Efter en træningsfri dag var det nærved og næsten, at det blev til et træningsfrit liv. Nej … ikke helt. Men søndag aften lidt over 21 var min træningslyst ikke lige frem ubændig, men min indre Brian fik mig da heldigvis afsted. Holy Crap, jeg var ved at kaste op efter 10 minutter.
Hit med Suppen kan ikke anbefales som før-træningsmad skal jeg lige hilse og sige. Det smager fantastisk, men jeg følte det som om at der sad en kæmpe boble, der pressede ned på mine nyrer og op mod mine lunger og ribben. Og den megaboble hoppede op og ned, da jeg gav den gas på cross traineren. Jeg havde simpelthen suppeopstød. Super.
Ejmen jøsses … jeg overvejede i et vildt øjeblik at finde en skraldespand og få det overstået, men der var ikke nogen, og det ville også være noget nas at rydde op bagefter, så jeg prøvede at abstrahere fra det og fik gennemført 22 minutters cross training. Kroppen stod af, men viljen fik mig igennem med nød og næppe.
Bagefter trænede jeg ryg og biceps, og så var klokken 22 og sengetid. Ikke min bedste træning til dato, men det er en start og bedre end ingenting. Nu er ugen i gang, og morgendagens træning bliver endnu bedre end i dag!