Nærmest veggie-dag i Berlin (II)

Lige bortset fra et drys af gedefeta på tomatsalaten i aftes og æg til morgen. Det er ikke usædvanligt for os, at vi ‘glemmer’ at spise kød i Berlin – der er simpelthen så mange andre spændende ting på menuen, at kød ofte forsvinder ud af vores menu. Til frokost endte vi tilfældigt på en vegetarisk vietnamesisk restaurant.

Efter at have været på den blå legeplads, i S. Wert og i Ocelot boghandleren, gik vi videre ad Brunnenstraße i retning mod Bernauer Straße. Det var dejligt varmt, og omkring frokosttid blev vi sultne – og der lå da lige en vegetarisk vietnamesisk restaurant.

Vi forventede ikke det store af maden, men den var fantastisk. Jeg fik en anden ret end den jeg bestilte og i det her tilfælde var det mit store held, for den ret, de havde tiltænkt mig var fantastisk!

Jeg var dog så befippet over, at min suppe var konverteret til den lækreste salat, så jeg glemte helt at fotografere min mad 🥺

Der gik lige nogle øjeblikke og en enkelt mundfuld, før det gik op for mig, at de havde truffet et meget bedre valg for mig. Min salat var nemlig helt fantastisk, ren umami med alle smagsnoter i en bowl. Virkelig fantastisk. Heldigvis er der andre, der er mere vakse med kameraet #14 Bun Xa Ot

Min salat ❤️
Mums, lækker dessert ❤️

Desserten fik jeg dog fotograferet – også den var fantastisk lækker!

Det var sticky rice med kandiserede søde saftige græskarstykker i kokoscreme med drys af sesam.

– Chay Viet, Brunnenstraße 164, nær Rosenthaler Platz

16. Juli 2019

Mandag i Berlin

(laterpost fra august 2017)

Solen skinnede fra en knaldblå himmel, da vi trådte ud på gaden i Berlin. Selvom det var morgen var det allerede stegende hedt. Temperaturen når op på 30C i løbet af mandagen, så vi var klar over, at det ville blive lunt ☀️

Shakshuka de Lux

Vi startede med at gå rundt om hjørnet for at spise morgenmad på Spreegold ❤️ Jeg valgte Shakshuka de Luxe, min foretrukne morgenmadsløsning.

Shakshuka de Luxe består af 2 pocherede æg i en krydret tomatsauce, quinoa, kikærter, grønkål, sweet potatoes samt yoghurt med spidskommen. Min absolutte favorit-morgenmadstallerken ❤️

Vi delte også en silkeblød bircher müsli med mango til dessert. Ikke fordi det var nødvendigt, men fordi det smager så fantastisk!

Planen var derefter at fylde køleskabet op i vores lokale Edeka, men vi rundede også lige Alexanderplatz – og kiggede forbi Primis og Saturn.

På Alex var der fuld gang i en festival under navnet Berlin Lacht med masser af boder og forlystelser over hele pladsen. Til vores søns begejstring var der et gigantisk udvalg af de allerfedeste fidget spinners i boderne til virkelig gode priser. Han gjorde store øjne, og der er ingen tvivl om, at vi skal have en masse fidget spinners med hjem fra ferie.

Alex
img_5239-1
Bikini Berlin

Da vi havde fyldt både køle- og klædeskab godt op, tog vi bus 100 ind ad Unter den Linden til Ku’Damm, hvor vi gik en rundtur i højt solskin bl. a på Ku’damm og i Bikini Berlin.

Bikini Berlin har en tagterrasse i flere planer, hvor man dels kan nyde udsigten over Breitscheidplatz og dels kan se på dyrene i Zoo bagved. Man kan også bare slikke sol eller nyde noget mad på den nye Spreegold.

Vi tog tilbage mod vores Kiez sent på eftermiddagen og spiste alt for mange dumplings, rolls og det løse på Yumcha Heroes. Vi fik smagt nogle nye dumplings denne gang – plus alle dem, vi kender i forvejen. Vi kom til at grine lidt af det. Vi havde helt klart fået bestilt alt for mange småretter, men maden på Yumcha Heroes er virkelig fantastisk, og det er svært at vælge fra på menukortet!
Sådan, så er vi rigtig landet i Berlin.

