er lukkede.

Vi skulle spise morgenmad her
Vi skulle slentre her med vandmelonis og lakridsis og smølfeis 🍦

Jeg satser på, at vi snart lægger fornægtelsen og vreden bag os for at bevæge os videre til forhandling, nedtrykthed og accept. Indtil videre er jeg dog SUR – og overvejer at skide på det hele og køre til Italien om 4 uger. Men det gør vi ikke. Selvfølgelig ikke.

Det er en light-version af sorgprocessen, vi skal igennem i den kommende tid. Vi kommer til at springe rundt i faserne, men til sidst bliver det godt igen ❤️

Jeg kommer nok ikke til at klare den i fin stil hele tiden, med ja-hat og uden brok, men jeg vil acceptere tvangsændringen af vores ferie. På et tidspunkt.

Mine ønsker for 2🦠2🦠 – opdateret i den nye CoVirkelighed dag 70

Det lyder måske som om jeg (i forlængelse af mit nylige indlæg med min ønskeseddel fra jul sidste år) nu også publicerer mine nytårsforsætter fra dengang.. Men nej, det er ikke de gamle nytårsforsætter, der følger her.

Der er gået 5 1/2 måned siden nytårsaften – det føles som et helt andet liv. Face it, det var også et helt andet liv.

Nu har jeg nogle helt andre ønsker for 2020 end for 5 1/2 måned siden. Mine ønsker for 2020 er ting, jeg ikke tidligere satte på ønskesedlen, fordi det nærmest bare var selvfølgeligheder.

Mine ønsker for 2🦠2🦠:

  • At kunne kramme mine venner, veninder og alle mulige andre igen uden at stå der og blafre kejtet overfor hinanden.
  • At snakke sammen, kramme, være tæt på hinanden og spise middag sammen.
  • At kunne gå til koncerter og fredagsrock og ud at spise og fulde sig uden Coronabekymringer.
  • At kunne forlade landet. Det betyder SÅ meget for mig. Jeg er ufri, og det trykker mig hver eneste dag. Jeg vil have Europa uden grænser tilbage.
  • At komme på den planlagte sommerferie til Italien, Frankrig og Berlin. Det ønsker jeg mig hårdt. Jeg kan ikke lave en plan b, for der er intet alternativ.
  • At gå på arbejde i pænt arbejdstøj, holde møder, give hånd og se hinanden i øjnene.
  • At kunne gå med fingerringe igen uden at gå kraftigt på kompromis med hygiejnen.
  • At få lange negle igen og ta’ neglelak på uden at bekymre mig om at det er virkelig klamt og uhygiejnisk 🧑🏽
  • At undgå bebrejdende blikke i supermarkedet, når jeg fejlfortolker andre og kommer for tæt på ved en fejl.
  • At slippe for håndsprit i hele skoletasken inklusiv under coveret på skoleipad’en 🤭
  • Slippe for selvbestaltede politibetjente👮🏽 også min egen ..
  • At knægten alligevel kan komme på lejrskole, selvom det i 3. klasse kun er en enkelt overnatning.
  • At undgå at obsesse over ‘åh, 1 meter’ og ‘husk at holde til højre’ og ‘ikke for tæt på’ osv.
  • At åbne vores hjem for legeaftaler, madgrupper og soveaftaler.
  • At kunne gå i biografen igen. Vi skal se Trolls 2 .. jeg fik billetter i fødselsdagsgave. Med popcorn og bland-selv-slik.
  • At slippe for at stinke af tequila, hver gang jeg har været i Føtex. Deres håndsprit stinker som tequila, og jeg har ikke de bedste minder om den duft 🤮
  • At komme i fitnesscenter igen og nyde det uden at det bliver noget med bacilleskræk og virusfrygt
  • Jeg ønsker en ny regering – eller i det mindste en åben regering, der ikke kommunikerer som Trump. Jeg vil gerne have en regering, der ikke er faktaresistent, samt virker bedrevidende og nedladende i sin kommunikation. Som ikke anser sig selv for at være bedre og klogere end alle os andre.
  • Jeg savner en kritisk opposition og kritiske medier, der fungerer som vagthund overfor en regering, der indfører deres partipolitik under dække af at det er til vores fælles bedste pga Corona’en. Meget muligt, men vi bør stadig være kritiske.
  • Jeg vil have mine borgerrettigheder tilbage; forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, bevægelsesfrihed, rejsefrihed, behandlingsgaranti .. Regeringen har frataget os alle disse rettigheder, og det bekymrer mig, at folk virker så ligeglade. Men regeringen svarer ikke på hvorfor, hvor længe og hvornår vi får vores rettigheder tilbage – og det er skræmmende!
  • Ytringsfriheden vil jeg også have tilbage .. den røg sig nemlig også en tur, da store dele af Danmarks Radios samfundsdækning blev lukket ned efter ordre fra Statsministeriet.

