Min søn er snart 3 år, og han er stadig glad for at putte en hånd ned på mit bryst. Det giver ham trøst, nærhed, tryghed og samhørighed, vil jeg tro. Det begyndte, mens jeg ammede ham, og da jeg afsluttede amningen, fortsatte han med det.

Vi har mødt flere, der kommenterer det nedsættende, når de ser ham gøre det. Mit svar er ‘bland dig udenom’. Jeg vil ikke forhindre ham i det, kun når det er i vejen for det, jeg laver. Han har et tryghedsbehov, og det dækker jeg. Ganske enkelt. Jeg ser ingen grund til at afvise ham endnu, selvom vi er ved at trappe ned på det.

Vores seng er nærmest også hans seng. Han sover meget ofte i vores seng, og det er helt fint. Han har tydeligvis behov for det, og vi synes, at det er okay. Jeg synes, at det er naturligt: jeg mener, at vi som forældre er sat i verden til at dække vore børns behov, og det er sådan set bare det vi gør på vores måde.

Det er humlen ved det. Måden. Vores. Din. Min. Vi gør det ikke på samme måde, og det er det, der gør moderskabet så spændende og udfordrende; at du kan gøre det på din måde. Du kan håndplukke det, du synes er rigtigt for dit barn, din familie og dig selv.

Men hvad sker der lige for konkurrencen? Den usympatiske jagt på at være den bedste mor og undervejs i den kappestrid jorde alle de andre, der gør det på en anden måde.

I skolen kappedes vi om at være den sødeste, pæneste, dygtigste og mest populære pige i klassen, derefter kappedes vi om mændene, i direkte forlængelse af det følger så kampen for at blive den bedste mor. Hvad med at slappe lidt af? Der findes ingen førsteplads og intet trofæ.

Kunne vi droppe de hævede øjenbryn, de spidse kommentarer, næserynken, fordømmelsen, bagtalelsen og de usagte bemærkninger og i stedet bare glædes over forskellighederne og nuancerne i moderskabet?

Jeg synes, at det må være fantastisk at amme sin 3-årige. Jeg synes også, at det er fantastisk ikke at amme min 3-årige. Jeg har truffet mine valg, og jeg prøver ikke at gokke andre mødre oveni nødden med mine valg og fravalg.

Bare fordi andre gør det på en anden måde, er det jo ikke en kritik af din måde at være mor på. Vi er ikke ens, gudfaderbevares – og det er okay ikke at være ens.

Indrømmet, det kan være virkelig svært for os kvinder at acceptere uenighed. Vi kommer fra en opdragelse, hvor vi piger skulle være stille, ordentlige og rette ind. Der blev slået hårdt ned på piger, der var rasmus modsat og larmede og skilte sig ud. Til gengæld blev dygtige og flittige piger skamrost og hyldet.

I venindegruppen var der fast hierarki, og alle prøvede vi at ligne hinanden. De der skilte sig ud blev kritiseret, nedgjort, mobbet og bagtalt.

Jeg er oplært til at søge harmoni i mine relationer, og jeg har lært, at uenighed var en skidt ting, som jeg skulle søge at udglatte og mægle. Jeg har lært hjemmefra og i skolen at sørge for at skabe harmoni, ro og enighed. Vi sad dreng-pige i skolen, så pigerne kunne holde styr på de vilde drenge og aflaste læreren.

Det følger mig, og derfor opfatter jeg stadig ubevidst uenighed som en trussel og som en skjult kritik af min måde at være på og gøre tingene på. Til dels derfor er jeg sårbar overfor blikkene, kommentarerne og den slet skjulte kritik.

Derfor ville det være rart, hvis vi kunne hæve os over folkeskoleniveau og i stedet bakke hinandens forskelligheder op. Måske kunne vi sætte vigtigere ting på dagsordenen frem for at diskutere det passende eller upassende i at amme børn på forskellige alderstrin. Bare måske.