Nogle gange når jeg taler med mødre til skolebørn, så er de ofte fordømmende, hårde og nådesløse, når de omtaler deres børns klassekammerater. Meget ofte er det jo bogstavbørn.
Det gør mig ked af det og bekymret, at den generelle holdning er “ud til højre” med de børn, der forhindrer, at præmiebørnene lærer noget. Dvs. dem der larmer, dem der skaber uro, dem med diagnoser, dem der er langsomme, dem der ikke er så gode … Du fortsætter bare listen!
En af mine veninder udtrykte forleden, at det jo trækker hele klassens niveau ned, når læreren skal koncentrere sig om en elev, der ikke kan følge med. Her taler vi om en pige, der har svært ved matematik, skal jeg måske lige indskyde. Hun sinker hele klassen med sine spørgsmål!
Jeg er bange for, at min søn en dag kommer på listen over børn, som andre forældre ikke hverken prøver at forstå eller rumme, men som de indædt ønsker hen hvor peberet gror.
Jeg mener, at folkeskolen skal kunne rumme alle, men ikke alt. Og det er en vigtig lille krølle. Folkeskolen skal ikke rumme alt, der skal både være grænser og regler og rummelighed. Der vil altid være børn, der vil have det bedst et andet sted og lære på en anden måde.
Der er børn, der mangler evner og har brug for hjælp til at klare en almindelig skoledag. Er det okay at skubbe dem ud, frem for at hjælpe dem?
mammalade 
Ting og holdninger kan udtrykkes forskelligt, og mange af dine veninder mener sikkert ikke deres udtalelser helt så hårdt som du hører dem. Du er i en situation, hvor følelserne sidder helt uden på tøjet, og så er man ekstra sårbar.
For jeg forstår faktisk godt dine veninder et stort stykke af vejen. Jeg mener også at den rummelige folkeskole er blevet alt for rummelig. Når jeg hører historier om lærere der skal undervise klasser, hvor der niveauforskellen mellem de dygtigste og de svageste elever, svarer til 3-4 klassetrin og at de samtidigt bruger langt over halvdelen af undervisningstiden på at hjælpe/styre/kontrollere 1-2 ‘urolige’ elever, ja så sidder man altså med en situation hvor alle er tabere. Både de almindelige elever, der bare gerne vil undervises og især den elev, der, med dine ord, er et bogstavbarn. Han eller hun får jo adeles ufortjent en skurkerolle.
Jeg kender ikke løsningen. For som udgangspunkt synes jeg ideen om inklusion og rummelighed er god, fordi bogstavbørnene kan lære af de almindelige børn, men sandelig også fordi de almindelige børn kan lære af bogstavbørnene. I sidste ende er det jo et spørgsmål om ressourcer hos alle parter både åndelige og materielle..
Min mand og jeg har også gjort os tanker om vores drengens kommende skolegang, og vi har faktisk fravalgt folkeskolen. De kommer i en nærliggende privatskole. Vi tror at de såmænd kunne trives fint i folkeskolen, men givet at de er motorikbørn begge to er der behov for at der bliver taget hånd om dette både fagligt og socialt. En lille skole med små klasser vurderer vi er det optimale for dem. Så det er ikke et ideologisk tilvalg af privatskole, men et praktisk fravalg af folkeskolen der har styret os.
Jeg forstår til fulde dine tanker, men jeg forstår også dine veninder.
LikeLike
Hej Jette
Jeg forstår det også godt. Hvis min søn var helt normal og ikke den mindste smule anderledes, ville jeg forvente, at sådan en mor som jeg med en søn som min skulle se at tage mig sammen og få styr på min søn – og hvis det så ikke lykkedes ville jeg forvente, at han blev flyttet ud af reservatet, så mine unger kunne lære i fred!
Ja, mine briller er farvede. I høj grad. Og det ville de også være i den anden ende af skalaen, så det er på ingen måde en sandhed, jeg skriver her. Jeg er bekymret samtidig med at jeg håber det bedste for min søn. Jeg håber, at han bliver den gode, kloge og lærenemme dreng, men jeg tror det ikke.
Og jeg håber, at jeg måske kan få et par mødre til at indse, at det måske ikke bare er dårlig opdragelse og bogstavdiagnoser, der skaber problemerne i skolen. Det er måden, vi omgås hinanden på. Rummeligheden, tiden og overskuddet. Hvor er det henne? Nicholas eksploderer, men de eksplosioner kan undgåes ved at rumme ham og kommunikere med ham i stedet for at skamme ham ud eller skælde ham ud. Det er simpelt at undgå de fleste eksplosioner, men det kræver selvfølgelig en lærer med indsigt og overskud, samt et par forældre, der går i brechen for knægten og ikke læner sig tilbage og betragter ragnarok udfolde sig i skolen, mens de peger på læreren som den skyldige.