Din stemme tæller!

At undlade at stemme betyder også at give plads til dem, der ikke ønsker demokrati og frihed.

At tage stilling og afgive sin stemme er supervigtigt.

Jo flere, der stemmer, jo mindre vil stemmerne på de yderligtgående partier fylde:

Derfor er det vigtigt at tage stilling og stemme med hjertet eller med fornuften, alt efter hvad du synes.

Gør din mening gældende. Ta’ ansvar og vær med til at tegne vores samfund. Din stemme tæller! Mange bække små …

Det her burde være på recept!

Jeg tænker, at det her burde være på recept ☀️🌺 Jeg er godt klar over, at jeg for 24 timer siden frøs i kulden og mørket i Danmark, men det føles som måneder siden.

Det er noget af det bedste, vi har gjort for os selv i årevis. Selvom vi spiser d-vitaminer om vinteren, og vi føler, at det virker, så virker det her bare bedre. Jeg kunne mærke det allerede i lufthavnen, da vi stod ud af flyet. Det her klima passer mig bedre.

Det er efter små 45 år gået op for mig, at vi i Danmark har vedtaget (mindst) 2 kollektive selvbedrag:”De lyse nætter er fantastiske. Ingen andre steder end i Danmark har vi så skønne lyse nætter” siger vi til os selv. I virkeligheden er de lyse nætter noget opreklameret bavl. Det er endnu en vedtagen sandhed, vi overleverer generation efter generation. Hvad er fantastisk ved en overskyet men lys nat, hvor man kan se regnen? Man kan sjældent se stjerner, og der er ikke meget ved at se på et bål i dagslys til Skt Hans. Når temperaturen omsider er så høj, og det ikke regner, så kan man sidde ude og måske nå at nyde en tår vino, indtil man er nødt til at flygte ind med en flok bidske myg i hælene. Det har da sin egen charme, bevares …

I går aftes her på Gran Canaria var natten sort, lun og stjerneklar. Mørklægningsgardiner anvendes kun til at holde varmen ude, ikke til at holde de lyse nætter ude .. som derhjemme.

2) De fire årstider. “Danmark er så fantastisk, for ingen andre steder har de 4 så smukke og forskellige årstider”. Et gigantisk selvbedrag, som jeg også er vokset op med. Fire overvejende grå årstider? På papiret lyder det lækkert med 4 smukke årstider, men virkeligheden er mere … grå.

Her opererer de kun med to årstider; forår og sommer. Jeg kunne godt klare mig med de to, jeg er ikke så krævende – jeg behøver ikke 4 grå årstider, hvoraf en tillige har grå nætter.

Jeg elsker en rigtig dansk sommer med lange varme lyse tropenætter som i 1992, jeg elsker også det smukke solgyldne efterår og ikke mindst de hvide danske vintre med høj sne som i 1981 og 2010, men virkeligheden er bare mest grå.

Nu vi er ved selvbedrag, så kan jeg også lige nævne fantastiske hvide vintre og ikke mindst hvide jul. 5 hvide jul i løbet af de seneste 50 år 😒 men der var mere sne i gamle dage. I hvert fald i vores hoveder

Sukkersurt opstød

I USA er det mere normen end undtagelsen, at man giver sit barn beroligende medicin, når man skal ud og flyve for ikke at være til ulempe og gene for sine medpassagerer.

