Skønne langsomme dage i sommerhus – tempoet er langsomt, og vi tilbringer meget tid udenfor i solen. Sommerhuset er lejet – det er charmerende grimt; et gammelt mørkt bjælkehus med sin egen hygge, men desværre også med en 70er tilbygning i gasbeton.
Vi er i Rørvig. Min far er her også, men han vil ikke komme til middag eller blot komme til kaffe. Vi har besøgt ham to gange, og den ene gang fik Nicholas et påskeæg med slik i. Nicholas siger tit, at han savner morfar, og jeg bliver helt tung om hjertet. Nicholas vil ham så gerne, og det er ikke altid gengældt.
Den anden gang vi besøgte min far, mødte vi min bror og hans børn. Rimelig akavet. Heldigvis faldt ungerne i hak med det samme, og vi sad for det meste bare og betragtede dem hygge sig. Min nevø spurgte, om jeg stadig er sur på hans far. Jeg svarede ja. Jeg kunne jo have fortalt min version, men han har jo ret. Jeg er sur.
Konflikten handler jo ikke om min nevø, han er ikke del af det her, præcis som min søn, så den historie må han få en anden dag – eller snarere aldrig.
Min brors unger er skønne, og især min nevø og Nicholas falder i hak i samme øjeblik, de få gange de har mødt hinanden. De vil gerne hinanden, og jeg ønsker bare, at det ikke skulle være sådan her. Så ungerne i stedet kunne have glæde af hinanden og glædes over at være i familie, istedet for at det er så akavet.
Jeg har også tænkt over at slå en streg over det hele, men jeg kan ikke bare vende den anden kind til. Igen. Det synes jeg, at jeg har gjort så mange gange, og det hjalp ingenting. Nu har de et sommerhus. Det der var vores sommerhus. Vi skal leje os ind i andres sommerhuse.
Jeg elsker ham jo stadig. Eller jeg elsker den dreng, jeg voksede op sammen med, og som kunne lyse op i det største smil og som lavede de skøreste ting. Og som altid var der for mig. Jeg undrer mig over, hvor han blev af. Hvor vi blev af. For vi ændrede os begge to.
mammalade 
Årh hvor kan jeg mærke og genkende den følelse du beskriver om din bror. Har det på præcis samme både med min søster. Ikke på grund af et sommerhus, men af andre ting. Jeg savner hende ud fra de gode minder vi har og nok den forestilling og tanker om hvad vi KU ha haft sammen nu. Men fakta er at jeg må acceptere som det er. For man kan bare ikke ændre på andre. Det gør ondt at acceptere. Men man kan lære det langsomt… Stor karm
LikeLike
Hej Pernille!
Æv med din søster! Hvad sker der for de søskende???!!
Jeg arbejder også med accepten af det, der er sket. Og det går faktisk fint så længe min bror er ude af øje og sind. Men når jeg så ser min søn og hans søn sammen, og jeg kan se båndet mellem dem, så bliver jeg så fortvivlet og ønsker, at alt var anderledes. Og jeg tænker enøjet bare min bror var anderledes, jeg husker jo ikke, at han var sådan her, da vi var yngre. Han var alletiders. Hvis jeg kun ser på ham, men jeg har jo også ændret mig.
Det må jeg bare indse, og jeg har nok indset det rationelt – men mit hjerte er bare så tungnemt, og så længe han lever, så håber mit hjerte stadig på, at det her går over, og at jeg får min søde bror tilbage igen.
Jeg elsker ham jo stadigvæk, og jeg savner den, han var og som jeg håber, at han stadig er. Men han findes måske ikke længere. Den bror, jeg ser nu, er nærmest fremmed for mig, selvom han ser så bekendt ud. Jeg kender ham ikke længere, og jeg tror nok, at jeg hader ham lidt for det, jeg synes, at han har gjort og for den smerte, han har forvoldt os.
Jeg ser desværre ingen vej ud for os lige nu. Måske med tiden. Han ville have det sådan her. Han traf de nødvendige valg og fravalg. Han ville have sommerhuset – og det var vigtigere end relationen til min familie og jeg. Den viden svider i mit hjerte, men jeg må acceptere, at det er sådan det er ;(
Gitte K
LikeLike
Jeg står her på sidelinien og håber på, at du og din bror en dag vil møde hinanden med åbent hjerte og sind. Fordi det er smerteligt, at være vidne til den smerte og den vrede, som I har imellem jer i dag.