Men der var da lige plads til en dessert .. til. En is kan man jo altid klemme ned, right?

Vi har fået anbefalet Giorgio Lombardi på Weinbergsweg af Sidsel-Jo Gazan for et års tid siden, da vi mødte hende på den blå legeplads, men vi har endnu ikke været forbi … Det viste sig at være en stor fejl, for deres is er ganske enkelt weltklasse.

Vi fik os hver en scoop Pistacie-is, mens knægten fik jordbær. Ikke verdens mest opfindsomme valg. Jeg spiser normalt ikke pistacieis, fordi det smager for meget af essens og for lidt af pistacie. Smagen var fantastisk, konsistensen silkeblød og cremet med knasende stykker pistacienød i. Vi var forbi Giorgio Lombardi 2 gange i feriens løb, fordi vi ikke kunne få nok!

Desværre er Giorgio Lombardi nu lukket for altid, og vi nåede ikke at afprøve de mange lækre varianter 😕 Sådan er det med Berlin; du finder det perfekte sted, og så lukker det.

Vi gik en tur over på den blå legeplads, for vi var nysgerrige efter at se det nyrenoverede soppebassin. Desværre var det slukket, fordi klokken var mange, men det ser lækkert ud.

Overspringshandlinger?

Jeg er indendørsmester i overspringshandlinger .. Lige nu var jeg i gang med noget i Excel, men responstiden var lidt lang, så jeg kiggede lige på Bloglovin’. Hov, et egern? Indrømmet, det går ikke altid helt efter planen.

Forskning i koncentration viser, at det kan tage op til 15-20 minutter at komme tilbage til samme koncentrationsniveau som før man blev afbrudt.

En forstyrrelse eller en afbrydelse koster tid (eller penge for din virksomhed) hver gang .. en telefon, der ringer, en kollega, der siger noget, et indfald, et pling fra mobilen ..

Hvergang jeg afbrydes, kastes jeg ud af flow – og mange gange oplever jeg, at jeg ikke kommer tilbage til den mail, jeg var i gang med. Når jeg så lukker min pc ned, popper mailen op. Mailen, jeg troede, jeg havde sendt for 8 timer siden. Og excelarket med analysen og og og ….

Ofte har jeg en håndfuld excelark åbne, utallige mails, et par browsere (med 5-10 faner) plus det løse, når jeg lukker ned om aftenen. Det er ikke et godt tegn, for principielt burde jeg kun have ét program åbent, bruge det og så lukke det ned efter brug. Hvis man gør det, er det tegn på, at man blev færdig med sin opgave, før man blev afbrudt afsporet.

Men har jeg så et godt råd?

Et der virker?

Måske, for jeg faldt over Pomodoro Teknikken. Det lød oplagt, effektivt og nemt at implementere. Helt enkelt går det ud på, at man har et æggeur (eller i mit tilfælde; min iphone). Jeg afsætter 25 minutter til opgaven og indstiller alarmen til 25 minutter. I den tid må jeg ikke tillade nogen form for forstyrrelser. 25 minutter er kort tid, så næsten alt kan vente.

25 minutter er til gengæld lang tid til en opgave, særligt hvis man fx afsætter 25 minutter om dagen til det. Fx rydde op i dit tøj. Hvis du gør det 25 minutter ad gangen er det til at klare. Store ændringer bliver til at overskue, hvis man kun skal dedikere 25 minutter om dagen til det.

Jeg bestemmer i høj grad selv om jeg vil lade noget/nogen forstyrre mig, og jeg kan godt beslutte mig til IKKE at lade mig forstyrre. Kommer der noget ind fra højre, så parker det, evt skriv det ned. Ud af hovedet, ned på papiret. Videre med din pomodoro. Én tomat ad gangen.

