Spring ud i det!

Nicholas ville så gerne i poolen igen i dag. I går hang han som limet til min ryg med et meget fast (læs: kvælende) tag om min hals, så jeg forventede noget i samme stil.

Han så nogle jævnaldrende børn hoppe i, og jeg viste ham, hvordan jeg hopper i, og så ville han prøve det også. Det endte med at han hoppede i – lige ud i mine arme, hvorefter han selv kravlede op på kanten igen. Det gjorde han utallige gange, og han var helt vild af glæde. Vi jublede med ham, for han gik fra frygtsom til modig på bare en time.

Jeg er så stolt af ham. Han udvider sine begrænsninger så stærkt og udfordrer sig selv så modigt!