Billedet af min store kloge glade dreng bag hegnet i vuggestuen står skarpt på min nethinde.

Vores morgen var fantastisk. Det er som om der i nattens løb er dannet nye forbindelser mellem hjerneceller hos vores lille hurtigtvoksende knægt.

Da jeg spurgte, om han havde bæ i bleen, svarede han ja og tog min hånd og trak mig med hen mod puslebordet. Normalt svarer han ‘nej!’ og løber sin vej vildt skrigende.

Da jeg havde kysset Allan farvel, sagde jeg ‘sig farvel til far’. Det plejer han ikke at lade sig påvirke af, men her til morgen rakte han sin lille mund op mod sin far for at få et far-velkys.

På vej ud af døren opdagede jeg, at han havde snuppet et af mine æbler fra tasken. Han gik og gnaskede lystigt hele vejen ned til vuggestuen, hvor han så tabte æblet. Jeg skyllede det og gav ham det igen.

I vuggestuen startede de dagen udenfor i det fantastisk gode vejr. Jeg sagde farvel til ham og han fulgte mig hen til lågen.

Da jeg gik langs hækken, hørte jeg pludselig hans stemme: ‘Mor!’. Jeg vendte mig – der stod han bag hegnet og smilede og vinkede glad til mig.

Da jeg satte mig ind i bilen, hørte jeg ham igen ‘Mor! Bil!’. Jeg rullede vinduet ned og vinkede og dyttede. Dyttet medførte et ‘århårh’ fra ham. Vi vinkede farvel til hinanden.