Du nævner din brors hensigter, men ret beset kender du dem ikke – med mindre han selv har sat de ord på. Kun din bror kender til sine tanker og hensigter. Hvis han har gjort dig uret, bør han også kunne stå ved det (og ikke udlægge en version om, at du er sur på ham – uden grund?). Dialog fordrer fred; mangel på samme ufred. I stort og småt, mikro og makro.
For så vidt min egen bror, så har vi heller ikke samme kontakt, som vi havde engang. Han sagde engang, at det ville det heller ikke kunne blive, for nu havde han sin egen familie. Han havde det også meget svært ved et af mine fortids fejltrin, fordi han ikke kunne forstå. Der var en tid, hvor jeg var meget såret over det. Men så gav jeg ham fred, og accepterede den nye tilstand. Følte en tid, at jeg havde mistet ham. Jeg har savnet ham. Meget. Men ved at give ham ro til at trække sig tilbage til sin hule, er han ved at komme ud af hullet igen. Forholdet er nyt og anderledes (og stadig under opbygning), men det er ikke nødvendigvis dårligt 🙂 Nogle gange kan tiden virkelig hele nogle sår, og give den ro der skal til, for at starte på en frisk.
Jeg siger det ikke for at pådutte dig noget, men det kommer af et rent hjerte, og dit ønske om at få den bror igen, som du inderst inde elsker så højt. Nogle gange forplumrer vi voksne mennesker tingene mere end det er gavnligt. Børnene derimod kommunikerer rent fra hjertet og sjælen ❤ – se bare på de to fætre.
Jeg véd hvor meget jeg selv har lært af at tilgive, og fandt derfor denne bog frem. Måske kan den give inspiration og indsigt – men du må endelig ikke opfatte det som en kritik. Det er en ny vinkel på spejlet ❤
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/15-04-14/tilgivelsens-bog-fra-manden-der-forsonede-andre
PS! Måske er det slet ikke tilfældigt, at I skulle støde på hinanden lige midt i påsken, og at du skulle mærke den smerte og kærlighed på samme tid (jeg tænker på din mor)
LikeLike
Vise ord fra CC.
Handler det “kun” om et sommerhus?
Jeg synes, at det er synd for børnene, at deres forældres indbyrdes konflikter skal begrænse dem i deres givende kontakt med hinanden.
Måske kan du ikke tilgive din bror nu – men måske vil du med tiden give dig selv lov til at tilgive ham og komme videre.
LikeLike
Også meget enig med CC og Den stille pige.
Når jeg læser din beretning (og erkender selvfølgelig, at jeg ikke ved mere om sagen, end det du skriver her), tænker jeg, at din bror opførte sig skidt, da han valgte sommerhuset fremfor dig og din familie. Samtidig tænker jeg, at du også lidt har gjort det samme efterfølgende; altså fravalgt ham og hans familie pga sommerhuset. Selvfølgelig har han den ekstra “fordel”, at han fik sommerhuset, så det er alt andet lige mere bittert for dig. Men i sidste ende er det “bare” et sommerhus. Livets værdi bør ikke opgøres i de ting, vi akkumulerer, men i de relationer, minder og oplevelser, vi skaber. Og jeg tænker måske mere på de to drenge, som jeg synes fortjener den relation og de minder og oplevelser, de kunne få med hinanden.
Jeg erkender 100% at det er svært at skulle være den overbærende og tilgivende. Og det er selvfølgelig meget let for os andre her ude på sidelinjen at mene, at det skal du da “bare” gøre. Men netop når man er udefra og uden følelser investeret, kan man måske nemmere se det “større billede”. Blot en tanke 🙂
LikeLike
Hej,
Det er kloge betragtninger I kommer med. Jeg er selv ked af, at Nicholas ikke har noget med sin fætter at gøre, og dermed er den, der betaler for, at vi voksne ikke er særlig voksne. Jeg er også ked af, at jeg har mistet min bror på denne måde, men jeg ser ingen vej ud.
Den måde, han har behandlet mig/os på. Det er en lang og ubehagelig historie, og det er først og fremmest det, det handler om. Ikke bare et sommerhus. At de har sommerhuset, og vi ikke har noget, er bare en udløber af årevis med hadske mails, hårde ord, skænderier, osv.
Min bror kørte os fuldstændig over, sådan oplevede vi det. Hans udlægning kender jeg ikke, og jeg kan ikke viderebringe den. Vi skulle have været fælles om sommerhuset, og der burde have været en form for demokrati, for vi skulle dele det ligeligt – det var aftalen med min far. Det gik ikke som planlagt.
Nu lader jeg tiden gå. Måske med tiden kan vi lade ungerne lege sammen fra tid til anden.
Hold kæft, det er så trist ;(
Gitte K
LikeLike