Jeg ved det jo godt inderst inde; at jeg er sommerhustypen. Mine forældre købte sommerhus i 1977, da jeg var næsten 5 år. Stort set alle mine ferier gik til Rørvig.

Sommerhuset var mit helle. Jeg elskede og elsker at være der, og det var også der, jeg flygtede hen efter min mors begravelse i januar 2000. Jeg skreg min sorg ud på stranden, hvor sandet var hårdt af is. Himlen, havet og sandet var gråt, men jeg var tættere på min mor her, for hun elskede Rørvig, og jeg følte mig knap så efterladt der.

Min barndom er fuld af lyse glade minder om endeløse sommerferier, hvor livet var let og enkelt; det bestod af saftevand og jordbærmadder på terrassen. Mine forældre var altid glade, når vi var i sommerhus og alle pligterne var derhjemme. Vi sad i timevis på terrassen og snakkede og grinede, mens myggene stak os til blods. Vi badede, når vejret var til det. Når vejret ikke var til det, blev vi tvunget til havsvømning hver dag klokken 10 i fjorden. Det regnede og var så koldt, at læberne blev blå, jeg græd for at blive fri, men vandet var varmere end luften, så det var ok alligevel.

Vi tog også tit ned og badede om aftenen, når solen gik ned. Jeg badede lige i solstriben. Vandet var næsten stille og varmere end luften. Vi badede i de høje bølger, dykkede og sprang på hovedet ind i bølgernes brusen. Vi mærkede strømmens jerntag omkring benene, og vi løb op igen. Vi lærte stranden og strømmen at kende. Vi vidste, hvor vi skulle bade og særligt hvor vi ikke skulle bade. Vi tog ingen chancer.

Mine bedste veninder mødte jeg i Rørvig, og vi mødte vores kærester der. Sommerferiekærester og rigtige kærester. Vi gik i byen og sov rusen ud på stranden. Somrene var én lang fest til Don Henley’s ‘Boys of Summer’. Sjovt nok hørte vi den sang i radioen en af dagene, da solen skinnede og vi kørte afsted i sommerlandet.