I Norden tager vi ungen ubedøvet med under armen og må leve med at være genstand for med-passagerernes sure blikke og vrantne kommentarer, såfremt poden ikke opfører sig efter bogen. Da vi var ude og rejse med knægten i sommerferien, brugte vi flere gange slik som beroligende middel. Det er bestemt heller ikke comme il faut!

Vores knægt er meget livlig og højlydt. Han er 2 år og kender absolut ikke til de uskrevne regler i en flyver. Det gør vi derimod. Hans forældre. Og det var også med en let bæven, at vi bestilte flybilletter til os selv og vores lille mand. Turen til Berlin varer under en time, så vi regnede med at pacificere ham ved hjælp af bøger, farveblyanter, legetøj og slik. Herregud, hvor galt kunne det gå?

Der var knald på i flyveren i midtersædet mellem os. Legetøj, farveblyanter, iskaffe, sut og farveblyanter fløj omkring os. Passageren foran fik nogle los i ryggen, indtil vi fik stoppet det. Vild virak – lige ind til vi begyndte at spise ham af med vingummi. Så var der ro. Vi var glade, lettede og ikke mindst stolte af vores lille knægt, der sad lige så stille med sit tog og spiste sit slik. Vi fik nu tid til at kigge os omkring og gjorde en sørgelig opdagelse: Vi mødte flere forargede blikke pga. vores metodevalg: Slik!

Vores dreng fik også slik i Legoland uhadada, samt på en restaurant, hvor vi ventede i over en time på vores mad. Ved synet af slikket, der blev langet over en efter en til drengen, stoppede folk forargede op. Jeg lagde derfor slikposen op på bordet, så alle kunne se den helt store familieslikpose med vingummibamser. Ingen vidste, at den pose fulgte os trofast gennem Jylland og Berlin, og at resten ligger hjemme i skuffen i skrivende stund. Resultatet udeblev ikke. Blikkene, der mødte os, var fulde af lige dele vantro og forargelse. Slik før mad?

Jeg er træt af klidmostre med sukkerallergi på andres vegne. Stop med at være så hellig på vores vegne. Stop med at (for)dømme andre på et 2 sekunders indblik i en hverdag, du overhovedet ikke har viden til at vurdere.

Vi har valgt en pragmatisk tilgang til sukker og slik. Som alle andre børn elsker vores dreng selvfølgelig slik, og derfor skal han have lov til at få slik. Slik beroliger og dæmper gemytterne, når vi er ude. Slik afhjælper skrig og skrål. Slik er en del af den verden, vi lever i. Slik er kommet for at blive, og jeg agter at lære min søn at færdes i den verden og ikke i et sukkerfrit parallelunivers.

Vi kommer ikke til at pådutte ham totalforbud mht. hans kost, uanset de misbilligende blikke. Vil han smage, får han lov. Desuden skal han lære at respektere et nej, og der er slik den perfekte læremester. Fordi han vil have mere, og vi siger stop.

Det ser du bare ikke, for dit hoved er fyldt med fordomme og fordømmelser.

Kvinder i politik og deres øgenavne

Gucci-Helle … Sådan er Danmarks første kvindelige statsminister blev omtalt i alverdens medier lige fra USA til Indien. Jeg undrer mig bare .. ville man kalde Lars Løkke for Kenzo-Lars, hvis alle hans slips bar mærket Kenzo? Det er ikke videre sandsynligt, vel?

Det virker som om hun ikke bliver taget seriøst, faktisk er det som om det nærmest er komisk, at hun er blevet valgt som statsminister. Det er utroligt nedladende at reducere landets statsminister til mærket på hendes håndtaske. Det lugter langt væk af jantelov, misundelse og mandschauvinisme; her er en kvinde, der har klaret sig godt, og så må der naturligvis nogle hånlige øgenavne til.

I en periode blev Helle Thorning selv sur over at blive kaldt Gucci-Helle. Det forstår jeg virkelig godt. Her er en kvinde, der gerne vil tages seriøst – og det eneste folk så for alvor går op i er mærket på hendes taske. Til sidst vendte hun det til sin egen fordel og lavede selv grin med det, men det må være knald frustrerende. Nu ser man hende fx aldrig mere med en håndtaske, så mobningen har jo virket.

