Dagen derpå

Dag 1 efter dagen, vi har ventet på så længe. Vi er alle sammen flade, glade og lidt vingeskudte ovenpå en familiejul af de helt traditionelle. Juleaften var både sjovt, hyggeligt og traditionelt.

Vi spiste os en pukkel til, løb gennem huset, forpustede, grinende og syngende ‘Nu er det jul igen’ .. Nicholas ville ikke gå med rundt om juletræet, for han kan ikke li’, når vi synger, men til sidst kunne han ikke lade være med at løbe med. Til sidst trak han os rundt, til vi ikke kunne mere. Og så var der så mange gaver, at de overhovedet ikke kunne være under juletræet.

Juleaften i går vakte minder om jul i mit barndomshjem. Den slags jul, jeg gerne vil give videre til Nicholas. Julen i år holdt vi med Allans familie og mindede mig om den slags juleaftener, vi havde i mit barndomshjem – og som gik fløjten, da min mor døde, min far flyttede til en anden landsdel og min bror blev sur.

Nicholas sover middagslur lige nu. Han bad mig sove på gulvet, og den ordre bekom mig rigtig godt. Jeg lagde mig på madrassen på gulvet ved siden af hans seng, og så faldt vi begge i søvn. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sov. Et kvarter eller mer? En fin lille power-nap, hvorefter jeg stod op, hængte tøj til tørre, foldede en stak bleer og noget tøj sammen, mens Allan sørgede for en kop kamillete og en ostemad.

Nicholas sover endnu. Han er mæt og træt ovenpå en masse oplevelser. Uden at kny og med sit gode humør i behold holdt han helt til 23:30 i går. Han spiste mange ‘hundekiks’ (brunkager), så and, flæskesteg, brune kartofler og det løse var han totalt ligeglad med. Til gengæld spiste han nærmest en hel agurk og nogle gulerodsstave. Han spiste også en ½ portion ris a’la mande med kirsebærsauce, og han fik mandelgaven; 3 marcipangrise.

Jeg fik også mandelgaven; et lærred, nogle pensler og acrylfarver. Det må vist være NC, der skal lave et mesterværk.

Planen for resten af dagen er – mindst muligt. Vi håber, at Nicholas vågner inden solen går ned, så vi kan nå at komme ud og få noget frisk luft. Klokken er nu snart 15:30, og det ser umiddelbart ud til, at den lange fodtur i Dyrehaven ryger i svinget. Jeg håber, at vi når at komme på kirkegården i dag med et lys og en julekrans til min mor.

I morgen skal vi holde julefrokost for hele familien – 11 personer, så vi kan ikke fede den hele dagen i dag. Der er ting, der skal forberedes, snittes, koges og tilberedes før i morgen. Måske er der også lige en støvsuger, der skal svinges en tur.