The Pomodoro Technique i korte træk – besøg deres website og læs mere!
  1. Vælg en opgave, du vil løse
  2. Stil alarmen til 25 minutter
  3. Fordyb dig i din opgave og arbejd indtil uret ringer
  4. Når uret ringer, så sæt et hak ud for opgaven
  5. Ta’ en kort pause
  6. Efter hver 4. opgave ta’ en lidt længere pause, før du starter på næste runde pomodoros.

Julelys

Vi frøs nærmest en vis legemsdel af, mens vi stod og snakkede på den blå legeplads i Weinbergspark. Ungerne krammede hinanden til farvel, og selvom vi gerne ville være blevet og snakket videre, så var vi – og især ungerne – nødt til at komme ind i varmen.

Vi gik ned mod Rosenthaler Platz og fik både varmen og en kop kaffe på Café St. Oberholz, hvor der var en hyggelig afslappet atmosfære. Overalt sad eller lå folk med deres notebooks og arbejdede, mens de drak kaffe eller juice. Caféen er mere end blot en café; den er et coworking space, hvor man kan leje sig ind og arbejde. Det er super cool. Måske skal jeg en dag drøne derned og arbejde ‘hjemmefra’? Bare der dog ikke var så langt!

Dagens plan var sådan set ikke så meget, det var jo 1. Januar – vi havde talt om at tage ind på Tauentzienstrasse og se på julelysene og julemarkedet ved Gedächtniskirche. Det var tåget og næsten mørkt, da vi kom derind. Det var så smukt og vildt hyggeligt.

DSC_0873.jpg

Vi gik en tur op og ned ad Tauentzienstrasse og skød en masse billeder af julelysene. Især der hvor de store bogstaver danner ordet Berlin var der run på fotograferingen. Vi grinede og fjollede og fik taget en masse sjove billeder. Til slut var det tid til at vende næsen tilbage mod Weinbergsweg for at nå vores reservation på Yumcha Heroes klokken 18.

Later post fra 1. januar 2016

Ich bin verrückt, ich muss nach Berlin :)

Efter den lækre morgenmad hos den lokale bager var vi klar til endnu en kold dag i Berlin. Vi skulle mødes på legepladsen med knægtens nye legekammerat og hans far. Vi gik ud og tog den første bedste sporvogn – det gør man når det er minus 9C og kraftig blæst. Det var bare ikke helt snedigt, for den drejede lige om det forkerte hjørne, og så endte vi et nyt sted i Berlin.

Et nyt dejligt sted må jeg tilføje, vi stod bare af sporvognen, og så gik vi ad Brunnenstrasse tilbage til Rosenthaler Platz, hvor faren gik ned i Muji for at købe et par kasser til knægtens Skylanders, mens vi gik på legepladsen i mellemtiden.

Det var koldt på legepladsen, koldere end i går. Vinden var frisket op, og temperaturen var lige faldet et par grader. Men det generede ikke knægten og hans nye ven. De løb rundt og legede på legepladsen, mens vi voksne snakkede.

DSC_0837

Det er gået op for mig, at rigtig mange berlinere er tilflyttere fra over alt i verden. Det finder man hurtigt ud af på den blå legeplads; i sommer faldt jeg i snak med et dansk/engelsk par, der var ved at flytte fra Bruxelles til Danmark. En anden eftermiddag talte jeg med en kvinde, der var tysker, men fra Brehmen.

Og denne iskolde formiddag fik jeg varmen helt ind i hjertet. Vi stod der midt i Berlin –  fra Australien, fra Ukraine og fra Danmark – og ungerne? De løb bare og legede på dansk og tysk og det var bare helt naturligt. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at føle mig hjemme og velkommen og blandt venner. Jeg ville ønske, at vi havde haft flere dage og mere tid … Jeg kunne have stået hele dagen og talt om hvordan det er at flytte til Berlin og høre deres spændende historie om, hvordan de er endt her, samt få en flig af et indblik i, hvordan hverdagen er her.

Engang i 80erne havde jeg en sweatshirt, der var lyselilla, lyserød og lyseblå med hvidt print – “the world is my oyster” stod der printet på maven. Jeg spurgte min mor, hvad det betød, og hun sagde, at det betød, at hele verden var min baghave. Det skulle jeg nok lige have forsket lidt mere i den egentlige betydning af det – men jeg var kun 12.