Når man ser på omfanget af øgenavne i politik, så er det rent faktisk kun kvinderne, der får dem. Jeg nævner bare; Ferie-Lene og Gucci-Helle. Begge øgenavne er nedladende og absolut ikke pænt ment.

Det værste er, at de hænger ved, fordi utallige medier åbenbart synes, at det er okay at blive ved med at videreformidle dem. Det er et usædvanligt dårligt signal at sende til vores børn, som vi (ellers) forsøger at lære, at man ikke må mobbe og give folk nedladende øgenavne. Men overfor kvinder i politik er det tilsyneladende okay.

Som tilfældet altid er med mobning, så siger øgenavnene INTET om Helle Thorning eller Lene Espersen, men til gengæld siger det en farlig masse om dem, der til stadighed finder på at videreformidle dens slags øgenavne i alverdens medier!

Jeg kan på det varmeste anbefale, at man dropper øgenavnene med det samme og søger at få en pæn omgangstone, hvor øgenavne ikke er nødvendige! Kun sådan kan vi foregå som gode eksempler for vores børn!

(Og bare for the record, nej, jeg har ikke skiftet partifarve, stadig blå sidst jeg tjekkede … jeg kan bare ikke fordrage, når dygtige kvinder bliver kaldt øgenavne og reduceret til navnet på en håndtaske).

En ufarlig børnelokker?

I et par uger har politiet advaret mod en børnelokker, der har prøvet at trække en lille pige ind i en bil, samt forsøgt at lokke en dreng ind i sin bil med slik og efterfølgende har han luret på ham. Skolerne i området har opfordret forældrene til at tale med deres børn om hvordan de skal opføre sig, hvis det sker for dem.

I denne uges lokalavis står der så, at politiet har haft fat i manden – under overskriften  ‘manden er ufarlig‘. Man skal ikke være bekymret, for han gør ikke noget. Manden er syg, og han vil ikke noget ondt, siger politiet. Og så er den sag slut.

Jeg synes ikke, at det virker særlig betryggende, at en syg gammel mand, der i mindst 3 tilfælde har prøvet at indfange børn, bare sættes på fri fod igen. Der nævnes ikke noget om, hvorvidt han tilbydes behandling (han er jo syg) eller om han sættes under øget overvågning (han er jo syg).

Hvordan forklarer man den lille pige, som han forsøgte at trække ind i bilen, at han ikke mente noget med det, for han var syg? Hun tør sikkert ikke længere gå alene hjem fra skole. Med god grund, hvis jeg må være så fri. Hun blev udsat for et fysisk kidnapningsforsøg på åben gade.

Hun har opfattet manden som farlig og har gjort præcis som hun skulle: Strittet imod, råbt op og flygtet. Hun er blevet skrækslagen og rystet i sin grundvold, og nu fortæller de voksne hende, at hun er hysterisk, for manden er jo ikke farlig, lille ven!

Som mor synes jeg, at det er bekymrende. Det virker som et udtryk for, at man ikke tager det særlig alvorligt. Netop det at tage børn alvorligt er en af hjørnestenene i en vellykket opdragelse. Som voksne skal vi lytte, beskytte og hjælpe. Jeg savner et svar på, hvad der bliver gjort for, at han ikke gør det igen? Jeg er ikke den eneste – pigens bedstemor beskriver det således:

Fortæl mit lille barnebarn, at manden som forsøgte at bortføre hende ikke var farlig.

Mit lille barnebarn, som lige havde fået lov til at gå alene hjem fra skole, og var så glad og stolt. Indtil denne børnelokker, som politiet mener er ufarlig fik fat i hende.

Ja undskyld mig, det er godt nok for sølle en forklaring politiet kommer med, i forhold til det som hun blev udsat for, og flere andre børn fra kommunen.

Jeg håber at politiet vil svare mig på nogle spørgsmål. Hvis denne mand er så syg, er der så iværksat nogen former for hjælp til ham? Andet end en samtale hos politiet.

Og hvornår er politiet blevet nogen som kan stille diagnoser? For hvis han er så syg som politiet mener åbenbart, så forstår han jo nok ikke så meget af en samtale med politiet.

