Knæk Cancer. Jeg hader faktisk navnet, for jeg synes, at det er for poppet og for pænt og mega-irriterende friskfyragtigt. Men jeg elsker formålet. Formålet med Knæk Cancer er at støtte kampen mod kræft.

Kampen mod kræft – det er ret personligt, når kræft rammer, men når 34.142 får konstateret kræft hvert år, og cirka halvdelen er i live efter 5 år, så er det ikke bare noget, man kan satse på kun rammer naboen. Så bliver det vores alles kamp mod kræften. Ingen kan være ligeglade. Der dør 15.318 mennesker af kræft om året i Danmark om året. Det er dystre tal, for bag hvert enkelt af disse tal gemmer der sig en historie, et liv der slukkes før tid, så mange liv der berøres dybt og ændres for altid.

I 1999 blev min mor en af de 31.348 personer, der fik konstateret kræft. Hun blev en af dem, der trak ned i overlevelsesstatistikken, for det tog kun 10 måneder fra kræften blev konstateret til hun døde. Min mors sygdom kom som et lyn fra en klar himmel for mig. Som en løvinde havde hun beskyttet mig, og det var først, da jeg sad sammen med hende – meget mod hendes vilje – på Gentofte Amtssygehus en bleg forårsdag i marts ’99, at det gik op for mig, at kræft ikke bare rammer de andre.

Hun sukkede over, at jeg var taget med og spildte en fridag på at sidde og glo sammen med hende på hospitalet bare fordi hun skulle undersøges for lidt lungebetændelse. Da vi havde siddet der lidt, og der var blevet taget blodprøver, så sagde hun ‘de skal også se på denne her’ og trak ned i rullekraven og viste mig en knude på siden af halsen.

Man taler om at gulvtæppet forsvinder under en sådan i en billedlig forstand. Lige dér føltes det sådan rent fysisk for mig. Det frie fald startede lige der. Alting snurrede rundt. Jeg skulle være voksen, og jeg ville bare overhovedet ikke være voksen. Jeg ville lægge mig ind til min mor og få hende til at sige, at det hele ville blive okay igen. Men rollerne var blevet byttet om. Jeg var den voksne, hvadenten jeg ville eller ej.

Kort tid efter diagnosen stod jeg forfrossen ude i Lyngby hos Kræftens Bekæmpelse. Jeg gik bare ind, jeg var så alene, og jeg var så bange, fordi jeg intet vidste om kræft, og jeg tænkte, at hvis jeg vidste noget mere, så var der måske noget, jeg kunne gøre. Jeg spurgte, om der var nogen, der kunne hjælpe mig, og jeg fik et kram, en kop te, en stak lommetørklæder, en stol at sidde på og en snak med en sød dame, som lyttede og gjorde det hele lidt mindre ubærligt at bære på.

10 måneders kamp med kemo og stråler, med håb og med lykke. Jeg sad med hendes hoved i mit skød, mens hun sov. Holdt hendes hår, når hun kastede op. Jeg klippede hendes hår af, da det begyndte at drysse af af sig selv. Jeg stod op om natten og tjekkede om hun sov. Jeg tørrede hendes tårer bort. Jeg kiggede på kemoen, der dovent dryppede ud af posen og ned i slangen, mens jeg håbede så inderligt.

Jeg overvejede at køre lægen ned, da han sagde, at der ikke var mere at gøre – måske en ny læge kunne gøre tricket? Jeg talte med læger i USA, Tyskland og Sverige. Jeg vidste hele vejen, at min mors kræfttype (småcellet lungekræft med metastaser) stort set var synonym med en dødsdom. Jeg kæmpede desperat for min mors liv, for 5% var i live efter 5 år, og hvorfor så ikke min mor? Jeg græd, når jeg var alene og råbte fortvivlet ud i min tomme lejlighed. Jeg opgav kampen, da min mor bad mig om det. Hun havde ikke flere kræfter, og jeg havde så mange, og det hjalp ikke en skid.

Efter jul blev min mor indlagt, og hun kom ikke hjem igen. Jeg husker årtusindeskiftet som det værste nytår i hele mit liv. Der stod jeg, og jeg kunne ikke få ordene ‘godt nytår’ over mine læber. Jeg vidste, at det ville betyde, at jeg kom ind i det år, hvor jeg ville miste min mor.

Min mor døde, da år 2000 var bare 8 dage gammelt. Hun sov ind i døden, vi talte og grinede sammen om eftermiddagen, og jeg sad lige der ved siden af, mens livet lige så stille forsvandt. Jeg kiggede ud på ringvejen langt nedenfor vinduerne. Bilerne fortsatte, og jeg forstod det simpelthen ikke. Verden var jo lige stoppet, så hvordan kunne bilerne køre endnu?

Jeg syntes egentlig, at jeg var godt forberedt, og jeg synes egentlig, at det gik meget godt bagefter. Begravelsen var smuk, og der var mange mennesker. Men så eksploderede sorgen indeni mig, og jeg ved ikke, om det var huden, der holdt mig sammen. Indeni var jeg gået i tusind stykker, og jeg var alene på en helt ny måde. Sorgen var min og ingen andens. Som tiden gik fandt jeg ud af på den hårde måde, at aldrig er så uendelig lang tid, og at hvert eneste sekund er en smerte.

Efter et års tid begyndte det at lysne, og jeg fandt mig selv igen. Eller .. jeg fandt faktisk aldrig mig selv igen, for sorgen havde ændret mig på godt og ondt.

Jeg mistede min mor for tidligt pga. kræft, men jeg var og er ikke den eneste, der mister deres kære alt for tidligt pga kræft. Derfor ligger kræftsagen mit hjerte så nært. Fordi hvis vi alle støtter op, taler om kræft og danner fælles front, så måske kan vi hindre nogle af de mange diagnoser og dødsfald.

Min søn får aldrig sin mormor at se. Min mand kender ikke sin svigermor. Jeg har mistet min mor. Og min mormor. Og min farmor. Og min farfar. Alle er døde af kræft, og det var faktisk kun min farmor der blev rigtig gammel, før kræften kom igen og tog livet af hende til slut.

For dem og for os. Fordi de ikke fik set det de ville, og fordi vi gerne vil se det hele.