Netop som tand-cirkusset var overstået midt på ugen, faldt Allan over en seddel på opslagstavlen i vuggestuen om at der er konstateret Hånd-, fod- og mundsyge, samt en beskrivelse af symptomerne. Han kom hjem og sagde, at jeg skulle tjekke seddelen, fordi det umiddelbart lød sandsynligt, at det var HFM og ikke tandfrembrud, NC har været i gennem. Efter at have tjekket symptomerne tror jeg, at han har helt ret.
For 1 1/2 uge siden lagde jeg nemlig mærke til nogle små røde knopper på hans fødder, omkring hælene. De gik væk igen efter et par dage, og så var det jo, at tanden stjal al opmærksomheden, så jeg glemte alt om dem. Der var jo en tand, der var på vej gennem tandkødet i overmunden, men han har også haft et par bumser omkring munden. Ret skal være ret, jeg har haft en fornemmelse af, at der var andet end tandfrembrud i gære, men jeg gættede sådan set på, at det bare var forkølelse og lidt ondt i halsen. Han har aldrig rigtig være generet af tandfrembrud, så det undrede mig, at det skulle være så slemt nu?
Samtidig havde han rød hale og lidt tynd mave. Det gik jeg ud fra skyldtes tandfrembrud, men det er lige så normalt ved FHM. Og at han havde små knopper omkring munden, gik jeg ud fra skyldtes, at han gnubbede sig i munden – på grund af sine ømme tænder. Blærer på hænder, fødder og i/omkring munden er et af de tydeligste symptomer ved FHM. Han har haft begge dele.
Set i bagklogskabens klare lys er det vist ret sandsynligt, at han har haft sin første børnesygdom – uden at vi rigtig opdagede det. Til gengæld kan vi nok takke FHM’en for, at vi opdagede, at han er blevet en tand bedre 🙂