Det er ikke godt nok, for os som blev ramt af denne forstyrrede mand, og slet ikke for de konsekvenser det fik for mit lille barnebarn.

Velkommen til Oplevelseskapløbet!

Toget ER kørt, og din søn så det ikke, slemme slemme mor!

Som mor vil man før snarere end siden stifte bekendtskab med oplevelseskapløbet. Det kapløb, som andre mødre implicit antager, at man også deltager i – blot fordi man er mor.

Man ved ikke, at man deltager i et sådant kapløb, før man møder bemærkninger som … “Har du ikke gået til babysvømning med ham?” eller denne frisk fra denne weekend: “Har han ikke været i Tivoli endnu??” sagt med vantro og let misbilligelse i stemmen af en anden mor. Den slet skjulte forargelse går direkte ind og pirker til ens selvfølelse som mor. Burde jeg have slæbt min 1-årige i Tivoli? Har jeg nu ødelagt ham for altid, fordi han ikke har været i Tivoli og snart bliver 2?

Tankerækken bliver afbrudt af “Ja, altså VI havde jo vores lille Nielsemand med i Tivoli, da han var 1 1/2 – og det var bare en kæmpestor oplevelse for ham!”. Bemærkningen rammer i solar plexus – et styks amatørmor er udstillet og afsløret for al verden. Igen.

Dagen efter bliver samme amatørmor afsløret igen. Thomas Tog er nemlig kørt fra Odense nu. Det RIGTIGE Thomas Tog, som NC er så vild med. “Det er virkelig en kæmpe oplevelse for alle drenge, der elsker Thomas Tog”. Hvor var det synd, at du ikke følger med, for nu er toget nemlig kørt, og din søn så det ikke, slemme ignorante mor!

Det tæller ikke i oplevelseskapløbet, at vi tager NC med over og se på s-tog, til han hviner af fryd samt at vi gynger ham uendelige gyngeture, til han næsten ikke kan grine mere. Næ, for Pippi var i Tivoli i lørdags, og Thomas Tog i Odense i går. Det var to ting, der kunne have kanoniseret os godt op i rækken i oplevelseskapløbet.

Jeg er træt af at føle, at jeg skal forsvare, hvorfor jeg ikke slæber NC i Tivoli en lørdag, hvor en million andre har fået samme idé eller bruger to måneders oplevelsesbudget på at køre til Odense og se et tog, når der kører gratis tog 17 gange i timen lige udenfor døren.

Forleden sejlede vi fx med færge for første gang. Det ænsede han overhovedet ikke. Han spiste et rundstykke. Og den anden vej sov han. Som så ofte før viser han os, at de ting vi ofte anser for at være store oplevelser for ham – dem ænser han ikke. At køre med tog siger ham intet, men at se på tog, det elsker han. Det er de små ting, der tæller for ham endnu: Fugle, tog, busser, gyngetur, hunde, ænder, et fremmed barn at lege med …

Jeg elsker at få inspiration fra nogle af de dygtige mødre, jeg kender, men der er himmelvid forskel på at dele en god og dejlig oplevelse på en inspirerende måde og så på at dele en oplevelse for dernæst at hævde sig selv og få den anden til at føle sig uduelig med et par velvalgte sylespidse sidebemærkninger. Ofte siger den slags mere om afsenderen end om modtageren.

Som mor har man en meget præcis fornemmelse for, hvordan andre mødre har det, og vi ved også udmærket, at en mors angst for ikke at gøre det godt nok ligger under overfladen. Alligevel møder jeg igen og igen mødre, der ikke udviser den mindste omsorg eller omtanke overfor hinanden, men i stedet fremhæver sig selv og med spidse spørgsmål sparker til andre mødres latente angst for ikke at være en god mor. Det er så ufint og helt og aldeles unødvendigt.

Vi kunne bakke hinanden op i stedet – det ville være så meget federe. Jeg er træt af at gå hjem fra en middag og have en irriterende fornemmelse af, at jeg som mor er blevet kritiseret sønder og sammen på en så indirekte måde, at jeg end ikke formåede at give igen på stedet, fordi det hele var pakket grundigt ind i sødme og smil. Alle de kvikke mod-kommentarer dukker op, når jeg bearbejder hvad det er, der blev sagt. Men der er toget så bare kørt!