Jeg bliver bekymret, når jeg hører om en pige, der ikke har let ved matematik, bliver omtalt som en stopklods for andre børns uddannelse, fordi hun stille for mange spørgsmål. Det var mig. Engang. Jeg kom på en (privat)skole i 8. klasse, hvor matematik, engelsk og tysk var delt i grund- og udvidet kursus. Det reddede mig, at jeg kom på ‘tumpeholdet’ i matematik. Pludselig var der tid til spørgsmål og svar. Det var der ikke i folkeskolen.
Hedt emne, ikk? Der er ikke nogen helt rigtig løsning, men jeg håber på lidt mere overbærenhed i forhold til min søn. De blikke, vi møder allerede nu, varsler ikke godt.
Gitte K
LikeLike
Hvornår er man normal? Et svært spørgsmål at besvare, men faktum er, at grænsen for normalitet indenfor den seneste årrække er blevet meget snæver. Så snæver at alle forældre på et eller andet tidspunkt i løbet af deres barns opvækst får at vide, at deres barn falder udenfor normalen på et eller andet punkt. Påstanden er ikke min egen, men en god bekendts, der er uddannet psykolog og som netop arbejder med børns udvikling.
Ovenstående lægger naturligvis ekstra pres på folkeskolen og den påståede rummelighed. For folkeskolen skal rumme alle, det siger loven. Men mange steder bliver sparehensyn også dækket ind af rummelighed. Flere af mine bekendte, herunder en kær veninde, underviser i folkeskolen. Hun siger åbentlyst at hendes børn IKKE skal i folkeskole, men i privatskole, netop pga. rummeligheden. Fordi hun føler, at hun ikke kan levere en ordentlig kvalificeret undervisning, når børnene i hendes klasser sidder med vidt forskellige behov. Hendes hjerte bløder for bogstavbørnene, men hun skal jo ikke undervise dem alene. For naturligvis skyldes bogstavbørnenes problemer ikke dårlig opdragelse, men det er så nemt at dømme og udadtil ser en som Nicholas jo helt normal ud. Han har (heldigvis) ikke et skilt i panden, der siger at han er under psykologisk udredning.
Dine egen historie om overgangen til privatskole stemmer ualmindeligt godt overens med mine egen. Jeg kom også på privatskole, da mine forældre følte at nu kunne den lokale folkeskole ikke længere hjælpe mig. Det var godt for mig, og det har naturligvis også farvet mine nuværende holdninger.
I den anden ende af skalaen har mantraet for ældre i årevis været: længst muligt i eget hjem. Det burde jo være: længst muligt i egnet hjem. Sålede burde rummelighed i folkeskolen også omskrives til: rummelighed jatak, men ikke for enhver pris. For for mig at se bliver bogstavbørnene de allerstørste tabere. De såkaldt almindelige børn skal nok klare sig på den lange bane.
LikeLike
Elsker dine kommentarer, Jette! Jeg holder virkelig af mantraet “folkeskolen skal rumme alle, men ikke alt”. Man kan så lægge i ‘alt’ hvad man vil, men jeg læser det som, at folkeskolen ikke skal rumme al slags adfærd. Særlig ikke skoleforhindrende adfærd. Det kræver dog en jætteindsats fra forældrene til de børn, der har problemer. Lærerne kan ikke gøre det uden at forældrene står bag barnet og handler.
Nogle gange ville jeg faktisk ønske, at Nicholas havde et skilt i panden, hvor der stod ‘jeg er virkelig sød, klog og velopdragen, men jeg kan ikke finde ud af det lige nu’, for hold NU op, hvor møder jeg stor uvidenhed og ubehøvlethed. Senest fra en læge, der skulle kigge ham i øjet idag. Christ!!
LikeLike
Tusind tak for de fine ord om mine kommentarer, det betyder meget for mig, at de er værdsat. Jeg holder også rigtig meget af din ærlige og nærværende blog.
I øvrigt har jeg konstateret, at vi har fælles bekendte 🙂 Du er FB-ven med Mette D fra Virum, nu bosat i Gladsaxe. Jeg kender Mette fra mødregruppe.
Jeg håber, weekenden har været god for dig og dine. I har trængt til den. Det har været skønt at kunne komme ud i det dejlige forårsvejr i dag.
LikeLike
Hej Jette!
Hvor sjovt! Jeg kender Mette fra meget gamle dage, hvor vi var på (druk)ferie i Rørvig sammen i sen-teenage-alderen. Jeg har ikke set hende i mange år, men det føles jo ikke sådan, når man har facebook 😀
Ååååh, weekenden … den var så god! Og kort – alt for kort! Føles allerede som om den er lysår væk, men det betyder jo bare, at en ny weekend nærmer sig 😀
Gitte K
LikeLike