Jeg begyndte på julegaveindkøbene i går. I år er jeg ude i ‘god tid’… eller i hvert fald tids nok til at kunne købe nogle af julegaverne på nettet. Det er super praktisk og så bliver juleindkøbene flere dimensioner hyggelige og rolige, fordi de foregår efter NCs sengetid i sofaen med computeren på skødet med en kop kamillete.

Alternativet er julegaveindkøb med NC, og det er ikke lige frem det sjoveste. Det ender for det meste i hyl og skrig, fordi kombinationen lang kø, mange mennesker, stresset mor og træt barn sjældent (læs: aldrig …) er et hit.

Nogle vil måske mene, at jeg er heldig, for jeg skal ikke købe særlig mange julegaver. Jeg skal kun købe 4 julegaver: Til Allan, NC, min far og min veninde. Og måske min anden venindes søn, men jeg ved faktisk ikke, om vi er på gaver, så jeg har ikke købt noget endnu.

Jeg synes, at det er trist, at jeg ikke længere har så mange, der skal købes gaver til, men udover min lille familie har jeg kun min far tilbage. Så mens andre brokker sig over, hvor mange gaver de skal købe, så er vi faktisk også nogen, der ville ønske, at der var flere kære at købe gaver til.

Men der er faktisk en mulighed … ønsketræet i Lyngby Storcenter hvor man kan plukke et barns eller voksens ønske til ca. 200 kroner, købe gaven i centret, aflevere den i informationen og på den måde give en julegave til et menneske, der ellers ikke får så meget til jul. Tanken er så fin, synes jeg. Jeg må vist lige forbi det træ og finde en lille drengs højeste ønske …