Det er rigtigt, jeg kan jo bare blæse på stikpillerne, for jeg ved, at vi gør det godt og giver vores søn gode oplevelser. Men siden hvornår er det blevet okay at være ubehøvlet og tankeløs?

Ville du blande dig?

Blander du dig, når du overværer forældre tale hårdt eller nedsættende til deres børn? Eller kigger du bare forarget, himler med øjnene, tænker dit – og fortæller bagefter alle i din omgangskreds med dyb forargelse og chok i stemmen, at du så denne her helt forfærdelige mor jorde sin datter til afdansningsballet, fordi hun fejlede i serien – eller denne her helt forfærdelige far, der jordede sin søn til fodbold, fordi han kiksede en vigtig aflevering.

Se lige dette klip og svar – helt ærligt – på, om du ville blande dig i denne mors opdragelse af sin datter.

Det interessante her er, at flere blander sig. På vidt forskellige måder. Jeg er ikke så sikker på, at det ville ske i Danmark. Det her er jo landet, hvor 3-årige drenge kan gå alene rundt i skoven uden at nogen henvender sig til ham, selvom de bemærker, at han er alene.

Det er også landet, hvor en familie kan bo og flytte rundt uden at blive bemærket, mens vold, incest, kulde, snavs og sult hører til dagens uorden i årevis. Ingen forældre til klassekammerater, ingen naboer, ingen lærere – ingen gjorde noget videre drastisk, da de var tavse vidner til hvor skævt det stod til med familien. For de var vidner, alle dem, der har tænkt deres. Alle dem der har sladret i landsbyerne.

Ingen blandede sig. For det er jo de sociale myndigheder, der skal gribe ind. Alle de tavse vidner sad på hænderne og så tavse til, mens de sociale myndigheder fejlede big time. Dommen er hård over de sociale myndigheder og sikkert også over forældrene. Men de tavse vidner … de lever bare videre og har nogle gode historier at fortælle hinanden over kaffen og rouladen.

“It takes a village to raise a child” har Hillary Clinton sagt. Men når landsbyen ikke blander sig, så lider børnene, hvis forældrene ikke er deres ansvar voksent.  Og så har vi fandenfløjteme bare at reagere. Uanset om det er gentagne opringninger til kommunen, politiet, Red Barnet eller direkte kontakt til familien. Bare et eller andet. Gør noget, gør en forskel – bland dig!

* * * * * * * * * * * * * * * * * *

Dag for dag rulles sagen op. Jeg har læst, at rigtig mange mennesker har ringet, skrevet og påpeget, at det der foregik i huset var helt galt. Men alle blev mødt af ‘muren’ hos kommunen. Om jeg fatter det. Alle de gode mennesker, der har villet hjælpe og har engageret sig. Synes, at der er lige lovlig mange mails, papirer og henvendelser, der er forsvundet i den sag…

Danmarks bedste ….. ?

3 reklamerer med at de har Danmarks bedste dækning. Jeg er sådan set ikke uenig, når man lige ser bort fra København og Frederiksdal, som på min 3-mobil er sorte huller, hvor der absolut ingen dækning er. Alle mine samtaler stopper ved Nordhavn Station og ved hotellet i Frederiksdal i Virum.

At min mobil ikke virker i København betyder faktisk ikke så meget for mig. Jeg er i København cirka hver anden-tredje måned, så det er ikke til stor gene. I dag var fx anden gang på små 4 måneder – og ligesom sidst var der ingen dækning i de par timer, jeg var i København. Overhovedet. ‘Vælg netværk’ meddelte mobilen, da jeg i toget passerede Nordhavn Station – og når jeg valgte ‘3’, svarede den ‘Intet tilgængeligt netværk’ og kort efter ‘vælg netværk’.

