Jeg blev ringet op af børnehaven. Nicholas havde fået noget i øjet. Sand vistnok. De havde ikke set det ske. I hvert fald havde det gjort så ondt, at han havde skreget så intenst, at han til sidst var faldet i søvn.

Allan hentede ham, og jeg ringede hjem. Nicholas skreg som et såret dyr i baggrunden, og jeg stod på speederen. Jeg ringede til akuttelefonen, og de bad os komme ind.

Hjem og hente Nicholas. Han skreg og gned sig i øjet og blev ved med at sige, at han havde fået vinteren i øjet. Godt så, hvad fanden betyder det?

Jeg brød mit hoved med det, mens vi skyndte os afsted. Vinden? Spurgte jeg. Ja, det var den dumme vind! Aha?

Nicholas gik helt i panik, da vi kom på akutklinikken. Han skreg, at han var bange og begyndte at spurte ud. Til sygeplejersken sagde han “du skal ikke se på mig, jeg er bange for dig”.

Så vi forklarede kort om hvordan han er, og at vi er på venteliste til børnepsyk. Det var vist meget godt, for da han skulle have skyllet øjne måtte vi være tre om det. Han kæmpede imod med hele kroppen, han skreg og forsøgte at komme fri. Selvom vi fortalte ham, hvad der skulle ske, var han helt i panik.

Jeg var gennemblødt af øjenskyllevand, da hans øje var blevet skyllet. Jeg var også helt mat i armene af at holde ham fast.

Lægen kom for at se på ham, men det ville han ikke, han skreg “nejnejnej” og så fik vi lov til at tage hjem igen.

Nu ligger han og sover. Han vågnede lige op skrigende “nej, nej, ikke mere!!”.

Hans øjne er stadig røde. Det ser ikke ud til, at der er sand i dem, men de løber konstant i vand, så noget har han fået i øjnene.

Vinteren?