Vi vågnede ved 7-tiden, og vi gik ned for at spise morgenmad. På Jakobwirt er der en rigelig morgenmadsbuffet med friskt brød i alle afskygninger, samt frugt, cereals, marmelader, nutella, gugelhopf, samt diverse lokale pølser, skinker og oste. Plus kaffe, juice etc.

Vi satte kursen mod Freibad Westendorf, hvor Allan badede som barn. Han genså med gru og glæde en vandrutsjebane, der havde sendt ham hovedkuls ned under vandet, hvor han dukkede vrælende op til en storgrinende far.

Nicholas havde glædet sig i flere dage til vi skulle bade, så det var med stor undren, at vi måtte sande, at han edderhyleme ikke skulle i vandet. Han var bange for krabberne, hajerne og fiskene. Han skreg og slog og sparkede og løb væk, mens vi glad hoppede i badet, som var så skønt.

Til sidst fik vi afledt ham, så han gik med til at sidde på min ryg, mens jeg løb rundt i den dybe pool med Allan, der forsøgte at fange os. Nicholas hvinede af fryd, og han glemte helt, at han var vandskræk og råbte ‘Kom mor – løb! Kom gamle hest, pruh!’

En flok meget ihærdige stikkende/bidende insekter kastede sig over os, og vi måtte flygte op af vandet. Jeg er allergisk overfor hvepsestik, så jeg er absolut ikke fan af stikkende kræ.

Vi gik tilbage til Westendorf ad en lille sti langs engen i landsbyens udkant. Nicholas plukkede blomster til mig, og solen bragede ned. Vi gik ned til Hotel Post, hvor vi bestilte frokost. Der er nemlig en legeplads, så vores sure, vrantne, vandforskrækkede unge kunne løbe og lege.

Det gav ro både hos høj og lav, og Nicholas fik sig faktisk en ven at lege med, og han spiste sine to frankfurtere uden at brokke sig, samt et par pommes frites. Bagefter købte vi en pose med drikkevarer og snacks, og så gik vi hjem til hotellet for at sove middagslur ved 14-tiden.

Nu er klokken næsten 18, og Nicholas sover endnu. Dagens badning og leg har fået ram på ham, for han er stadig helt væk. Vi sidder på vores altan og slikker sol og drikker Almdudler, grøn is-te, cola light og spiser skumle godis.