Dagen derpå startede klokken 6:21. Nicholas punkede mig for at stå op, og Allan blev liggende endnu 2 timer. Jeg var midt i en drøm, og i den havde jeg det godt.

Da jeg vågnede havde jeg stadig ondt i halsen og snot i hovedet. Det har stået på i 10 dage, så jeg burde have vænnet mig til det på nuværende tidspunkt. Jeg lavede en kop te, jeg lavede en til. Det hjælper. Lidt. Men en ipren og to panodil hjælper bedst.

Vi stod op, og Nicholas jublede over sin racerbane og ville se alle sine nye film på én gang. Vi valgte en med smølferne. Jeg sad lidt med ham, så gik jeg i gang med oprydningen.

Smed adventskransen ud, gider ikke se på den skæve, visne sag længere. Ud med diverse legetøjsindpakninger. Ud med gamle madrester. Ud med en masse af Nicholas’ legetøj – det der er i stykker, det der mangler noget af og ud med det han aldrig har brugt. Folde vasketøj sammen, satte en vask over.

Og så ville jeg på kirkegården og sætte et lys hos min mor. Jeg trængte til at komme ud. Ikke fordi vejret var noget særligt, men fordi jeg var ved at gå til af indefims.

Nicholas gik helt bananas, han gad ikke tage med på kirkegården, for mormor er dum, sagde han. Det var lige ved at være mere end jeg kunne tage lige der ovenpå en jul med temmelig mange skuffelser og med et ekstrastort savn efter min mor, for med hende havde særlig julen været anderledes. Så havde min far ikke ‘glemt’ at melde afbud til juleaften, og jeg havde formentlig også haft en bror, en svigerinde, en nevø og en niece.

Vi kom afsted til kirkegården, og jeg tændte et lys og ryddede lidt op ved min mors grav. Vi gik også en lille tur rundt på kirkegården og kiggede på gravstene. Kirkegården er et godt sted at være. Der er ro og fred og perspektiv på ens problemer. Der er gamle grave, friske grave, der er vidnesbyrd om tragedier og om liv så lange. Om kærlighed, der varer ud over livet. Om savn der bliver boende i hjertet.

På vejen hjem hentede vi frokost på det lokale pizzeria, og klokken 14:30 fik vi os en middagslur. Ved 16-tiden stod jeg op, og drengene sov videre. Jeg sad i sofaen, nød stilheden og så på vores smukke juletræ, og jeg følte pludselig både juleglæde og julefred.

Juleglæden har været under stærkt pres i hele december; Allan var syg i 14 dage, og nu har jeg så været syg i 10 dage, så vores energi har været low.

Bilen brød sammen midt i december, og julemorgen var den ovenikøbet punkteret, så vi ikke kunne komme afsted på julebesøg.