Jeg er glad for vores hverdag, mit job, vores lejlighed, familie og venner tæt på .. men jeg savner på sin vis resten af verden. Der går nogle gange lilleput i den her i forstæderne. Det er fint, men bare ikke hele tiden. Ich bin verrückt, ich muss nach Berlin 🙂

Laterpost fra 2. januar 2016

Varm i kulden på Vapiano

Det var lørdag, det var frysende koldt, og vinden gik lige gennem vores tøj – og jeg vil faktisk mene, at vi var klædt på rimelig polar-style. Men chillfaktoren lå lige omkring minus 27C, så vi kunne kun holde ud at være udendørs i kort tid. Da vores kropstemperatur var sunket betragteligt på toppen af Weinberg på legepladsen, var vi nødt til at tage afsked med Sissel-Jo’s mand og deres søde unger.

DSC_0962
Jeps, der var isblomster på rutschebanen 😀

Vi tog sporvognen ind mod Hackesche Höfe. Her tumlede vi ind på Starbucks, hvor jeg fik mig en varmende Lebkuchen Latte (mums!!), mens manden min faldt for en varm chokolade med honning og karamel – dvs. det var faktisk en Toblerone varm chokolade. IMG_6262.jpgDen var helt fantastisk!

Og sjovt nok mener jeg jo, at jeg sagde mit navn helt tydeligt, da jeg bestilte, men det var min svigermors navn, der kom ud på koppen 🙂

Vi gik en tur rundt i baggårdene og de nærmeste gader. Vi var en tur i Adidas butikken, for knægten er vild med deres playliste og vil altid derind og hænge ud. Han skal altid høre musik med høretelefoner derinde.

Vi rundede Alex (.. og Primis og Saturn for lige at få købt de sidste sager), og derefter tog vi bussen ind mod centrum for at prøve Vapiano’s. Værtinden sagde, at der var omkring en times ventetid, og det tog vi ikke videre alvorligt. Vi skulle måske have lyttet, for manden (skaffedyret!) ventede en time i kø for at sikre os nogle lækre pastaretter.

Så ku’ vi lære det, vi er også nogle bonderøve – at tro, at man kan gå lige ind og få hurtig mad på Vapianos i Europa Centret midt i Berlin en lørdag. Nå, men vi er i hvert fald tålmodige, og de kan jo ikke gøre for, at de bliver lagt ned af forventningsfulde kunder på en lørdag.

Maden var virkelig lækker og frisk, så det var ventetiden værd (og så frøs vi da ikke så længe). Pastaen er frisklavet – hver dag. Vi delte en tomatsuppe for lige at få varmen, og jeg fik en super lækker og stærk Penne all’Arrabiata. Det skal jeg altid, for det er bare min yndlingsitalienske pastaret ❤ Knægten fik en omgang pasta med tomatsauce, som hurtigt forsvandt. Og hvis jeg ikke husker forkert, valgte manden Risotto – ?

Det fungerer ved, at man får et plastickort, som scannes, når man bestiller mad. Maden laves ved forskellige stationer lige for øjnene af en, så der er ikke noget gemt af vejen her. Fint, ærligt og meget populær koncept.

Hvis du ikke kender Vapiano, så er du nu så heldig, at der omsider kommer en Vapiano i Tivoli til sommer 🙂

Later post fra 2. Januar 2016

På legepladsen

Volkspark am Weinberg er et af mine favoritsteder i Berlin – og det er en af de legepladser, knægten elsker, så vi skulle naturligvis også der forbi mindst en af dagene – specielt fordi parken kun ligger 1000 meter fra vores lejlighed.

Vi startede ud med at spise brunch på Spreegold. Den 1. Januar åbnede de ‘først’ klokken 8, som kokken lettere beklagende fortalte os forleden. Ikke klokken 7 som de plejer. Vi var begejstrede, for derhjemme er vi slet ikke forvænte med andet end åbne pizzeriaer efter 16 den 1. Januar.