Det har ikke irriteret mig nok til at jeg har gjort noget ved det, men da jeg fik øje på en 3-butik på strøget, tænkte jeg, at jeg lige ville smutte ind og høre, hvorfor Danmarks bedste dækning ekskluderer København og Frederiksdal i Virum. Ekspedienten var fantastisk. En frisk ung mand i et for stort jakkesæt sagde glad ‘heeej, hvad kan jeg gøre for diiig??’ Jeg smilede og spurgte ham, om han kunne forklare mig hvorfor min mobil ikke har dækning i København, men ellers virker storartet i Madrid, Helsinki og resten af Danmark.

Han tog min mobil og konstaterede hånligt, at ‘det er jo en gammel telefon’. Jeg sagde ‘nåja, den er fra 2010’. Han slog min mobil anno 2010 op i systemet og sagde, at grunden til at min mobil ikke virker i København er fordi det ikke er en 3G telefon. Det er jo fair nok. Jeg fik min mobil tilbage med et hånligt blik, og han gad ikke engang svare, da jeg sagde ’tak for hjælpen og god weekend’.

Så det med at 3 skulle have Danmarks bedste dækning er en overdrivelse af dimensioner. Det er ikke ulovligt at claime, at man laver Danmarks bedste pizza eller Danmarks bedste romsnegle. Det er bare useriøst og blot en påstand, og som forbruger tager man det jo ikke seriøst. Og sådan er det også med Danmarks bedste dækning. Det skal man heller ikke tage seriøst, hvis man har en mobiltelefon fra sidste år.

Skal vist lige have gravet mit Telenor taletidskort frem fra skuffen og lægge det i min pung til næste gang om 4 måneder, når turen går til København med 3-mobil.

Spis lige salt til!

Sidder her og venter på, at NC sover. Han er overtræt, fordi vi sad og hyggede os med at se grinende babyer på YouTube. Det kan varmt anbefales! Men så var det, at jeg kiggede ud af vinduet. Der ligger vel 5-10 cm sne, og store bløde snefnug daler tæt ned. Jeg får et hysterisk anfald! Var det ikke ved at være forår?!

Nu over til en helt anden historie: Jeg læste nemlig, at apotekerne bliver bestormet af danskere, der vil have jodtabletter mod den stråling, der måske kunne tænkes at blive fragtet med vinden helt nede fra Japan og måske i 117. potens kunne tænkes at true vores helbred. Alle eksperter er ude og forklare, at strålingen ikke når os i farlige mængder. Det er simpelthen ikke muligt, selv med en rask medvind.

Igen sluger vi katastrofen råt og tænker på os selv først. Hvad med at sende jodtabletter én masse til Japan med nogle af de fly, der stadig flyver derud? Eller hvad med noget nødhjælp? Et af verdens mest moderne samfund er brudt sammen, og i nat døde mindst 14 mennesker af sult og kulde. Mens vi bryder vores hjerner med, hvordan vi nu skal få fat i de jodtabletter, som ikke længere er i produktion, ikke har været det i årevis – og som ikke hjælper en fis.

Må jeg fortælle en hemmelighed? Der er tilsat jod i salt. Så spis lige salt til!

Lortekuffert!!

Lortekuffert #1 😦

Jeg er god til at vælge kufferter af ringe kvalitet. For 2 år siden da vi skulle til USA, købte jeg en ny kuffert. Da jeg gik ud af vores lejlighed med kurs mod NY, gik den i stykker – jeg stod med håndtaget i hånden, mens kufferten stod i entréen. Vi havde ikke tid til at låne en kuffert eller noget – vi måtte tage den håndtagsløse kuffert med til USA. Det var ikke nemt at bakse rundt med den, skulle jeg hilse og sige. Som om det ikke var nok, indeni kufferten er der en skilledims – den revnede, da jeg åbnede kufferten i New York. Hvem laver en skilledims i tyndt satin?

Endnu en lortekuffert .. nu fra Adax 😦

Men heldigvis var Magasin forstående, og de byttede den defekte kuffert til en ny kuffert. Jeg betalte yderligere et par hundrede kroner for at få en ADAX kuffert, som jeg fik at vide var supergod kvalitet. Alt i alt 1000 kr for en ADAX kuffert. Det er jo ikke verdens dyreste kuffert – men til den pris skulle der være mere end en tur til lufthavnen i den, for ADAX er jo synonym med god kvalitet. Troede jeg. Naivt.

