Efter arbejde i går var jeg inviteret til gravøl i mit gamle firma. Jeg var helt høj af alt det nye og spændende, og så landede jeg i mit gamle firma. En stor oprydning er i gang, kontorerne skal tømmes, de fleste er jo forladte og til overs. Det så ud som da vi forlod bygningen den dag, vi fik at vide, at firmaet var gået konkurs.

Nogle af møblerne var forsvundet, så mange af bunkerne med mapper, papir og andre ting lå på gulvet. Mit skrivebord var væk, så min skærm/tastatur/mus/lampe lå på gulvet, og mine mapper og dueslag stod hulter til bulter op af væggen. Min kaffekop stod med en rest kaffe i vindueskarmen. Det var meget mærkeligt, meget vemodigt og faktisk slet ikke spor rart at gå rundt på gangene.

Nede i kantinen sad mine gamle kolleger og for en stund var det samme glade støj som tidligere. Over halvdelen har ikke længere noget job, og de, der er tilbage, går rundt i et spøgelseshus, så jeg er meget meget heldig, at jeg har et nyt og bedre job at stå op til om morgenen.

Flere af mine gamle kolleger hang med hovedet, og jeg ved kun alt for godt, hvordan det føles at være fyret. Jeg tilbød at hjælpe til at netværke, samt med jobsøgning. Jeg anbefalede varmt at se at komme på LinkedIn og tilbød at se på CV’er. Jeg er langt fra ekspert på området, men jeg har efterhånden lært på den hårde måde at komme videre ovenpå sådan en nedtur, så jeg kan da bidrage med min vinkel og mine anbefalinger til at komme videre.

Jeg sagde farvel efter små to timer, og det var virkelig vemodigt, så jeg var helt trist, da jeg kørte hjem. Den sindsstemning kaldte klart på sushi, så det hentede vi i Lyngby. Sushi hjælper altid – jeg rystede det af mig og glædede mig over en god, spændende, udfordrende og kort uge. Næste uge er det full speed ahead!