Derefter tog vi sporvognen til Weinbergsweg, hvor vi gik gennem parken og forbi Rosengarten op til legepladsen.

Det var absurd koldt. Det var frostvejr plus blæsevejr plus legepladsen ligger på toppen af en bakke (Weinberg .. ). Selv med nyt uldent tørklæde var det frysende koldt. Men det afholdt ikke knægten fra at prøve alle legeredskaberne på hele legepladsen, mens vi gik med lidt rundt og frøs med anstand. Det var der overraskende mange andre forældre, der også gjorde. Men de andre forældre var lidt mere tjekkede; de havde noget varmt med at drikke i en termoflaske.

Vi havde ikke været der så længe, før min mand opdagede Sissel-Jo Gazan. Jeg var ikke helt sikker på, om det var ok at gå hen og sige hej, men min mand fik mig overtalt; så vi gik hen og hilste på hende, og hun var simpelthen bare så sød. Vi fortalte hende selvfølgelig, at vi er så begejstrede for hendes bog om Berlin og har afprøvet mange af hendes tips allerede. Vi fik et par nye tips til bl.a. Brunch hos italieneren på Weinbergsweg.

Vi talte med Sissel-Jo om at flytte til Berlin og hørte om nogle af hendes erfaringer. For vi drømmer jo et eller andet sted om det, det ville jo være fantastisk at leve i Berlin. At tale med Sissel-Jo var vildt inspirerende. Det føltes pludselig som om det virkelig kan lade sig gøre. Vi skylder i hvert fald os selv og hinanden at undersøge det.

Vores drenge opdagede også hinanden, og så legede de sammen. Vores dreng var i legekammeratunderskud efter en lang juleferie, så han var begejstret for at møde en ny kammerat. Jeg tror, at de legede i noget nær 3 timer, og om aftenen sagde han, at det var ‘den bedste dag’. Vi aftalte at mødes igen og lege dagen efter, og han glædede sig allerede lige fra vi sagde farvel.

Det var simpelthen også den bedste dag. Inspirerende og mageløs. Hvilken fantastisk start på 2016 ❤

De sjoveste legepladser i Berlin

20130726-103919.jpg

Altså, det er jo slet ikke fordi jeg har akut udlængsel, men jeg faldt lige over en top 10 over de bedste legepladser i Berlin – og vores favoritlegepladser er slet ikke med, så jeg forventer intet mindre end et tårnhøjt niveau på disse 10 legepladser.

Vores egen top 5 følger her:

