Tak, kære cykelhjelm!

Da NC havde fået øjne og frokost efter sin næsten 3 ½ time lange middagslur, tog vi på Mariehøj Naturlegeplads. Tågen lå stadig som en tung grå dyne over de gule træer, og det var råkoldt, men med flyverdragt og vinterstøvler findes der ikke dårligt vejr.

Naturlegepladsen er mest til større børn, men Nicholas syntes alligevel, at det var skægt at være der. Han gik balance på træstammer og klatrede i klatrestativet. Når han bliver større er det et perfekt sted at lege jorden er giftig. Der er bænke og borde til hvis man kommer på en sommerdag. Et stort minus er fraværet af gynger og rutchebane, men sådan er det nok med de fleste naturlegepladser?

Der er masser af parkeringspladser. Lige ved p-pladsen er der en børnehave, der har en mere klassisk legeplads med gynger, sandkasser etc., så er man til den slags, findes det også her.

Vi havde en hyggelig eftermiddag, hvor NC løb rundt, gik balancegang og klatrede på et høøøjt klatrestativ. Jeg ville løbe og fjolle sammen med ham, men allerede i først skridt sagde det ‘smæld’ i min højre læg. Der bredte sig en bølge af varme, og så begyndte det at gøre ondt. Igen. Det var næsten gået væk. Nu er det lige så slemt som for 14 dage siden, hvor idiotisk er det ikke lige!!

Da vi var hjemme igen, gav vi NC hjelm på, og så spurtede han afsted på sin løbecykel. Før jeg nåede at stoppe ham, kørte han i fuld fart ned af cykel-slisken i en af de andre opgange. Jeg spå det ske, jeg skreg og sprang efter ham, men min åndssvage læg var stivnet og lystrede ikke, så jeg nåede kun lige at strejfe kraven på hans flyverdragt med det alleryderste af mine fingerspidser.

Han bragede med fuld knald ind i en glasrude, og jeg fløj hen til ham. Han skreg af chok og smerte. Jeg så hurtigt, at han var hel i ansigtet. Jeg knugede ham ind til mig, og skrækken boblede indeni mig. Han kunne være røget igennem ruden.

Blodet piblede frem over hans sut, som vi skyndte os at give ham, fordi han skreg. Ud med sutten igen. Hans læbe var hævet og blødte, men ikke noget vildt. Han havde fået en hudafskrabning i panden fra cykelhjelmen. Hans tænder og tandkød har ikke taget skade. Han var hel med et sår på læben.

Cykelhjelmens frontspids var det, der havde ramt ruden først. Ikke hans hoved. Da han væltede, var det cykelhjelmen, der hilste på fliserne. Ikke hans hoved. Tak, kære cykelhjelm, tak ☆

Jeg var ved at give mig til at vræle af chok, mine ben eksede totalt under mig, og ét kig på Allan fortalte mig, at han havde det på samme måde. NC var rystet, men langt fra væltet. Allerede på vej op i elevatoren begyndte han at fjolle og grine igen. Med blod og jord i hele ansigtet.

Og jeg ved bare, at det ikke er sidste gang mit hjerte står helt stille, mens jeg venter på resultatet af hans overmod i nogle lange åndeløse sekunder, mens jeg kan se det ske uden at kunne nå at gribe ind.