Sidste år var vi på et kort visit i Rattenberg, som er Østrigs mindste by og Europas mørkeste by. Trods dens centrale placering midt i Europa, så henligger byen i mørke i hele 3 måneder om vinteren, når solen ikke når op over bjergene. Byen huser blot 400 indbyggere og ligger klemt inde mellem bjerget Rattenberg, som skygger for solen om vinteren, og floden Inn.

Rattenberg er en lille fin by med gamle fine pastelfarvede huse, en meget hyggelig gågade fyldt med butikker, der primært sælger glas og krystal. Vi var blot inde i en enkelt butik sidste år, og det var en oplevelse, for alle husene på den ene side af hovedgaden er bygget ind i bjergvæggen, og de bageste rum er praktisk talt grotter.

Byen er mest kendt for glas og krystal, og falder din vej forbi, så bør du gå en tur ind i Kisslinger Kristall-Glas, som er en meget stor butik fordelt i en labyrint af større og mindre rum. Bagest er der et par grotter med forskellige glasudstillinger, og man kan være heldig at se glaspusterne i aktion og opleve den hede orange glasmasse blive formet på nærmeste hold.

I år endte vi i nogle helt andre rum end sidste år; fx stod vi pludselig i en kæmpe juleudstilling, hvor vi købte et særligt tyrolerhjerte i klart krystalglas til vores juletræ, hvor der er fint slebet noget i retning af “I mog Di” på. Det er fint og helt enkelt – og nu har det en fin historie, fordi vi købte det i dag i Rattenberg.

Vi brugte lidt mere tid på Rattenberg i år, og vi fik set byens kirke Pfarrkirche Skt Virgil Rattenberg, som var helt fantastisk og nærmest overdådig, når man tænker på, at der kun bor 400 sjæle i byen. Desuden ligger der en Maria-grotte umiddelbart inden kirken, hugget ind i bjerget i en rigtig grotte. Vores store kærlige dreng ville meget gerne tænde et lys for sin mormor, så vi købte et lys, som han kunne tænde, og det gjorde han så.

Over Rattenberg ligger desuden en gammel borgruin højt over byen med udsigt over byen og floden Inn. Man kan gå derfra fra kirkens bagside via en lille sti.

Vi var mere i markedet for en god omgang kaffe og kage på et rigtigt østrigsk konditori, og i Rattenberg er der hele to at vælge i mellem; Café Hacker og Freudenschuss – begge konditorier skulle være legendariske, men vi havde kun plads til et stykke kage pr næse, så vi var nødt til at træffe et valg.

Det endte med, at vi tog plads under de store parasoller på Café Freudenschuss. Vi drak kaffe – virkelig god kaffe, der smagte af mere! – og spiste hver et stykke kage. Jeg valgte en Nusstorte og manden valgte en Tiramisutorte. Min Nusstorte var himmelsk; utallige lag med forskellige typer creme med vanille, nødder, chokolade, samt forskellige bunde med og uden nødder. Og så en topping, der smagte himmelsk karamelagtig.

Nogle meter derfra faldt vi over en butik med de sejeste fidget spinners; vi fik købt to styk til drengen, der var lykkelig. Jeg købte en rå bjerg krystal til at hænge i en halskæde. På vej tilbage mod bilen rundede vi lige en bager, hvor vi købte et par Laugenbrezel med ost, creme fraiche og bacon på. De var himmelske. Drengen fik noget, der lignede en kæmpestor tør snegl med et tyndt lag hvid glasur på; den var i virkeligheden saftig, blød og lækker – og glasuren var blandet op med rosenvand.

Vi satte kursen mod Sølvminen i Schwaz.