Jeg fik et brev fra en advokat i dag. Det er som om advokater bruger finere kuverter af en bedre og mere skarp hvid kvalitet end de rudekuverter, jeg normalt modtager.

Jeg skal ikke arbejde igen, medmindre jeg bliver kontaktet af konkursboet indenfor 14 dage fra i mandags.

Så stod jeg der. Mærkeligt. Tomt. Trist. Som at blive dumpet per brev. Meget tomt og virkelig underligt. Jeg er glad for mit job. Øh, jeg var glad for mit job. Datid, for det findes ikke mere.

Jeg var virkelig ked af at blive fyret, og jeg var glad for at få forlænget min ansættelse i 3 måneder, selv om det var lidt svært mentalt at omstille mig på, at jeg skulle være der alligevel i lidt tid endnu. Samtidig med at jeg søgte nyt job, håbede jeg jo også lidt på, at det ville komme til at gå bedre, så jeg kunne få mit job tilbage.

Jeg kan mærke, at der stadig er en del af mig, der overhovedet ikke kan forstå, at virksomheden ikke længere findes, og at mit ansvar, mine opgaver og mine deadlines bare er forduftet. Jeg har det faktisk lidt som om at jeg skal tilbage lige om lidt og skal kæmpe for at nå mine deadlines.

Det føles tomt og forkert at være hjemme, selv om jeg det meste af tiden har haft travlt. Faktisk har jeg haft alt for travlt til at arbejde (!). Jobsamtaler, udfylde blanketter i forbindelse med konkursen, personlighedstest, fodbehandling (fødselsdagsgave fra min veninde) og senere i dag med psykologaftale i forbindelse med Nicholas.