  1. Legepladsen i Weinbergspark er vores klare favorit. Vi har ikke været i Berlin, hvis vi ikke har været der. Både sommer og vinter er den et hit. Centralt placeret i lækkert caféområde i en meget brugt park med masser af liv. Myldrende soppebassin med fontæne om sommeren og myldrende kælkebakke om vinteren. Det højeste gyngestativ, jeg nogensinde har set – og som giver de højeste gyngeture, der giver de vildeste sommerfugle i maven. Der er fodboldbane til store børn og en til de små. Trampolin, karruseller, svævebane, bordtennis, små og store rutschebaner, bakker med gummiunderlag, sandkasse, og så verdens bedste (og RET høje) klatrestativ med rutschebane. Der er også en særlig afdeling for mindre børn med mindre rutschebaner, gynger og klatrestativ. Legepladsen er selvfølgelig indhegnet – noget man ikke gør så meget i i Danmark, men som er ret praktisk, fordi det giver en mere afslappende legeoplevelse for børn og voksne. Afslappet er generelt nøgleordet. Det er let at falde i snak med andre børns mødre på legepladsen, og du får let overdraget ansvaret for andres børn, for selv mødre muss pinkeln gehen 🙂
  2. Springvandene ved Kanzleramt bag Bundestag er også klart en udflugt værd. Der er ingen, der siger noget til badende børn lige udenfor Angela Merkels kontor. Pladsen er stegende hed på en sommerdag, og børnene spurter gennem springvandene, mens voksne kan fise den af på bænkene under træerne og nyde den fantastisk udsigt over til Hauptbahnhof. Husk badetøj, badesko og håndklæde! Badesko er også et must, da blanding af vand og mudder på fliserne kan blive ret glat. Turen til Hauptbahnhof over bakken og over Spree er fantastisk. Husk at kigge tilbage over byens skyline.
  3. Legepladserne i Kollwitzpark. Om sommeren tales der ofte mere dansk end tysk på de to legepladser. Der er skyggefulde bænke under træerne til de voksne. Klatrestativ, sandkasse, rutschebane, bordtennis – og så bygger vi da lige en legeplads ved siden af, så der er to legepladser! Også her er der caféliv lige ved siden af plus et offentligt toilet.
  4. Kindermuseum MachMit besøgte vi under en hedebølge for et par år siden. Det var rart at sidde indendørs og puste ud lidt. Knægten spurtede rundt i Grimm’s eventyr i kæmpestørrelse og i 3D labyrinten. Man kan bruge en hel dag der – der er en café med det mest nødvendige. Det bedste for vores knægt var 3D labyrinten, men der også mange forskellige kreative aktiviteter, hvor man kan lave forskellige ting til at tage med hjem.
  5. Legepladsen i Monbijouparken ligger med udsigt til Museumsinsel og ligger ved siden af et alternativt teater, hvor der øves udendørs om sommeren. Der er sang, fest og gøjl. Om sommeren er der skygge under de store kastanietræer. Legepladsen består af et klatrestativ, som er sådan lidt parkouragtigt. Der er også en stenrutschebane, et lille klatrestativ og en sandkasse. Det store klatrestativ er det store hit for os, og jeg lurer på, at det faktisk ikke er for børn, men er for alle, der har mod på at klatre op i luften. Lidt derfra ligger Kinderbad Monbijou, hvor man kan kaste sig i bølgen blå med udsigt til Museumsinsel.

Men der er jo nok at vælge mellem i Berlin – alle de gule prikker på billedet repræsenterer en legeplads, så bare kom i gang 🙂

Se også mere på Ihr Spielplatz og på Spielplatznet!

http://www.spielplatznet.de/karte.php
Kurs mod soppebassinet i Weinbergsparken

Sø(v)ndag i Berlin

Søndag i Berlin lige efter jul er en stilfærdig dag, hvor de fleste butikker var lukkede, mens de venter på at holde søndagsåbent under januarudsalget. Vi startede dagens hos den lokale bager, hvor vi fik det store Frühstück für Zwei. Herefter gik vi ned til den lokale U-Bahn Spittelmarkt og tog til Rosa Lux, som ligger nær den lejlighed vi normalt bor i i Berlin.

Vi gik på Starbucks, og jeg fik mig en Toffee Nut Latte. Jeg elsker virkelig deres julelatte-varianter. Skøre, søde og lidt vamle – men jeg er jo til det vamle! Vi slentrede gennem baggårdene i Hackesche Höfe, og jeg købte lidt julepynt i Ampelmann Shop.

Vi satte kursen mod Volkspark am Weinberg og kom til at gå lidt forkert. Men nu er det jo sådan, at man ikke kan gå forkert i Berlin – det er bare ukendte oplevelser, der venter. Vi gik ned ad Oranienburger Strasse og passerede den jødiske synagoge, som var svært bevogtet. Guldkuplen skinnede smukt. Vi passerede også Tacheles, som har været en ‘kunsthus’, men pt er afspærret og ser meget faldefærdigt, men helt klart bevaringsværdigt ud.

Vi nåede legepladsen i Volkspark am Weinberg, og knægten spurtede rundt for at prøve det hele; trampolinen, karrusellerne, rutschebanerne … Og denne gang vovede han sig op i klatrestativet, som er så højt, at knægten hurtigt var højt over vores hoveder. Gys!! Vi har måske set lidt anspændte ud i ansigterne, men han klarede det i fin stil og så rutschede han ned ad den lange rutschebane. Han var helt oppe at ringe: ‘jeg turd! jeg turd!’ råbte han og stak os en high five hver gang han kom ned.

