Tøm drengens sparegris!

Var det ikke den 13. i går? Jeg spør’ bare, for jeg føler mig uheldig i dag. Faktisk sidder jeg helt stille på kontoret for at undgå flere uheld. Jeg var i virkelig god tid i morges, fordi jeg havde timet og tilrettelagt det hele. Nicholas blev afleveret, og ups … der manglede en flyverdragt i hans garderobe. Hjem efter den. Aflevere den og så køre. Stadig okay mellemtid.

Stort set tom tank i bilen, ned på tanken, rode efter dankort … ups, det har Allan jo, fordi han hentede mad i går. Pis pis pis. Samle mønter sammen fra bunden af tasken, bunden af bilen – nej, der er heller ikke nogen flasker eller andet, jeg kan sælge.

Kloge mand svarer på panisk sms: ‘Tøm drengens sparegris!’

Som sagt så gjort. Vende bilen med meget tom tank, køre hjem, rippe sparegris, afsted igen. Nu med ekstremt dårlig mellemtid.

I det jeg står ud af bilen på tanken er der en mand, der siger ‘Ved du godt, at dit håndbremsekabel sidder løst?’ Til det er mit svar ‘shit?!’ og ‘shit, shit, shit, tak, shit, shit, pis’. Jeg spejder ind under bilen, mand har ret. Mand er sød, mand får stort tak for opmærksomheden.

Hen til nærliggende værksted for at høre om de lige kan tape kablet fast. Meget sur mekaniker gider ikke se på bil uden at få en 50er i hånden. Super, no can do, min mand har mit dankort, og jeg gider i øvrigt ikke handle, når service er så lousy.

Så nu er jeg på arbejde og har bedt meget venligere IT-kollega kigge på kabel. Ellers tager jeg sgu selv noget gaffa og limer det lortekabel fast. Ser allerede frem til at ligge på ryggen på p-pladsen i min Burberry-frakke i solskinnet.

Og mødet? Uheldet tilsmiler ikke bare mig i dag – min kollega har barn syg idag, så mødet starter først 10:30.

\o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/      \o/

Seneste nyt: Meget sød IT-kollega har fundet strips og har fastgjort løssluppent håndbremsekabel. KYS! Mødet? Ja, det blev aflyst, for flertallet af mødedeltagerne er ikke mødt op af forskellige årsager. Så pas på derude … uheldet er (måske) løs!