Skriget er det første, jeg hører. Skriget fra Nicholas, og så mit skrig nærmest oveni. Jeg vælter ud af sengen, kaster dynen væk, løber og tænder lyset på hans værelse.

Min elskede søn ligger helt stille på ryggen, han er helt bleg, blå om øjnene og med blå læber.  Jeg river ham op af sengen, op i mine arme. Han vågner ikke, men jeg mærker, at han er varm. Jeg mærker hans lille hjerte banke mod mit, og jeg begynder at ryste og hulke helt ukontrollabelt.

Jeg tager ham med ind i seng, undrer mig over, at han stadig er livløs. Angsten lammer mig, jeg kan ikke tænke. Jeg krammer ham, mens jeg hulker. Min krop er som i trance, fuldstændig uden for min kontrol. Jeg forsøger at kvæle min høje hulken og forsøger at lade være med at ryste. ”Du vækker ham” siger min mand roligt.

Jeg forstår ingenting. Skreg han ikke lige? Jeg går på toilettet for ikke at vække NC med min hulken. Jeg hulker højlydt som i krampe, og tårerne vælter ned af mine kinder af angst og af lettelse over, at min søn lever. Hvad skete der? Jeg troede, at han var død. Men var det ham, der skreg?

På en eller anden måde falder vi i søvn igen. Min søvn er overfladisk. Jeg tjekker en million gang, at NC er i live. Om morgenen sidder mareridtet stadig i kroppen. Jeg så ham jo selv. Han så så død ud.

Jeg spørger skatten, om han ikke hørte ham skrige. Han vågnede ved et skrig. Jeg spørger om han er sikker på, at det var NC, der skreg. Det er han faktisk ikke, og det er jeg selv heller ikke længere. Jeg tror, at jeg vågnede med et skrig, som jeg troede, var NCs.

Jeg tror ikke engang, at jeg var vågen, da jeg kiggede ned i hans seng og samlede ham op. Min mand havde også set ham, og han siger, at han ikke var blå om øjnene eller om læberne. Han fortalte desuden, at jeg havde fejet ham af vejen og havde råbt: ”Min søn!!!”. Det kan jeg slet ikke huske.

Jeg har simpelthen fået skræmt livet af mig selv, af min mand, af naboerne – fordi jeg havde mareridt. Heldigvis fik jeg ikke vækket NC. Jeg havde jo skræmt livet af ham, hvis han var vågen.

Uden overdrivelse kan jeg sige, at det er det værste mareridt, jeg nogensinde har haft. Ever.