Vi gik en lille tur i Volkspark am Weinberg. Selv her midt om vinteren er parken skøn. Jeg elsker virkelig det sted, fordi det er så u-perfekt. Der er graffiti på væggene ved rosenbedene, og der hersker en smuk form for forfald, der gør parken til et hemmeligt, hyggeligt og spændende sted. Soppebassinet med sin afskallede turkis maling lyste op og mindede os om de gode varme timer, vi havde i sommer, hvor Nicholas badede i den nedgående sol.

Vi fik et bord på vores favoritsted Yumcha Heroes, hvor vi fik 5 slags dumplings og rolls. Helt igennem fantastisk, som sædvanlig. Godt mætte, gik vi ned til Alex, hvor der var fuld knald på julemarkedet. Nicholas’ øjne stod på stilke, for der var så meget at kigge på – lys, lyd, dufte og mange mennesker. Fra Alex gik vi hjem, og vi gik gennem Nikolai Viertel, da det var begyndt at blive mørkt.

Nikolai Viertel er Berlins ‘gamle’ kvarter, og også her var der julemarked med masser af julelys, stemning og hygge. De kan altså noget med julehygge, de tyskere. De giver den hele armen med lys og pynt, og det ser så smukt ud i vintermørket.

Kollwitzplatz, Kreuzberg & Nola’s

Natten var lang, urolig og hed, så vi var længe om at få øjne. Vi spiste italiensk morgenmad rundt om hjørnet i Weinmeisterstrasse. Bagefter fladede vi ud med en vanilla latte i Starbucks bløde lænestole og aircon og gratis wifi.

Vi gik ud til Kollwitzplatz og stak næsen indenfor på de legendariske legepladser der.

Den ene var en Wasserspielplatz, hvilket bestod af en vandpost, en masse nøgne børn, der var brune af jord, nogle skræmte kaniner i et bord samt brugte bleer lagt til tørre på bænkene i solen. Ikke lige min stil.

Kolle 37 er en byggelegeplads, men det så noget ustabilt ud; skævt selvbyg i 4 meters højde. Det er han trods alt for lille til.

Vi gik videre til selve parken, hvor der var en fin legeplads med masser af klatremuligheder, gangbroer, stiger, gynge, hule og to rutschebaner. Og kun danske børn! Vores knægt fandt hurtigt sammen med en jævnaldrende dansk dreng og hans søster. Efter 5 minutter kaldte de ham ved navn, og legen var i fuld gang.

Vi sad og kogte på en bænk, mens knægten legede. For første gang er der nu skyer på himlen, men det virker som om det bare bliver varmere og varmere. Da han var helt svedig, støvet og opkogt i ansigtet stoppede vi legen og satte kurs mod Volkspark am Weinberg for at spise på Nola’s.

Nola’s er en hyggelig schweizisk berlinercafé med en skøn udsigt over parkens plæne, sø samt omkringliggende sky-line. Jeg fik en fantastisk tomat-jordbær-chili-suppe med mint-skum, samt hjemmelavede linguini med pesto og grillede tomater. Knægten snorkboblede i marolleklapvognen.

Bagefter gik vi forbi soppebassinet, som var propfyldt af badende babyer, børn og voksne. Mit højeste ønske var at dyppe tæerne. Det var tordnende varmt, mine fødder kogte og var fugtige og fulde af sand, men nænej, det ville Nicholas overhovedet ikke – SURT!!

Berlin … En kærlighedsaffære

Efter en laaang middagslur gik vi atter ud i Berlin – denne gang med næsen vendt mod Rosengarten im Weinbergspark, som er en legeplads ved Rosenthaler Platz et kvarters gang fra vores lejlighed.

I “Ta’ med til Berlin” beskriver Sissel-Jo Gazan Weinbergsparken som en underskøn park med den mest fantastiske legeplads, som er sort af børn og voksne på en sommereftermiddag. Og det var netop på sådan en sommereftermiddag-going-on-tidlig-aften, at vi vendte vores næser og klapvognen i retning af Volkspark am Weinberg.

