Hvis man ikke har noget pænt at sige, skal man holde sin bøtte!

Men jeg kan ikke holde bøtte – jeg bliver simpelthen nødt til at kommentere vejret. En ting er at vågne op til et hvidt vinterlandskab, det er på sin egen masochistiske måde lidt hyggeligt. En helt anden ting er at blive ramt af kulde. Jeg hader kulde. Som jeg tidligere har fortalt er jeg nemlig født på en forkert breddegrad. En gennemsnitstemperatur på cirka 30 grader er så meget mere mig. Derfor er forsiden på BT nok til at få mig til at ønske mig langt væk:
Billede

Jeg kan uden overdrivelse sige, at jeg ikke ser frem til sibirsk kulde. Jeg har ikke brug for, at det bliver -8 grader om dagen og -15 grader om natten. Det er ikke nødvendigt. Nej tak!

Her til formiddag har jeg prøvet at ‘få det bedste ud af det’, som man siger. Jeg må samtidig indse, at Sorel støvler, parka, et højt antal bluser, halsedisse, to hætter og handsker åbenbart er ‘dårlig påklædning’ idet der jo ikke findes ‘dårligt vejr, kun dårlig påklædning’.

Vi tog over til Allans forældre, hvor Nicholas fik et bad i deres badekar. Det er meget større end NCs babybadekar, og det var bare så skægt for ham. Han pjaskede og sjaskede og fjollede til jeg var næsten lige så våd som ham. Bagefter gav jeg ham fuldt grønlænderornat på – lige fra strømpebukser, forede jeans, uldbody, fleecetrøje, flyverdragt og elefanthue, hvorefter vi hentede kælken frem. Jeg trak ham, og det var instant succes. Han elsker sin grønne kælk fra sidste år.

Til forskel fra sidste år vejer han nu noget, så jeg kan mærke, om han sidder på kælken. Sidste år faldt han af kælken, og jeg opdagede det ikke engang – først da han skreg i vilden sky nede i den anden ende af græsplænen … ups. Vi kælede over til legepladsen og legede i sneen.

Jeg kunne meget hurtigt mærke mine fingre smerte i kulden inde i mine handsker. Det var psykopatkoldt, men Nicholas så ud som om han nød at gynge, samt at grave i sneen. Dog bad han selv om at få vanter på. Det har han ellers ikke været begejstret for.

Jeg løb en tur med ham i kælken, og hans glade røde ansigt var det hele værd, men det ændrede desværre ikke på, at vi efter en lille times tid blev nødt til at kapitulere og krybe indendørs igen.

Nu sover Nicholas til middag, mens vi sidder og drikker te og kaffe. Kulden udenfor trænger ind, så her er køligt, og jeg har den største lyst til at bestille en stribe enkeltbilletter ned til solen. Vi kunne godt tage afsted om en time. Det skulle ikke være noget problem.