LorteAdaxkuffert til reparation i 3 måneder 😦

Men min ADAX lortekuffert døde allerede på jomfrurejsen – det vil sige; den holdt hele (!) vejen fra Holte til Kastrup, før håndtaget røg af ved check-in. Det var endda på vores bryllupsrejse – surt!!

Tilbage til Magasin, som sendte den retur til ADAX, som ville reparere den. Det tog TRE måneder, hvor jeg rykkede adskillige gange. Til sidst var den kommet tilbage til Magasin. Det var sidste sommer. Jeg hentede den lige da jeg var gået på barsel – den så umiddelbart ud til at være repareret – og så har den stået i kælderen lige siden.

LorteAdaxkufferten er defekt igen 😦

Indtil jeg hentede den frem i dag. Da jeg åbnede den, trillede der en skrue og en skrueplade rundt i bunden af kufferten. Foruroligende. Det tog mig 2 sekunder at konstatere, at det er den skrue og skrueplade, der holder håndtaget fast i den ene side. Håndtaget er altså gået løst IGEN, og det sidder nu kun fast med 2 skruer i den ene side. Håndtaget var lige til at rykke helt af. Kufferten var altså ikke blevet repareret i løbet af de TRE måneder hos Adax.

Det er rimelig indlysende, at jeg er blevet godt og grundigt taget ved næsen af ADAX. Det tog dem TRE måneder at sætte en skrue i. De har slet ikke testet kuffertens håndtag, før de godkendte garantireparationen og sendte kufferten tilbage til mig. Desuden har de glemt at sætte den sidste skrue i – der skal være i alt fire skruer til at holde håndtaget.

De er sikkert klar over, at 2 års garantien nu er overskredet, så jeg er sikker på, at når jeg gør krav gældende, bliver det afvist. Der er jo det smarte med kufferter – man bruger dem 1-2 gange om året, og så udløber garantien jo vupti, før man får brugt kufferten mere end et par gange.

Nu har jeg ikke andet valg end at tage lorteAdaxkufferten med ud at flyve. Søndag aften kan man jo ikke sådan lige spæne ud og købe en kuffert. Vi har skruet skruen i, men det ændrer jo ikke ved, at håndtaget kun sidder fast med 3 skruer, hvor der skulle have siddet 4 skruer. Nu må vi se, om den overhovedet overlever turen til Berlin.

Jeg er SÅ skuffet, og det er helt slut med at købe Adax-produkter. De ser fine ud, men kvaliteten er så lousy. Det er ikke fedt at være nødt til at rejse med en defekt kuffert, for jeg er hver gang bange for, om mine ting overhovedet kommer frem eller forsvinder undervejs, fordi kufferten er defekt.

Måske står jeg og min søn i Berlin i morgen uden tøj og bleer. Det kan fuldstændig smadre vores ferie. Jeg håber (igen ..) på det bedste og giver kufferten en omgang brun tape i lufthavnen.

******

LorteAdaxkufferten endte som storskrald

Kufferten overlevede ikke flyveturen. Håndtaget var væk, men kufferten holdt heldigvis sammen om vores ting alligevel. Jeg har sat den ud til storskrald, for Magasin har afvist reklamationen på den, fordi de ikke dækker hård håndtering fra luftfartselskaberne, og fordi den er mere end 2 år gammel. Præcis som forventet.

Glad ejer af Samsonite kuffert

Til gengæld har jeg købt en Samsonite skal-kuffert med hjul og håndtag. Den er godt brugt, og kostede bare 50 kr i Kræftens Bekæmpelses butik Igen i Sorgenfri. Samsonite er supergod kvalitet, og selvom kufferten ikke er let at trille rundt med, så er det slut med at stå med håndtaget i hånden og kufferten på gulvet. Det er slut med at frygte, at min bagage falder ud af kufferten undervejs.

Kort sagt; jeg kan trygt rejse med min nye Samsonite-kuffert. Og det er jo det, der er meningen med en god kuffert 🙂

Lortekuffert nr 2