Op og ned. Så falder smittetallet. Festen vil ingen ende tage. NU går det den rigtige vej. Så stiger smittetallet igen. Det tal, vi alle stirrer os blinde på hver dag. Og nu går det kun stejlt opad som en skilift i Østrig.

Efter sommerens faldende kurve følte vi os sikre. Vi havde styr på det, og vi gjorde det rigtige. Nu indhenter virkeligheden os. Vi har ikke styr på en skid. Det her bliver den længste vinter ever. Jeg er SÅ træt af det. Grundtræt.

Det er det, man på svensk med et kraftfuldt ord vil kalde en baksmälla – et gevaldigt smæld, der rammer en efter festen. Det her føles som et gevaldigt smæld lige i sylten! SÅ mange nye smittede hver dag ..

Selvom jeg ligner mig selv og fungerer i hverdagen, så forvandler jeg mig tit til en person, jeg ikke selv kan holde ud. En smålig person, der nøje studerer, hvad andre gør. Jeg er ikke længere tålmodig med andres sløseri og hensynsløshed, og jeg kommer selv til at sløse og glemmer selv at vise hensyn.

Jeg er også træt af dem, der himler med øjnene, når man går i den forkerte side i Lyngby Storcenters gange. Jeg er træt af at høre folk sukke over ‘de andre’ og skære ansigter. Jeg er træt af dem, der er ligeglade og tager sig alle de friheder, de overhovedet kan. Fordi de indskrænker min og din frihed ved at være skideligeglade. Jeg er også misundelig på dem. Jeg er ikke bedre end dem, for jeg har også lyst til at skide det hele en lang march.

Jeg har fået nok af alle benægtelsesfortællingerne fra dem, der stadig nedvurderer og ignorerer fakta. Må jeg minde om, at videnskab ikke er en mening, og at regler og love ikke er til debat? Vi taler ikke om tro og teori her. Alligevel er vi mange, der lukker ørerne og parkerer fornuften. Jeg forstår det godt, for jeg har også fået nok. Jeg er ikke et hak bedre. Jeg forglemmer mig, går for tæt på, tager til fest, glemmer spritten.

Der er ingen, der holder af begrænsningerne, maskerne, afstanden, spritten, de evindelige blå skilte, pressemøderne … Jeg vil bevæge mig frit, jeg vil kramme, gi’ et fast håndtryk… Jeg vil glæde mig over at skulle til fest, i stedet for at være skidebekymret og ikke turde nyde det. Jeg vil selv bestemme, hvem jeg ser, og hvor mange vi er. Jeg gider denondehyleme ikke gå hjem klokken 22, når jeg endelig er inviteret ud, men jeg gør det.

Vi var berusede af sommerens positive effekt på Corona, og så gav vi nok slip lidt for tidligt. Vi nød det og glemte det hele for en tid. Vi mødtes på kryds og tværs i grupper, der var for store med for lille afstand. For det var jo bare én fest, og så én fødselsdag, og så var der lige det der middag med 6 venner og mødet med 10 kolleger … Vi vidste bedre, og nu får vi regningen. Og jeg gider ikke betale.

Vi leder allesammen efter smuthuller, så vi kan leve videre så normalt som muligt. Jeg kender ikke engang nogen, der har været syge, så hvad har det med mig at gøre?

Derfor sender jeg en tak til alle de andre. Dem, der ikke overholder reglerne, dem, der sjusker – og ja, også tak til dem, der fisker en brugt maske op af skraldespanden en sen nat i en brandert. Tak til dem, der tænkte “en gang er ingen gang”, og til dem, der tænkte “livet skal leves nu”. Med andre ord: Tak til os alle sammen, for hver især er vi de andre.

Hvis vi nu startede med at se hinanden i øjnene og til en start indser, at ingen af os bryder os om denne situation. Ingen af os trives, og det er derfor, at vi er frustrerede og vrede på hinanden. Vi gør hver især vores bedste, og indimellem smutter det for os alle sammen.

Bær over med din næste og gør dit bedste. Det rimer, og det er det eneste, vi kan gøre. Kun på den måde kommer vi igennem det her. Lort.