Natten var lang, urolig og hed, så vi var længe om at få øjne. Vi spiste italiensk morgenmad rundt om hjørnet i Weinmeisterstrasse. Bagefter fladede vi ud med en vanilla latte i Starbucks bløde lænestole og aircon og gratis wifi.

Vi gik ud til Kollwitzplatz og stak næsen indenfor på de legendariske legepladser der.

Den ene var en Wasserspielplatz, hvilket bestod af en vandpost, en masse nøgne børn, der var brune af jord, nogle skræmte kaniner i et bord samt brugte bleer lagt til tørre på bænkene i solen. Ikke lige min stil.

Kolle 37 er en byggelegeplads, men det så noget ustabilt ud; skævt selvbyg i 4 meters højde. Det er han trods alt for lille til.

Vi gik videre til selve parken, hvor der var en fin legeplads med masser af klatremuligheder, gangbroer, stiger, gynge, hule og to rutschebaner. Og kun danske børn! Vores knægt fandt hurtigt sammen med en jævnaldrende dansk dreng og hans søster. Efter 5 minutter kaldte de ham ved navn, og legen var i fuld gang.

Vi sad og kogte på en bænk, mens knægten legede. For første gang er der nu skyer på himlen, men det virker som om det bare bliver varmere og varmere. Da han var helt svedig, støvet og opkogt i ansigtet stoppede vi legen og satte kurs mod Volkspark am Weinberg for at spise på Nola’s.

Nola’s er en hyggelig schweizisk berlinercafé med en skøn udsigt over parkens plæne, sø samt omkringliggende sky-line. Jeg fik en fantastisk tomat-jordbær-chili-suppe med mint-skum, samt hjemmelavede linguini med pesto og grillede tomater. Knægten snorkboblede i marolleklapvognen.

Bagefter gik vi forbi soppebassinet, som var propfyldt af badende babyer, børn og voksne. Mit højeste ønske var at dyppe tæerne. Det var tordnende varmt, mine fødder kogte og var fugtige og fulde af sand, men nænej, det ville Nicholas overhovedet ikke – SURT!!