Jeg havde helt glemt kontaktbogen. Fortrængt er måske et bedre ord. Den lille brækgule bog, der altid skulle ligge klar i tasken. Det meste af tiden tænkte jeg ikke på den, men af og til var den kilde til ondt i maven.
Min søn slipper heldigvis for at være budbringer af dårligt nyt fra skolen og have ondt i maven hele vejen hjem. Han skal ikke gå rundt og frygte for at aflevere en reprimande eller en eftersidning i kontaktbogen. Han skal heller ikke skamfuldt fremvise en underskrift på misgerningen dagen efter. Skam med skam på.
Jeg kan godt huske hvordan det var at stå foran katederet, med fnisende klassekammerater bag sin ryg, mens læreren skrev i den lille brækgule kontaktbog i snegletempo. Det føltes som 100 år. Jeg kan tydeligt huske skammen blusse på mine kinder. Jeg ønskede bare, at gulvet kunne opsluge mig. Min mave var i oprør – mon mine forældre ville blive rasende? Og måske var det bedst at vente helt til sengetid med at aflevere den – eller næste morgen? Jeg udskød det, og så sov jeg bare ikke om natten, fordi jeg havde ondt i maven. Og om morgenen sagde min far bare ‘du skal ikke kaste med sne i skolegården’ og skrev under.
Min søn slipper også for at skulle fiske kontaktbogen op af toilettet, fordi den ikke kunne skylles ud, så den kunne ‘blive væk’, så jeg slap for at vise lærerens besked til mine forældre.
Kontaktbogen fungerede rimeligt i mangel af bedre i gamle dage. I dag har vi bedre kommunikationsmidler til rådighed. Vores udfordring er at lære at bruge de nye medier konstruktivt, i stedet for at forsøge at afvikle udviklingen.
Advice is a form of nostalgia.
Dispensing it is a way of fishing the past from the disposal, wiping it off, painting over the ugly parts – and recycling it for more than it’s worth.
But trust me on the sunscreen!
mammalade 