I dag var det så lucia morgen. Jeg har prøvet at fortælle mig selv, at det ikke betyder noget, hvis Nicholas ikke er med til luciaoptoget i børnehaven. Men det er løgn. Selvfølgelig betyder det da noget – præcis lige som det betyder noget for alle forældre.

I børnehaven har de også prøvet at forberede os på, at Nicholas nok ikke har lyst til at være med, så jeg var forberedt på, at det kunne ske. Men i går sang han to linier af lucia-sangen på puslebordet.

Og her til morgen var han i godt humør, og vi kom ud af døren i god tid, så vi kom før de fleste andre børn og forældre. På den måde blev børnehaven fyldt op, mens vi var der. Vi trådte ikke ind i en overfyldt og overvældende børnehave, og det var netop det, der var planen. Det virkede. Ikke et ord om ‘jeg er bange for mange mennesker’.

Lederen tog ham med ind og viste ham lyset og tøjet, han skal have på. Det accepterede han. Og da de andre børn var ankommet, gik han med ind i rummet og fik tøj på og lys i hånden.

Lyset blev slukket, og så kom det sødeste luciaoptog ud og gik to runder i børnehaven. Nicholas var så fin og så dygtig, at han gik med på 2 hele runder i børnehaven – i mørke, med mærkeligt tøj, med et lys i hånden og mellem en masse mennesker.

‘Nu gider jeg altså ikke mere’ sagde han og løb hen til mig. Jeg roste og krammede ham, og han hev tøjet af og sagde ‘her’ og kastede tøj og lys hen til mig – ‘hvor er min Skylander?’

Jeg kan godt afsløre, at jeg er verdens mest stolte mor. Det var så fint, at han var med, og det gik så fint! Og ja, der var tårer i øjnene!