Træt & glad

on

Dagen i dag foregik i virkelig lavt gear, men startede allerede klokken 5 … hvorfor er det, at Nicholas kan sove til klokken 7 eller mere på hverdage, men vågner klokken 5 på en lørdag?

Efter morgenmaden startede Nicholas dagen med en legeaftale hos sin fætter og kusine, og da vi hentede ham, faldt han i søvn i bilen. Han og jeg gik op i seng, og jeg forventede kun at sove kort tid, men det blev til godt 3 timer på langs. Det var skønt, men ikke helt nok, for jeg var helt bombet, da Nicholas vækkede mig.

Vi kørte en tur til Skodsborg strand og købte en megastor gammeldags isvaffel. Den var med italiensk is, og det var simpelthen vildt lækkert. Problemet var bare, at det havde virket varmt derhjemme, men ved kysten blæste en strid sibirsk brise, der gik til marv og ben. Så jeg frøs, så skidtet dansede, mens jeg spiste min is og spå, at Nicholas gjorde en habil indsats for at fylde Øresund helt op med småsten. Han elsker at stå ved strandkanten og kaste sten i vandet, og han græd som pisket, da vi måtte afbryde ham i hans yndlingsbeskæftigelse.

Nu nærmer klokken sig 21:30, Nicholas sover, Allan er på arbejde, og jeg overvejer at gå i seng, sådan så jeg bare er nogenlunde frisk i morgen. Tænk engang, at jeg bliver så træt af et salgsmøde og en uge på mit nye job. Der er også meget nyt, men det er jo helt vildt at blive så træt af det!!