Hele weekenden har stået i fødselsdagens tegn. Nicholas blev 3 år i fredags, og det er første gang han sådan rigtigt har forstået, hvad det betyder. Han har bedt mig synge fødselsdagssangen som godnatsang hele ugen, og det har jeg gladeligt gjort.

Vi har talt om, at han skulle kage og frugt ud i børnehaven på sin fødselsdag, og at hans venner ville synge for ham. Vi har talt om, at farmor, bedstefar, morfar og morfars kæreste skulle komme til hans fødselsdag fredag aften, og han glædede sig.

Vi hentede ham i børnehaven, og jeg fik at vide, at han ikke havde sovet til middag, og at det nu måtte være slut med det. Jeg var helt uforberedt og svarede hverken ja eller nej til det.

Vi var hjemme klokken 16, og Nicholas var helt umulig. Han var ked af det, vred, hidsig og helt rundt på gulvet. Vi drak en kop kaffe og spiste flødeskumskager. Nicholas pustede tre lys ud og spiste det meste af sin kage, men han var irritabel og eksplosiv.

Han fik Ipad’en og sad og legede lidt med den. Jeg gik ud for at lave mad, og så kaldte Allan mig ind. Nicholas sad og sov. Han var faldet i søvn midt i en historie på Ipad’en.

Han var helt væk og sov en lille times tid, hvorefter han vågnede skrigende op. Eller .. han var faktisk ikke helt vågen, men han græd hjerteskærende. Jeg samlede ham op og vækkede ham blidt. Jeg spurgte om han ville ind og sove i min seng. ‘Vil sove’ sagde han med lille søvnig stemme, og jeg puttede ham under min dyne.

Han sov til klokken var næsten 21. Han gik glip af den middag, vi havde planlagt, og som han havde glædet sig til i en uge. Lady og Vagabondens hofret, samt is.

Og jeg skal have en snak med børnehaven om hvorvidt han skal sove til middag eller ej. Det skal han. Han er ikke klar til at undvære sin middagslur. Punktum.