Sommerfest i stiv kuling

Klokken er 20, og vi er lige kommet hjem fra sommerfest i børnehaven. Drengen ligger allerede og sover, og jeg lurer lidt på at følge hans eksempel og gå tidligt i seng. Jeg småfryser, har lidt ondt i halsen og er mega træt, så måske skal jeg bare have en kop te og så på hovedet i seng.

Jeg er træt ovenpå en uge med fuldt program med salgsmøde over to dage i Jylland, samt en masse onboardingmøder hver eneste dag i denne uge. I dag havde jeg introduktion til vores it-systemer. Wow, siger jeg bare og må citere min egen euforiske opdatering på facebook tidligere:

Jeg har den vildeste optur over det udvalg af rapporter, som bare ligger og venter på at blive brugt på mit nye job. Ved godt, det er kampnørdet at juble over gemene rapporter med live opdatering i pivot-format, men når man har prøvet at leve uden, så er det intet mindre end FANTASTISK!

Sommerfesten i børnehaven var virkelig fin. Vi fik snakket med drengens venners forældre, og det var virkelig hyggeligt. Maden var virkelig god, og der var hyret en tryllekunstner til at trylle og lave ballondyr til alle ungerne. Kæmpe succes.

Vejret var virkelig fint til at begynde med, men det begyndte at blæse op, og selv med en ekstra trøje blev det til sidst for koldt, og så var festen egentlig også forbi. Klokken nærmede sig 19:30, og det er jo de fleste af rollingernes sengetid, så festen ebbede tidligt ud, kan man vist roligt sige.