I går var en fin dag, indtil sidst på eftermiddagen. Nicholas gik amok, og det gjorde vi også. Han hører ikke hvad jeg siger. Eller det vil sige; han hører faktisk, hvad jeg siger – og gør præcis det modsatte af hvad jeg beder ham om.
Morfar og hans kæreste var på besøg, og Nicholas klatrede op på mig, mens jeg sad og drak kaffe. Ikke bare op på skødet, han forsøgte at kravle helt op på mit hoved. Jeg forsøgte diskret at sætte ham ned, og jeg rykkede kaffe og tallerkener væk. Jeg sagde stop og nej til han, men han blev ved med at kravle op, og jeg slog hovedet ned i bordet. Jeg sagde stop til ham, og han blev ved. Da jeg så satte ham ned på gulvet og vredt sagde ‘så stopper du’, så gik han helt amok.
Vi viste morfar nogle billeder på computeren, og han satte sig og styrede fremvisningen. Da jeg bad ham stoppe, skreg han op. Morfar og kæreste sagde farvel og gik. Nicholas gad nærmest ikke sige farvel.
Vi skulle ud og handle, og jeg bad ham stoppe med computeren, hvorefter han gik helt amok, slog på computeren, så den næsten var på vej på gulvet. Så får jeg simpelthen nok, og så skal det gå stærkt med at komme ud af døren, og så eksploderer han fuldstændig.
På sin vis er det jo også unfair; han kan ikke finde ud af at komme afsted, samtidig med at han ikke vil, og så sætter jeg tempoet op, fordi NU gider jeg ikke mere vrøvl. Jeg er træt af skrig, slag og spark 10 gange om dagen; hvergang vi skal noget eller hvergang vi er i butikker. Jeg er træt af at skulle løbe efter ham ud af en butik eller en restaurant, fordi han ikke adlyder.
Jeg er træt af konstant at tabe ansigt, konstant at være anspændt og konstant prøve at forudse hvad der udløser næste eksplosion. Det er ofte sådan, at jeg faktisk hellere vil blive hjemme, men så bliver jeg også stædig, for jeg vil ikke have ødelagt mit liv, og jeg mener også, at både han og jeg lærer noget hver gang. Måske.
Forleden knaldede han ud midt i en restaurant, fordi han havde set en trappe. Jeg måtte bære ham skrigende og sparkende ud af restauranten, og jeg havde lyst til at sætte ham ud i bilen og lade ham blive der. Han sparkede og slog, og det tog mig 100 år at køle ham ned.
Jeg kigger aldrig på andre mennesker længere. Jeg hører bemærkningerne, mærker blikkene, og jeg prøver at abstrahere fra det. Ofte tager jeg mig selv i at være kort for hovedet og uhøflig overfor tjenere, ekspedienter etc., fordi handler bare skal overståes, så jeg igen kan holde fokus på mit umulige barn.
Jeg ville bare ønske, at der var en, der ville åbne døren for mig, når jeg bærer mit skrigende barn ud.
mammalade 
Hold da op Jeres dreng lyder akurrat som vores datter, på knap 4 år. Jeg “fornemmer” de minder meget om hinanden. Jeg har altid vidst min datter var meget sensitiv, men har nu fundet ud af, at hun er ekstremt sensitiv, HSP. Og ved og erkende at hun er det, kan jeg også se mig selv i hende, og at jeg selv er sensitiv, meget. ( jeg skriver snart et blog indlæg om det) Men prøv at tjek dette link ud. http://førogefter.dk/kendetegn-for-saerligt-sensitive-born/ Jeg mærker han “passer” p meget af det. Måske den udadvendte sensitive type.
LikeLike
Hej Gitte
Jeg tror ikke, vi som sådan kender hinanden, men jeg læste din kommentar hos Frederikke og kom herind. Jeg kan se, at du er henvist til børnepsyk og de skal nok hjælpe dig fremadrettet, men jeg vil godt lige give et par rigtig gode råd som kan gøre jeres hverdag lidt lempeligere.
A. brug et æggeur til at afgrænse tiden. Hvis du ved i skal gå kl 8, så sæt uret 5-10 minutter før og sig til ham, at når uret ringer skal i tage tøj på og gå. Hvis du selv følger planen, vil han vænne sig til det og du kan bruge uret til længere perioder. F.eks. hvor længe i skal være på en restaurant osv. Tro mig, de andre gæster kan sagtens rumme at uret ringer den ene gang. Så ved han altid at når uret ringer sker der et skift.
B. lad være med at tage ham på indkøb. Selv almindelige voksne raske mennesker bliver stressede i et supermarked. Der er ingen tricks til at formilde det. Jeg ville undlade det fuldstændig. Det er synd på så mange planer.
C. Lav faste planer for dagen og hold dig til dem. Få evt. hjælp til at lave små kort eller billeder, der symboliserer de ting, I skal på en dag. Du kan også laminere et hvis a4 ark og så tegne på det med en tusch, hvad der sker i dag. Den kan så tørres af og genbruges. Aftaler og faste planer lyder måske nok irriterende, men det vil være balsam for din søn.
D. lav et pausekort. Vælg et rødt papir og skriv pause med blokbogstaver på og laminer det. Klip det evt. rundt som et stop skilt. Når din søn har svært ved at vente eller koget over, kan han sidde med pause kortet og vente indtil uret ringer. (feks). Det er også fantastisk godt til når man spiller brætspil og skal vente på tur.
E. Lad være med at lave aktiviteter, der stresser dig selv, når du er sammen med din søn. Planlæg din hverdag, så mindst muligt af det, du hader, ligger sammen med ham. Et barn med vanskeligheder er dybt dybt afhængig af, at den voksne er stabil, ikke mindst fordi barnet “læner2 sig op af den voksnes humør. Hvis din familie, nogle venner eller nogle situationer driver dig til vanvid, så meld fra af hensynet til din søn. Det er en valid undskyldning at ville give sit barn den bedste omsorg i verden.
F. Drop renlighedstræningen til du ved mere om hans udvikling. Det er unødig stress for jer, hvis det viser sig, at han rent faktisk ikke er der i sit udviklingstrin endnu.
Til sidst vil jeg blot sige. Giv ikke op. Det virker så uoverskueligt at have et barn med adfærd/udviklingsproblemer og det er heller ikke et nemt liv, men det behøver ikke være et helvede hvor man altid løber bagefter. Og det er helt legitimt, at man kommer til at råde eller storme ud nogle gange. Det ER 100 gange hårdere end at have et raskt barn. Især fordi man ikke rigtig kan regne med en udveksling af signaler og en respons tilsvarende ens indsats.
Du kan helt sikkert få hjælp, når han er udredt. Det hjælper børnepsyk dig med. Der er mange andre paragraffer end dem for alvorligt syge børn. Jeg kan kun råde til at tage imod den hjælp. At hænge i nødbremsen selv går ud over jer alle.
Jeg skriver min email adresse nedenunder og du er meget velkommen til at skrive, hvis du har brug for mere støtte eller har spørgsmål.
Venlig hilsen Astrid,
mor til to autister, hvor den ene også har adhd
LikeLike