Jeg havde mine nye Scholl sandaler på idag. De er høje, lækre og supergode at gå i. Lige ind til der var et lille trin skjult under gulvtæppet på mit nye job. Bang, så lå jeg der med et knæ, der føltes totalt smadret. Det føltes som om knæskallen var blevet slået helt ind i knæet, fordi jeg landede med hele min vægt på knæet.

Jeg rejste mig op og humpede ind på min plads. Det gjorde så ondt, men jeg formåede at undgå at tiltrække unødig opmærksomhed ved at smile stift og sige ‘godmorgen’ ud mellem sammenbidte tænder med en høj let hysterisk klang.

I det skjulte gned jeg mit forslåede knæ, og jeg forestillede mig et sort, grønt, blåt, gult, violet knæ. Fantastisk. Nu med to knæ, der ikke er til pænt brug.

På mit venstre knæ har jeg nemlig en stor hudafskrabning, fordi jeg faldt (!) og knaldede knæet ned i asfalten ved Furesøen for en uge siden.

Nu har jeg altså to forslåede knæ, og jeg må erkende efter to styrt på en uge, at min førlighed er svækket. Altså, det går jo ikke at gå rundt og skvatte to gange om ugen. Det bliver til over 100 styrt om året. Jeg var heldig med mine to styrt, at jeg ikke har brækket for eksempel et håndled.

Jeg skal have styr på mine ben. Har du styr på dine? Mine ben har altid været ustabile. Eller rettere sagt; mine ankler. Mine fødder sidder sådan set fast på mine ben, men det er som om elastikkerne er meget lange. Mine fødder slasker rundt for enden af mine ben, og jeg skvatter simpelthen over mine fødder. Helt enkelt.

Det gik oprindelig galt engang da jeg var fuld. Ung, 17 år og meget fuld. Først var vi til fadølsaften – gratis fadøl i 2 timer. Jeg nåede at konsumere i omegnen af 18 fadøl. Og bagefter var der tilbud på 10 små grå for 100 kroner. Supergodt tilbud, som jeg delte med en veninde, mens vi sad i græsset udenfor diskoteket i Rørvig.

Og det var der omkring jeg fik den ufattelig gode ide at gå hjem gennem skoven. Buldermørke, ujævn skovsti, standervissen, plateaustøvler med 20 cm hæle – i det hele taget en vanvittig god ide.

Jeg kan huske, at jeg troede, at jeg brækkede den ene fod. Ups. Og så brækkede jeg den anden, og på en eller anden måde fik jeg slæbt mig hjem i seng. I overkøjen. Som jeg hoppede ud af, fordi jeg havde glemt, at jeg havde brækket benene.

Min veninde vågnede ved mit skrig og et brag, da jeg faldt sammen på gulvet som en sæk kartofler, fordi smerten ved at hoppe ned fra en overkøje og lande på to max forstuvede ankler fik mine ben til at give efter.

Lægen på skadestuen var ikke imponeret. Han syntes, at jeg var rimelig tåbelig. Jeg havde revet samtlige ledbånd over i begge ankler. På nær et i højre ankel. Han sagde, at jeg skulle holde mig totalt i ro.

At tage den med ro betød at sidde i solen og lade være med at gå i byen to aftener. Tre dage senere var jeg til Poul Kjøller koncert med en gulvskrubbe under armen, da jeg ikke kunne få udleveret krykker på skadestuen, fordi jeg ikke boede i kommunen.

Min far blev skidesur, for jeg mistede vores gulvskrubbe på diskoteket. Jeg glemte den, for jeg hoppede og dansede på mine smertende ankler. Bevares, det gjorde virkelig nas, men sprutten hjalp på det, og det skulle nok danses væk.

Det var skideskægt til at begynde med, men 3 måneder senere gjorde det stadig ondt i begge ankler, og jeg slæbte mig rundt. Mine ankler er aldrig blevet stabile igen, og det var helt klart ikke det værd. Det er nok noget af det dummeste, jeg har foretaget mig.

Nu er jeg 40 år, og jeg går rundt og skvatter over små ujævnheder. Mine knæ ligner en 3-årigs. Det kan skjules, men om nogle år så skvatter jeg nok endnu mere, og så sker der måske værre ting end blå knæ. Brækkede arme, ben, forslået hoved.

Så virkeligheden begynder at dæmre for mig. Jeg bliver nødt til at sørge for at styrke mine ankler, min balance og mine ben generelt. Jeg er faktisk bange for hvor det ender, hvis det fortsætter på denne måde med 2 styrt om ugen.

Min far kan næsten ikke gå pga dårlig balance og nervebetændelse, og han er kun 72 år. Han går også rundt og falder, og han kan ikke komme op igen, når det sker. Jeg vil være i bedre form end han, når jeg bliver 72 år. Så jeg må begynde at indarbejde nogle gode vaner allerede nu.

Tænker du over hvordan du ønsker, at din form skal være om 30-35 år? Eller nøjes du bare med at bruge rynkecreme?