Nicholas kom grædende ind til mig ved 5-tiden. Han var helt opløst af tårer og snot, og han rev sig kraftigt i ørerne. Han virkede også varm, men han faldt til ro, da han lå under min dyne og var tæt limet ind til min krop.

Jeg var godt klar over, at det nok trak op til en ‘barns sygedag’, så jeg snoozede vækkeuret et par gange for ikke at vække ham ved at gå i bad. Han sov til sidst tungt, og jeg listede i bad. Han vågnede grædende lidt over 7. Der var brunligt puds i hans ene øre, og hans andet øre var ildrødt af at blive nulret kraftigt. Han havde også en smule feber, 37,5 (belært af sidste tur til vagtlægen ved vi nu, at det er feber og skal tages alvorligt hos børn…).

Så det var tid til en tur til lægen og tid til en dag hjemme. Nicholas og min læges konsultation var lukket i dag (synes efterhånden altid der er lukket, når jeg ringer?), så jeg måtte have fat i Allans læge. Det var der heldigvis ingen problemer i.

Tilsyneladende har Nicholas noget med læger, for han knaldede helt ud, da vi kom derned. Jeg hørte kun omtrent halvdelen af det lægen sagde, og jeg måtte bede ham om at gentage det. Jeg tror dog, at jeg har fanget det væsentligste. Han sagde, at der står væske i mellemøret, som buer udad. Det gør ondt på Nicholas, så vi skal give panodiler igen. Jeg fik en recept med på Klacid, som vi kan have i baghånden, hvis feberen ikke falder, og han ikke får det bedre i løbet af 24 timer.

Vi tog hjem, og jeg gav ham en panodil og lagde ham til middagslur. Og så kaster jeg mig over mine mange opgaver på arbejdet. Håber på en lang lur i dag – især for ham, men også for mig, så jeg kan nå nogle af de virtuelle bunker på mit virtuelle skrivebord.