Vi gik ind i parken, som så lidt misligholdt ud, men ingen tog notits af det halvlange græs, for overalt var der et sandt leben af børn og voksne, der hyggede sig med deres venner og familie i solen. Nogle sprang rundt og spillede bold eller frisbee, andre sad i skyggen under de store træer og sov, læste, kyssede eller snakkede.

Vi gik forbi soppebassinet, som desværre ikke var i brug, men hvor malingen var skaldet af og efterlod det som legeplads for nogle børn. Vi kunne se en tårnhøj gynge på toppen af en bakke og gik forbi nogle gamle smukke rosenbede med roser i alverdens farver i fuldt flor, som udkonkurrerede den falmede graffiti på væggen tæt ved.

Vi gik opad bakken til legepladsens låge, og en fantastisk legeplads åbenbarede sig. Knægten stod nærmest på hovedet ud af klapvognen for at komme til. Jeg åbnede lågen, og han spurtede ind på legepladsen.

Han stoppede et øjeblik rådvild op; skulle han vælge sandkassen, den ene eller anden karrusel, den ene eller den anden gynge, et af klatrestativerne, trampolinen eller en af rutsjebanerne? Eller noget af det andet sjove?

Han spurtede afsted til den lille gynge, prøvede den lille rutsjebane, trampolinen … Han spurtede op og ned af de blå gummibakker, hoppede på trampolinen igen, kørte i karrusel, gyngede lavt i den høje gynge og blev virkelig sur på mig over, at jeg ikke ville lade ham klatre 5 meter op til den store rutsjebane i et reb-klatrestativ.

Og så hoppede han på trampolin igen og kom i ‘snak’ med en lyshåret tyske pige på trampolinen. På en eller anden måde blev de enige om at skiftes til at hoppe, mens den anden sad ned.

Det overrasker vel næppe, at vi var de ondeste forældre nord for alperne, da vi sagde, at nu var det slut med at lege. Drengen græd hjerteskærende og hulkede ‘miiiihihin legeplads, miiiin legeplads’

Men der var ingen vej udenom, for klokken var faretruende nær sengetid, og vi manglede stadig at spise aftensmad. Heldigvis havde vi læst om Yumcha Heroes på Weinbergsweg overfor Weinbergsparken.

I “Ta’ med til Berlin” omtaler Sissel-Jo Gazan Yumcha Heroes som sin yndlingsrestaurant i Berlin. Det er en dumpling-restaurant, og hun skriver, at hver dumpling er en oral eksplosion.

Når man så ydermere kan gå direkte ind fra gaden og få et bord på terrassen, så er man godt dum, hvis man går videre. Vi stoppede, knægten fik Ipad’en, vi fik et ubeskrivelig fantastisk måltid og en oplevelse næsten som dengang vi bare var kærester.

Det er ingen overdrivelse at bruge beskrivelsen ‘oral eksplosion’. Vi fik to slags rolls og to slags dumplings med tre slags dip til. Knægten ville ikke smage på noget af det, før de sidste to dumplings kom på bordet. Dem med chokoladefyld og vanillecreme 🙂

Mens vi spiste, blev der fyldt godt op ved bordene omkring os, og mørket faldt på. Vi gik hjemad ad den hyggelige Weinbergsweg med de store platantræer og hyggelige butikker og cafeer. Gaden er kun lige bred nok til at to sporvogne kan passere hinanden.

Vi gik grinende og fjollende forbi Edeka og købte cola, chips samt en bolle og en is til knægten, hvorefter vi gik hjem. Jeg puttede ham, og vi så ‘Sandheden Om Mænd’ på dvd og ramte hovedpuderne omkring midnat.

Hvorfor er det egentlig, at vi ikke bor i Berlin? Her kunne vi godt bo. Det er lige mig at bo her. Her er så skønt. Byen er fantastisk, legepladserne er større og bedre, maden er fantastisk og fantastisk billig, folk er søde, venlig, imødekommende og hjælpsomme, og jeg forstår og taler tysk bedre dag for dag. Hvorfor er det lige, at vi skal hjem?