Efter kampens hede i går var jeg ikke sikker på, at jeg syntes, at det er fedt at få en kvindelig statsminister. For mig er hun mere rød end kvinde, og derfor ønskede jeg hende ikke på pladsen. Indrømmet, gu’ var jeg børnefornærmet og en dårlig taber, men det var i går.

Efter at have sovet på nederlaget er jeg vågnet og er stolt af at bo i et land med en demokratisk valgt kvindelig statsminister. Omsider! Små 100 år efter vi fik stemmeret! Man kan ikke påstå, at det er gået stærkt, men nu er det nu! Så blæse være med at jeg ikke kan li’ farven. Jeg elsker, at det er muligt!

Det er selvfølgelig for tidligt at sige, om Helle Thorning aktivt kommer til at påvirke ligestillingen i positiv retning, for jeg mindes ikke at have hørt hende tale om ligestilling overhovedet. Det vigtigste er vel, at hun favner den del også og ikke bare går efter at være ‘en af drengene’. Hun må finde sin egen måde at gøre det på. Jeg håber, at hun kan klare det, selv om hun har fået placeret sig i en kompliceret parlamentarisk situation.

Der er flere, som er ude og sige, at hvis hun fejler, så kommer der aldrig en kvindelig statsminister igen. Ah hvad?? Vi har haft indtil flere mandlige fjolser på posten, og alligevel har man igen valgt en mand. Skulle man så undlade at vælge en kvindelig statsminister igen, hvis den første i rækken fejler?! Det er simpelthen noget vås! Bare fordi én kvinde fejler, betyder det altså ikke, at hun og resten af os kvinder er tåber, som ikke bør vælges til højere embeder.

Takket være Helle Thorning er det nu soleklart for enhver, at kvinder kan blive lige præcis det de drømmer om i Danmark! Det er et vigtigt signal at sende til pigerne, at man ikke behøver nøjes med at være prinsessen med det halve kongerige, men kan blive statsminister for det hele kongerige!

Helle Thorning skal have plads til at fejle, præcis som hendes forgængere. Ingen mænd i posten før hende har klaret sig igennem uden små eller store fejl, så at forvente at hun klarer det fejlfrit er nonsens. Giv kvinden en chance præcis som alle hendes forgængere har fået!

Og så har jeg en bøn: Stop de pinlige spørgsmål om hvordan hun og hendes mand arrangerer sig derhjemme i stil med “Nå, hvem laver så mad, når du nu er blevet statsminister?” eller “Hvem tager sig af børnene, når du ikke har tid?”. Man ville aldrig spørge en mandlig erhvervsleder om den slags.

Det er un fair og udtryk for en oldnordisk forstokket holdning, at hun skal stilles til regnskab foran Gud og hver mand med den slags spørgsmål og udstilles som en dårlig kvinde/skidt mor, fordi hun vælger karriere frem for kødgryder. Det mest tragiske er, at det primært er de kvindelige studieværter, der i et fortroligt venindeagtigt tonefald stiller de famøse spørgsmål – hvad går det ud på??

Hun får det til at fungere på hjemmefronten – præcis som alle andre hårdt arbejdende kvinder i Danmark, der hver dag beviser, at familie og børn ikke nødvendigvis udelukker karriere og succes. På en dag som i dag glæder jeg mig over, at der er kvinder, der ikke giver op, men bakser med at få ligningen familie og karriere til at gå op og viser os andre, at det kan fungere!

For det er netop kvinder som hende, der baner vejen for næste generation af kvinder, som ikke behøver at føle sig udstillet som dårlige mødre, fordi de ikke når hjem til børnenes sengetid hver dag eller kommer susende ind i børnehaven 16:59 dag efter dag.

Må jeg til slut minde om, at der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper og bakker hinanden op, så lad os nu droppe konkurrencen om hvem der henter sine unger først og i stedet støtte de kvinder, der vælger at gøre tingene anderledes og sprænger rammen!